Stjernekok får ekstra penge til at lave julemad til hjemløse

Rasmus Munk har travlt med sin forening JunkFood, der laver mad til hjemløse. Nu har de fået økonomisk hjælp til en særlig julemenu.

And, kartofler, rødkål, sovs og masser af julegodter.

Det er menuen juleaften, når foreningen JunkFood deler gratis måltider ud til gadens folk.

quote De fleste penge, vi har, bliver ikke brugt på mad, og når man ikke har penge eller mad, så går man ud og stjæler noget at spise

Maddi, hjemløs

Gennem COOP crowdfunding søgte foreningen om ekstra midler til at lave julemaden den 24. december til de hjemløse. Og der var masser af opbakning at spore.

Håbet var at samle 25.000 kroner ind, men 101 forskellige støtter har tilsammen doneret 41.500 kroner, fremgår det af crowdfundingsiden.

- Støtten er helt fantastisk, og der er stor support. Især i denne juletid, hvor næstekærligheden kommer først, siger Rasmus Munk til TV 2 Lorry.

Fra gourmet til simpel mad

Det er stjernekokken Rasmus Munk, der har startet JunkFood - det var under coronakrisen, hvor der ikke var så meget at rive i for en Michelin-kok.

Rasmus Munk er mest kendt fra gourmet-restauranten Alchemist, der i år blev kåret som en af verdens allerbedste restauranter.

- Det er to vidt forskellige verdener, og det er også det, jeg synes, der er meget fascinerende. Fra her, hvor der bliver lavet et enkelt måltid mad, der er varmt og velsmagende, til en restaurant, som er noget helt andet, hvor det også koster en masse penge at spise.

JunkFood leverer hver dag 300 gratis måltider ud på 11 væresteder til hjemløse, og det er store portioner, der skal til, når der laves mad på JunkFood i Kødbyen.

Men det er al sliddet hver, fortæller køkkenchef i JunkFood Philip Eistrup Davidsen, mens han rører rundt i en kæmpe gryde med chili con carne:

- Det er jo sindssygt givende for os, der står her. Den glæde, det giver hos dem, og som vi ser, når de modtager et måltid varm mad.

Et sikkerhedsnet for hjemløse

Maden deles ud forskellige væresteder - blandt andet på H17 som er et stofindtagelsesrum på Halmtorvet, der støder op til Junkfood.

Én af dem, der jævnligt får et måltid mad her, er Maddi.

- Det gør, at vi får noget at leve på. De fleste penge, vi har, bliver ikke brugt på mad, og når man ikke har penge eller mad, så går man ud og stjæler noget at spise. Det er et godt sikkerhedsnet for os det her sted, og det gør, at vi kan overleve.

Der er en lang række fordele ved at få et godt måltid – ud over det oplagte at få stillet sulten, fortæller lederen af JunkFood, Jeanette Duus.

- Et dagligt varmt måltid mad, og visheden om at du kan få det, er kærlighed og omsorg for brugerne, og det gør, at de kan sove. Det er helt basalt, men gør også, at du ikke kommer ud i voldskonflikter, og at du socialiserer omkring noget, så du får noget normalitet ind i din dagligdag.

JunkFood får donationer fra forskellige fonde og virksomheder, og får fast tre millioner kroner om året. For de penge er der siden projektets start uddelt mere end 300.000 måltider. 

Og planerne for næste år er store. Der skal de over i et større køkken, så de kan mætte endnu flere maver - eksempelvis til de ældre på plejehjem.

Og dét med en michelin-kok i front.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik