Oversigt

Seneste nyt

To knivstikkerier med få timers mellemrum - to anholdte løsladt igen

Mandag aften måtte Københavns Politi rykke ud til to knivstikkerier.

Klokken 19.50 modtog poltiet meldingen om, at en ung mand var blevet stukket med kniv på Bangertsgade på Nørrebro i København, og senere blev en anden ung mand stukket ned på Godthåbsvej på Frederiksberg.

Henrik Stormer, der er vagtchef ved Københavns Politi, oplyser tirsdag morgen til TV 2 Lorry, at begge mænd er uden for livsfare.

I forbindelse med episoden på Godthåbsvej blev to mænd anholdt sent mandag aften. De er dog løsladt igen.

Der er fortsat ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med knivstikkeriet på Nørrebro, oplyser vagtchefen.

Politiet vurderer, at de to episoder umiddelbart ikke har nogen relation til hinanden. 

- De har sandsynligvis ikke noget med hinanden at gøre, siger Henrik Stormer til TV 2 Lorry og tilføjer, at det er uvist, hvad motivet har været til begge episoderne.

- Vi har ikke noget om motiv for nuværende, lyder meldingen.