Vedtaget: Her vil Distortion holde gadefester til sommer

Københavns Teknik- og Miljøudvalg har nu givet tilladelse til en ny rammeaftale for musikfestivalen Distortion. Det betyder blandt andet et farvel til gadefesten på Nørrebro.

Når Distortion 2022 løber af stablen i starten af juni måned, bliver det uden gadefest på Nørrebro.

Det står klart, efter politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg har godkendt en ny rammetilladelse for den efterhånden traditionsrige københavnerfestival Distortion.

Af rammetilladelsen fremgår det, at Distortions gadefester til næste år - hvis corona altså tillader at den store fest kan afholdes - i stedet kommer til at udspille sig over tre dage ved Langebro, på Vesterbro, på Rådhuspladsen og ved en række steder langs Københavns Havn.

Derudover vil festen Distortion Ø fortsat finde sted på Refshaleøen over to dage.

Dermed kommer Distortion til at fylde mindre i Københavns gader end tidligere år.

Udover at droppe gadefesten på Nørrebro vil en del af festlighederne desuden kun være forbeholdt dem, som har købt billet til festen.

TV 2 Lorry har været i kontakt med idemanden bag og direktør for Distortion Thomas Fleurquin for at få ham til at sætte ord på den nye version af den populære festival.

Direktøren er dog ikke vendt tilbage med svar inden artiklens udgivelse.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Distortion på Vesterbro tilbage i 2017. I 2022 vender festivalen - afhængigt af coronasituationen - tilbage til den københavnske bydel.
Distortion på Vesterbro tilbage i 2017. I 2022 vender festivalen - afhængigt af coronasituationen - tilbage til den københavnske bydel.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fire punkter, hvor Distortion 2022 bliver anderledes end tidligere år

Nørrebro gadefesten afløses af en ny og mere bredtfavnende havnefest

"I stedet for den traditionelle store gadefest om onsdagen bliver der skabt arrangementer langs havnen om fredagen. Mange på arealerne omkring de etablerede havnebade, hvor hvert enkelt arrangement tilpasses de individuelle områder de tager afsæt i. Tiltaget skal ikke ses som en 1-til-1 erstatning for Nørrebro, da havnearrangementerne for de flestes vedkommende er af meget mindre karaktér"


Der skaleres ned for de store gadescener. Fokus på mindre aktiviteter spredt over byen

"Prioriteten til den gratis del af gadefesten byder på mere kreativt indhold af både musisk og ikke-musisk karakter. Samtidig ser det nye koncept ActionHygge dagens lys, hvilket gør hele festivalformatet mere alsidigt for Københavns beboere og publikum".


Lukkede musikzoner med brugerbetaling - Distortion X

Distortion X er og bliver det koncept der på sigt skal gøre festivalen bæredygtig. Distortion X zonerne er en fast del af selve gadefesten, men placeres på måder, hvor de generer beboere mindst muligt. Det er målet, at få samlet den del af publikum der vil de store scener med den høje musik i Distortion X zonerne, hvorved der bliver frigivet mere plads til den resterende gadefest.


Forøget indsats på renhold og sanitet gennem adfærdsændringer hos publikum

"Distortion kan i praksis ikke tage ansvar for alle individer til gadefesten, men vi vil gerne gøre en større indsats for at påvirke publikum i en mere fornuftig retning. Det handler om at tage ansvar for sin egen opførsel og ens påvirkning af byrummet. Kan vi få flere gæster til eksempelvis at deltage i oprydningen, og være mere bevidst om det aftryk de efterlader, er vi nået langt."



Kilde: Samlet ansøgning til Distortion 2022

Uenighed om tilladelse blandt politikere

Blandt politikerne i Teknik- og Miljøudvalget var der ikke udpræget enighed om, hvorvidt Distortion igen skulle have tilladelse til at indtage byen.

Flertallet blev kun sikret med seks stemmer for, mens fire stemte imod forslaget om at give rammetilladelsen.

Ét af de partier, som stemte imod, var Konservative.

- Distortion har fået et omfang, så det ikke længere hører hjemme inde i byen på grund af støj og affald.

- Vi er nødt til at sætte en grænse et sted og sige, at de største af slagsen, skal væk fra byens gader, siger Jakob Næsager (K) til TV 2 Lorry.

Det samme gjorde Enhedslisten, der også mener, at byrden for beboerne tæt på festerne bliver for store.

- Vi har til stadighed det problem, at der er betalingszoner. Og så er rammerne i forhold til støj fortsat et stort problem. Det er ikke tilpas afsondret til, at byens beboere ikke bliver for generet af det, siger Gorm Anker Gunnarsen (EL).

Men ifølge partierne, der stemte for en ny rammetilladelse, overser deres nej-sigende kollegaer i Teknik- og Miljøudvalget de store fordele, som Distortion også har for byen:

- For os har det været vigtigt, at Distortion inkorporerer mere kulturelt indhold frem for ren fest og druk. Det kommende Distortion lægger op til at blive mere tidssvarende med forskellige arrangementer, og det ser vi som et skridt i den rigtige retning.

- Blandt andet derfor har vi stemt for, siger Klaus Mygind, der er medlem af udvalget for SF, og tilføjer, at nye, strengere regler for oprydning fra festivalens side også tæller som et plus for partiet.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik