Stor julefest for ensomme genopstår: ''Vi ved, hvor meget det betyder''

Omkring 200 gæster deltager, når Røde Kors Hovedstaden og Codan åbner dørene til julefest i Codanhus på Gammel Kongevej.

Julemad, gaver og dans.

Julen er for mange en hyggelig tid, der byder på gensyn med familie og venner fra nær og fjern.

Men for mange af de danskere, der er ensomme, kan julen også være en svær tid. 

Tal fra Røde Kors og Ældre Sagen viser, at 380.000 voksne danskere føler sig svært ensomme. Det svarer til mere end otte procent af befolkningen.

Derfor forsøger Røde Kors Hovedstaden og forsikringsselskabet Codan nu at skabe en julefest for alle, der ikke ønsker at fejre julen alene. Til julefesten er der alt, hvad hjertet begærer af julemad, hygge, samvær, sang og gaver, skriver de i en pressemeddelelse.

Julefesten holdes i Codanhus på Gammel Kongevej i København, hvor der er er plads til over 200 deltagere. Her vil omkring 70 frivillige uddele gaver og julemad og sørge for underholdning og hygge.

Festlighederne er primært for borgere i hovedstaden, der holder jul alene og familier uden netværk. Tilmeldingsfristen var 2. december, og de heldige deltagere fik besked 7. december. De er udvalgt ud fra en række forskellige kriterier, oplyser Codan til TV 2 Lorry.

Juleaften i Codanhus byder - foruden julemad og gaver - på sang og underholdning med blandt andet Peter Mygind og Sofie Gråbøl, som læser juleevangeliet højt, oplyser Codan.

Traditionen er tilbage

Julefesten er en knap 20 år gammel tradition, der dog blev aflyst de seneste to år på grund af corona-restriktioner.

I stedet valgte Codan og Røde Kors Hovedstaden at bringe julemaden og gaverne ud til gæsterne.

Det er derfor en glad generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, der endelig kan slå dørene op for endnu en julefest.

- Det er en stor glæde, at vi igen kan være sammen, og ikke mindst at vi igen er i stand til at afholde vores julefest for ensomme i Codanhus. Vi ved, hvor meget det betyder for den enkelte, og derfor skar det i hjertet, at vi måtte aflyse både sidste og forrige år, siger han i pressemeddelelsen.

En udfordring for samfundet

Generalsekretæren peger på, at ensomhed ikke kun rammer den enkelte, men udgør et samfundsproblem.

- Det er en af vores helt store, men desværre ofte oversete, sociale udfordringer, som vi som samfund har et særligt ansvar for at håndtere. Udover at tage ansvar for den enkelte, må vi også forholde os til, at dét at føle sig alene fører til alvorlige følgesygdomme og dermed bliver en samfundsudfordring, siger Anders Ladekarl. 

Han påpeger samtidig, at ensomhed hvert år koster samfundet mindst 8,3 mia. kr.

quote Jul i Codanhus er for mig en tradition, som i den grad rammer, hvad julen handler om

Rasmus Werner Nielsen, adm. dir., Alm. Brand Group

- Konsekvenserne er store – både menneskeligt og samfundsøkonomisk, og det er på tide, at vi handler på ensomhed som den store samfunds- og folkesundhedsudfordring, den reelt er, siger Anders Ladekarl, der også selv deltager i julearrangementet i Codanhus.

Også Rasmus Werner Nielsen, der er administrerende direktør i Alm. Brand Group, deltager i juleherlighederne i Codanhus. 

Han ser traditionen som et ægte julearrangement, hvor alle har mulighed for samvær.

- Sammen med min familie, kollegaer og frivillige fra Røde Kors Hovedstaden lægger jeg stor vægt på at holde fast i denne meget meningsfyldte Codan-tradition, hvor vi holder jul for dem, der ellers skulle holde jul alene, og for familier som har svært ved at få enderne til at mødes. 

- Jul i Codanhus er for mig en tradition, som i den grad rammer, hvad julen handler om - glæden ved at give og ved at være en del af fællesskabet, siger han.

Ensomhed i tal:

  • 380.000 (over 8 pct.) voksne føler sig svært ensomme.

  • Heriblandt er 125.000 unge mellem 16 og 29 år (12 pct.).

  • Blandt ældre (65+) oplever 55.000 svær ensomhed.

  • 6 pct. af børn mellem 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte ensomme.

Kilde: Røde Kors & Ældre Sagen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik