Sofie Carsten Nielsen trækker sig som politisk leder

Efter to år som politisk leder af Radikale Venstre træder Sofie Carsten Nielsen nu tilbage.

Sofie Carsten Nielsen trækker sig som politisk leder for Det Radikale Venstre. 

Det oplyser hun onsdag eftermiddag på et doorstep.

- Jeg skulle have været ved dronningen, men det er Martin Lidegaard, siger hun:

- Jeg har sagt de sidste par dage, at man skal tro på det, man gør i politik, og derfor svarede jeg, som jeg gjorde. Men mit stemmetal viser, at de personlige stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for, og derfor kan jeg ikke fortsætte som politisk leder.

Sofie Carsten Nielsen fortæller, at stemmetallene "meget tydeligt viser", at der ikke er tillid til hende som leder. 

- Uanset om jeg bliver valgt ind eller ej, er mit mandat for svagt, siger hun, hvorefter hun afslutter det korte pressemøde uden at svare på journalisternes spørgsmål. 

Senere skulle det vise sig, at hun er blevet genvalgt i Folketinget. Det er dog uvist, om hun vil gøre brug af mandatet. 

Sofie Carsten Nielsen har fået 2.467 personlige stemmer.

Det er blot et par hundrede stemmer mere end sundhedsordfører Stinus Lindgreen, der fik 2.221 personlige stemmer, og dermed ikke opnår genvalg. 

Politisk kommentator og tidligere Venstre-borgmester Pia Allerslev er overrasket over udviklingen. 

- Jeg troede, at hun ville have trukket sig i går (tirsdag, red.). Det er jo et udtryk for, at hun har fået få personlige stemmer, siger hun: 

- Selv hvis hun ender med at kunne slå Stinus Lindgreen, så ville hun komme til at sidde med et for svagt mandat til at være leder. Baglandet har brug for, at vælgerne også har udtrykt, at hun er den rigtige leder, siger Pia Allerslev til TV 2 Lorry. 

Lidegaard er sandsynligt bud 

Ifølge Pia Allerslev er Radikale Venstres næstformand, Martin Lidegaard, lige nu det mest oplagte valg som en afløser.

- Han tilbød sig også sidst. Men det kræver selvfølgelig, at han har lyst. Har han lyst til at overtage ledelsen i en butik, hvor det er ud som om, det hele sejler lidt? Det er spørgsmålet lige nu, siger Pia Allerslev. 

Martin Lidegaard har ifølge Ritzau ingen kommentarer til, om han vil gå efter at blive politisk leder, men han afviser det ikke.

- Det er jeg utrolig trist over, og det kommer som et chok for os alle, siger han og uddyber kort, at han også først lige har fået nyheden.

Allerede før, alle stemmer var talt op på valgaftenen tirsdag, tog Sofie Carsten Nielsen partiets store tilbagegang til sig. 

- Det er mit ansvar, at valgkampen ikke gik bedre, og det tager jeg på mig, sagde hun tidligt på aftenen i sin tale til partiet:

- Der er masser af selvransagelse at tage fat på, der er sikkert flere grunde til, at det ikke gik bedre, og dem skal vi tale igennem i partiet, sagde hun fra scenen. 

Ny leder kan måske styrke forhandlinger

Det var Sofie Carsten Nielsen og De Radikale, der med et ultimatum til Mette Frederiksen (S) mere eller mindre tvang statsministeren til at udskrive Folketingsvalget i begyndelsen af oktober. 

Og netop fordi Sofie Carsten Nielsen gik forrest i denne kritik af regeringen, vurderer Pia Allerslev, at et lederskifte måske kan styrke Radikales position i de kommende forhandlinger. 

- Man starter lidt på en frisk med en ny partileder – også i forhold til socialdemokratiet og de kommende forhandlinger, spår hun og vurderer, at Lidegaard igen vil kunne give partiet en fordel. 

- Han har et godt forhold til både de borgerlige og Socialdemokratiet. Hans valgkamp har ikke være konfrontatorisk på samme måde som Carsten Nielsens. Han har passet sit eget uden de store udfald mod socialdemokraterne

- Man starter lidt på en frisk med en ny partileder – også i forhold til socialdemokratiet og de kommende forhandlinger, spår hun. 

Radikale Venstre fik ved tirsdagens valg 3,8 procent af stemmerne, hvilket udløste syv mandater. Det var en halvering på ni mandater i forhold til valget i 2019. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik