Oversigt

Seneste nyt

Strejkende skraldemænd opløser blokade på Amager

I tre timer onsdag morgen var indgangen til Amager Bakke, også tidligere kendt som Amagerforbrændingen, blokeret af strejkende skraldemænd.

Blokaden startede omkring klokken seks onsdag morgen og blev opløst omkring klokken ni.

Omkring 550 skraldemænd i København og på Frederiksberg har nedlagt arbejdet. Fagbladet 3F kunne tirsdag berette, at der er tale om en strid mellem skraldemændene og Amager Ressource Center (ARC).

ARC har onsdag været i kontakt med politiet for at få blokaden brudt, og politiet har også været til stede og opfordret til at opløse blokaden.

Selv om blokaden er opløst fortsætter arbejdsnedlæggelsen.

Skraldemændene mener, at ARC har brudt en aftale om skraldemændenes arbejdsvilkår. Der er ikke tale om løn, men andre vilkår fortalte Mike Stirling, der er afdelingssekretær for 3F Kastrup, til Fagbladet 3F.

ARC bestrider den udlægning.

- 3F og renovationsmedarbejderne har gentagne gange fremført, at ARC skulle være løbet fra en indgået aftale i sidste uge. Det er ARC magtpåliggende at understrege, at det ikke er tilfældet, siger Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling hos ARC.