Selskab giver ulovlige bøder med års forsinkelse: "Lugter af en kritisabel forretningsmetode"

En lang række bilister på tur i hovedstadsområdet raser over en kedelig overraskelse i postkassen fra parkeringsselskabet Parkware.

Mange af os har formentlig oplevet at blive frustrerede over at se en parkeringsafgift i forruden - men det københavnske parkeringsselskab Parkware har fået adskillige bilister endnu længere op i det røde felt.

De har nemlig uddelt parkeringsbøder med ulovlige metoder. Flere af dem er angiveligt først uddelt to år efter, at parkeringen var foretaget.

quote Det er helt galt. Jeg er rasende og frustreret. Jeg vil gerne betale for at holde parkeret. Men det her lugter af en kritisabel forretningsmetode

Palle Schneider Hansen, bilejer

En af de bilister, der er kommet i kløerne på selskabet, er Palle Schneider Hansen fra Solrød Strand. En novemberdag i 2019 parkerede han i parkeringskælderen under DGI Byen. Det forfølger ham stadig.

- Det er helt galt. Jeg er rasende og frustreret. Jeg vil gerne betale for at holde parkeret. Men det her lugter af en kritisabel forretningsmetode, siger han til TV 2 Lorry.

Da Palle Schneider Hansen og kæresten efter et par timer forlader DGI Byen, der på daværende tidspunkt benyttede Parkware som parkeringsselskab, aner de ingen uråd. Først halvanden måned efter modtager de en kedelig overraskelse i postkassen.

- Der får jeg lige pludselig et brev fra Parkware om, at jeg skylder dem penge for en ulovlig parkering. Inklusiv et rykkergebyr på 100 kroner, forklarer Palle Schneider Hansen.

quote Jeg ville jo til enhver tid have opdaget, hvis der havde siddet noget i forruden.

Palle Schneider Hansen

Det undrer ham. For dels betalte han for sin parkering i DGI Byen, og dels sad der ingen afgift i vinduesviskeren, da han kørte derfra.

- Jeg ville jo til enhver tid have opdaget, hvis der havde siddet noget i forruden. Jeg har altså prøvet at få parkeringsbøder før, og det er jo det første, man ser, siger han.

Palle Schneider Hansen fremviser den tykke mappe af rykkegebyrer og inkassovarsler fra Parkware.
Palle Schneider Hansen fremviser den tykke mappe af rykkegebyrer og inkassovarsler fra Parkware.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Parkware oplyser til Palle Schneider Hansen, at han har betalt for parkering 600 meter væk fra DGI Byen ved Kødboderne. Men det er han dybt uenig i, da GPS'en i Parkwares app Plot, ifølge ham, har placeret ham korrekt i DGI Byen.

- Hvorfor skulle jeg købe en billet et andet sted og så sætte min bil her? Det giver jo absolut ingen mening, siger han.

Problemet er bare, at fordi Palle Schneider Hansen først får parkeringsafgiften halvanden måned efter, har han ikke længere mulighed for at dokumentere, om hans parkering var korrekt udført.

- Det, jeg selvfølgelig er mest harm over, er, at jeg på daværende tidspunkt intet aner om, hvis jeg skulle have parkeret forkert. For jeg fik jo intet bødeforlæg i min rude, som man normalt gør.

Sure anmeldelser i lange baner

På forbrugerhjemmesiden Trustpilot kan man se, at Palle Schneider Hansen langt fra er den eneste, der er frustreret over forsinkede afgifter fra Parkware.

'To år gammel parkeringsbøde tilsendt fra DGI Byen, hvor jeg ved, jeg har betalt for parkering. Det lugter langt væk af svindel!' skriver en, mens en anden skriver:

quote Det er i hvert fald ikke en måde, som Qpark eller andre i brancheforeningen optræder på.

Alex Pedersen, dir., Qpark og fmd., Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening

'Har lige fået en opkrævning for en parkering fra juni sidste år! Kan slet ikke tjekke det! Og så har jeg to dage til betaling... Man burde lukke selskabet.'

De seneste sure anmeldelser er blot få dage gamle. Hos FDM er man stærkt kritiske over for Parkwares metoder.

- Man får da en mistanke om, at det er et selskab, der måske spekulerer i at få nogle folk til at betale for noget, de ikke burde betale for, siger Dennis Lange, chefkonsulent ved FDM.

Dennis Lange, chefkonsulent, FDM
Dennis Lange, chefkonsulent, FDM
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Reglerne i Parkeringsbekendtgørelsen er da heller ikke til at tage fejl af. Her står der blandt andet, at en kontrolafgift skal anbringes synligt på køretøjet, og heraf skal det fremgå, hvilke parkeringsvilkår der er overtrådt.

Sund logik, mener FDM. For hvis først afgiften tilsendes pr. efterkrav, har bilisten ikke ordentlig mulighed for at dokumentere, hvis han eller hun er uenig i afgiften.

- Så har du jo ikke nogen chance for at varetage din sag og eventuelt tage billeder af situationen, mens du står der. Det er derfor, man skal have det at vide på stedet, siger Dennis Lange.

Formanden for parkeringsselskabernes Brancheforening og direktør i Qpark, Alex Pedersen, vil ikke forholde sig til håndteringen af enkeltsager hos Parkware - men:

- Det er i hvert fald ikke en måde, som Qpark eller andre i brancheforeningen optræder på, siger han.

Rykkere vælter ind

Da Palle Schneider Hansen modtager parkeringsafgiften i sin postkasse, gør han straks indsigelse. Men Parkware er ikke nemme at få fat på, oplever han.

- Man ringer og skriver. Men der er ingen respons.

Til gengæld fortsætter selskabet flittigt med at udsende rykkere. Det bør de ellers holde inde med, så snart der kommer en indsigelse mod afgiften.

I sig selv er det rykkergebyr på 100 kroner, som Schneider Hansen og flere andre bilister oplever at modtage på første henvendelse fra Parkware, også ulovlig. Men rykkerskrivelserne fortsætter i et halvt år, og til sidst bliver Palle Schneider Hansen sendt til inkasso.

- Jeg når slet ikke at gøre indsigelse i Parkeringsklagenævnet, inden jeg har både har rykkere og inkassosager på halsen. Det her burde ikke finde sted i Danmark, siger han.

Parkeringsselskabernes brancheforening bruger ikke samme metoder som Parkware, understreger formand, Alex Pedersen.
Parkeringsselskabernes brancheforening bruger ikke samme metoder som Parkware, understreger formand, Alex Pedersen.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Parkware blev etableret i 2017. I en artikel i Berlingske kalder direktøren og bestyrelsesformanden sig for parkeringsselskabernes svar på Airbnb, fordi de tilbyder både virksomheder og privatpersoner at udleje deres parkeringspladser gennem deres platform.

Sidste år havde virksomheden og deres, ifølge CVR-registret, tre ansatte en bruttofortjeneste på næsten 1,2 millioner kroner.

For at efterprøve Parkwares metoder ringer TV 2 Lorry dem op. Vi oplyser, at vi har en parkeringsplads, vi gerne vil leje ud.

Her får TV 2 Lorry at vide, at vi godt kan få lov til selv at stå for parkeringskontrollen via selskabets app-system og indberette ulovligt parkerede biler.

- Så tager man et billede af registreringsnummeret og køretøjet. Så sender vi en afgift afsted, forklarer en sælger i telefonen.

Man får dermed ingen værktøjer til at udskrive traditionelle parkeringsafgifter.

Dog bliver TV 2 Lorry oplyst, at man kan få tilsendt en stak forudprintede kartonkort, hvor det fremgår, at man har begået en mulig forseelse. Men der er tale om en standardskrivelse, der ikke lever op til Parkeringsbekendtgørelsens krav om, at en parkeringsafgift konkret skal oplyse, hvilke regler man har overtrådt i det enkelte tilfælde.

Selvom denne form for egenkontrol af ikke uddannede parkeringsvagter ikke er ulovlig, er det en model, som man i brancheforeningen er meget kritisk over for.

- Jeg ved godt, at visse selskaber tilbyder det der. Det mener jeg er stærkt kritisabelt. Jeg mener, at en P-afgift skal udstedes af en trænet og uddannet P-vagt, siger formand Alex Pedersen.

Mange sager i Parkeringsklagenævnet

I Parkeringsklagenævnets årsrapport fra 2020 kan man læse, at Parkware – til trods for selskabets relativt beskedne størrelse – har haft sjetteflest klagesager imod sig i løbet af året. 81 stk.

Dog fremgår udfaldet af sagerne ikke af årsrapporten, og Parkeringsklagenævnet er ikke vendt tilbage på TV 2 Lorrys henvendelse.

Hos DGI Byen, hvor Palle Schneider Hansen fik sin bøde, afbrød man samarbejdet med Parkware for halvandet år siden og har sat sine advokater på sagen.

- Vi står uforstående over for de mange parkeringsbøder, som selskabet tilsyneladende har sendt ud så længe efter, at de pågældende parkeringer har fundet sted, skriver DGI Byen til os.

quote Hvis der ikke er pålagt en lovlig afgift, vil Parkeringsklagenævnet også som udgangspunkt nå frem til, at den ikke skal betales.

Dennis Lange, chefkonsulent, FDM

TV 2 Lorry ville gerne have spurgt Parkware, hvorfor de uddeler parkeringsafgifter i strid med loven og tilmed angiveligt med op til to års forsinkelse, men de vil ikke stille op til et interview.

Hos FDM lyder opfordringen til bilister, der får tilsendt parkeringsafgifter fra selskabet - uden først at have fået en korrekt afgift i forruden - at klage. Først til Parkware og siden Parkeringsklagenævnet. Så vil man have gode chancer for medhold, lyder det.

- Hvis der ikke er pålagt en lovlig afgift, vil Parkeringsklagenævnet også som udgangspunkt nå frem til, at den ikke skal betales, siger chefkonsulent Dennis Lange.

For Palle Schneider Hansens vedkommende er sagen også sendt til Parkeringsklagenævnet, og langt om længe er rykkerstrømmen stoppet. Men her snart to år efter parkeringen i DGI Byens parkeringshus, venter han stadig på en afgørelse.

DGI Byen afbrød deres samarbejde med Parkware for halvandet år siden og har nu sat deres advokater på sagen.
DGI Byen afbrød deres samarbejde med Parkware for halvandet år siden og har nu sat deres advokater på sagen.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

- Det seneste, jeg har hørt fra Parkware, er bare med en enkelt sætning, at de fastholder deres forklaring. Så hvad der sker lige nu, ved jeg faktisk ikke. Det er pænt frustrerende, at man ikke kan få lukket den sag.

Parkware håndterer i øjeblikket, ifølge deres hjemmeside, parkeringen på otte forskellige pladser rundt omkring i København.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik