Tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard er død

Ritt Bjerregaard blev valgt ind i Folketinget i 1971. Frem til 2010 var hun overborgmester i København.


Ritt Bjerregaard, der blandt andet har været undervisningsminister og overborgmester i København for Socialdemokratiet, er død. Hun blev 81 år.

Det oplyser hendes pårørende til Ritzau.

Lørdag sov hun stille ind i sit hjem på Østerbro i København, mens hun var omgivet af sine nærmeste. Hun kæmpede i sine sidste år med en kræftsygdom.

Ritt Bjerregaard blev første gang valgt ind i Folketinget i 1971.

Frem til 2010 var hun overborgmester i København. Tidligere har hun også fungeret som socialminister og fødevareminister.

Hendes pårørende beskriver hende som "en stærk og tydelig stemme i den politiske debat og engageret deltager i kulturlivet".

Den læreruddannede Bjerregaard var berygtet for de mange politiske opgør, hun tog. Med partitoppen i Socialdemokratiet, med pressen og med den mandsdominerede og cigarrygende omverden, som hun mødte i Folketinget.

Kun to år efter sin indtræden i Folketinget blev hun med sine 32 år dengang den yngste kvinde nogensinde til at indtage et ministerium, da hun blev undervisningsminister.

I sin tid som undervisningsminister fik hun blandt andet gennemført en stor folkeskolereform.

Ritt, der har været landskendt kun på sit fornavn, har lagt øre til megen kritik og været hovedperson i flere skandalesager.

Det gælder for eksempel sagen om dyre overnatninger på Hotel Ritz i Paris. Den gav hende tilnavnet "champagnesocialist" og kostede hende jobbet.

Derfor er det sigende, at hun forblev en fremtrædende figur i partiet og i 1979 blev belønnet med socialministerposten.

I 1994 gik turen til Bruxelles, hvor Bjerregaard blev miljøkommissær i EU. Det blev til fire år på posten med et liv i EU's korridorer.

I 2000 fik hun ministercomeback som fødevareminister, hvor hun blandt andet indførte smileyordningen.

I 2005 sluttede en lang folketingskarriere. Året efter blev hun overborgmester i København. Hun sad kun i én periode og forlod aktiv politik 1. januar 2010.

Hun efterlader sig sin mangeårige ægtefælle, historikeren og forfatteren Søren Mørch.

/ritzau/




Nyheder

ANDERS

”Bevar Irma”:
Kunder vil danne ring om butikkerne og madanmelder samler underskrifter

Søs, Freja og Alvilda

Søs, Freja og Alvilda skal stå i spidsen for omstridt socialt medie i kommune

20170213-184740-3-5955x3970ma

Planer om biltunnel under H.C. Andersens Boulevard:
Christiansborg kan ikke give klar besked

Vis mere
20191118-112826-7-4000x2667ma

Er Irma helt død endnu? Tidligere direktør melder sig på banen og vil redde kæden

20010508-115334-1-1920x1303we

Begyndte i kassen og endte som direktør:
”En Irma-ansat er noget helt særligt”

Vis mere