Vi satte et stopur i gang: Så lang tid tog det ægtefælle at bestille tid til besøg i københavnsk fængsel

Du skal være klar på klokkeslættet ved telefonen, hvis du skal bestille et besøg til en indsat i Vestre Fængsel. TV 2 Kosmopol var med, da en pårørende forsøgte at komme igennem.

Hænderne kniber lidt i kjolen, da hun får beskeden fra robotstemmen:

”Du er nu nummer 48 i køen. Vent venligst for personlig betjening.”

- Sådan er det hver gang, siger hun med en opgivende mine.

Den pårørende hustru prøver at bestille et besøg til sin mand, der er varetægtsfængslet i Vestre Fængsel.

Men dag ud og dag ind sidder hun i en telefonkø - ofte på arbejde. Uvidende, om hun kommer igennem nåleøjet denne gang. 

For der er et begrænset antal besøgsrum og tider, man kan besøge de indsatte på i Vestre Fængsel. Og der sidder kun én fængselsbetjent og varetager den - i dette tilfælde - gyldne telefon.

Den pårørende vil gerne være anonym af hensyn til sit arbejde og sin søn. TV 2 Kosmopol kender hendes fulde identitet.

quote Jeg kan jo ikke planlægge mit liv.

Pårørende til indsat i Vestre Fængsel

Start stopuret

Ekstra Bladet afdækkede sidste år, hvordan besøgssituationen i Vestre Fængsel stod grelt til, og hvordan flere indsatte slet ikke kunne få besøg det første lange stykke tid, de sad varetægtsfængslet.

Men efter et tip i mail-indbakken forsøger TV 2 Kosmopol nu at undersøge, om situationen overhovedet har ændret sig til det bedre.

Derfor sidder vi med denne morgen for at se, hvor lang tid det i virkeligheden tager at komme igennem telefonkøen og booke et besøg.

Det begynder dårligt. Den pårørende sidder klar ved telefonen 09.29. Et minut før telefontiden åbner denne mandag.

På slaget 09.30 ringer den pårørende op til Vestre Fængsels telefonnummer.

Gentagende gange bliver hun smidt af, fordi linjen simpelthen bliver overringet.

Den pårørende ringer op igen. Og igen. Og igen.

15 gange ringer hun til Vestre Fængsels telefonnummer, før hun kommer igennem.

- Det var en af de gode dage det her. Normalt kan jeg ringe op 60 gange, siger hun.

quote Det er fuldstændig urimeligt for de pårørende

Elisabeth Toft Rasmussen, sekretariatsleder, SAVN

Hendes telefonhistorik afslører, at hun på et tidspunkt har ringet op mod 105 gange for at komme igennem til køen.

"Du er nu nummer 48 i køen," afslører robotstemmen overfor os.

Ventetiden er i gang.

Fakta om Vestre Fængsel

  • Vestre Fængsel er landets største arresthus. Her anbringes personer, der er varetægtsfængslet - og som altså ikke har fået deres sag afgjort i retten

  • Fængslet har 20 besøgsrum til rådighed og flere end 500 indsatte

  • Der er 20 besøg hver dag

  • Lige nu mangler arresthuset 20% personale, og derfor er det ikke alle besøgsrum, der kan blive benyttet på en gang, da personalet skal stå vagt ude ved døren.

Helt urimeligt

Problemet med bookingsituationen i Vestre Fængsel har stået på i næsten to år, oplyser SAVNs sekretariatsleder, Elisabeth Toft Rasmussen, til TV 2 Kosmopol.

SAVN er organisationen for pårørende til indsatte, og hun hører dagligt på beretninger fra pårørende til indsatte, der er frustrerede over bookingsituationen i Vestre Fængsel.

- Det er fuldstændig urimeligt for de pårørende. En ting er at vente så lang tid i en telefonkø. En anden er, at de ikke aner, om de overhovedet får en tid, fordi Vestre Fængsel ikke bruger de besøgsrum, der er til rådighed, siger Elisabeth Toft Rasmussen.

Elisabeth Toft Rasmussen har længe kendt til problematikken i Vestre Fængsel, og hun har også siddet med i en arbejdsgruppe, der er kommet med løsningsforslag til kriminalforsorgen.
Elisabeth Toft Rasmussen har længe kendt til problematikken i Vestre Fængsel, og hun har også siddet med i en arbejdsgruppe, der er kommet med løsningsforslag til kriminalforsorgen.
Foto: Jacob Espander Clemen/ TV 2 Kosmopol

Telefontiden er åben mandag og onsdag fra klokken 09.30 til 14.00 og tirsdag og torsdag fra klokken 17.00 til 19.00. 

Men hvis ikke du sidder klar på klokkeslættet, kan du glemme at komme igennem.

- Jeg tror, det er de færreste, der forstår, hvad vi skal gå igennem for at få et besøg på halvanden time om ugen. Jeg kan jo ikke planlægge mit liv, siger den pårørende mor og hustru.


Anerkender problemet

Kriminalforsorgen er godt klar over problematikken med bookingsituationen i Vestre Fængsel.

- Vi kan høre på de pårørende og advokater, at det er et problem at få et lokale herinde, siger viceområdedirektør i Kriminalforsorgen, Lea Bryld.

- Vi har altså også et stort pres på vores besøgsafdeling, fordi advokater, Røde Kors og politiet også skal ind, da Vestre er et arresthus, siger hun.

Lea Bryld har tidligere været inspektør i Vestre Fængsel
Lea Bryld har tidligere været inspektør i Vestre Fængsel
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Børnene mister kontakten

Børnene bliver ramt af de mest alvorlige konsekvenser, når et forsøg på at få en besøgstid glipper, da der flere gange kan gå mere end 14 dage, før de ser deres far eller mor igen.

Det er også det, som klart er det hårdeste for den pårørende mor.

- Det er meget frustrerende og hårdt at se, at ens barn ikke kan besøge sin far, siger hun.

Når et barn ikke får set sine forældre i længere tid af gangen, mister de så småt kontakten, mener Elisabeth Toft Rasmussen fra SAVN.

- Jeg ved, der er mange børn, der mister kontakten til deres far, og det har store konsekvenser for børnene fremadrettet i deres liv, så der skal findes en anden løsning, siger hun.

Det er den helt præcise tid, den pårørende skulle vente på at bestille et besøg til hende og sin søn
Det er den helt præcise tid, den pårørende skulle vente på at bestille et besøg til hende og sin søn
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

En time og 43 minutter

Stopuret har rundet en time og 40 minutter nu. 

Den pårørende går hvileløst rundt i køkkenet. 

Den eneste lyd, der supplerer den pårørendes skridt er en monoton bippende lyd fra telefonen og en stemme, der hvert 30 sekund siger, hvilket nummer man er i køen.

Vi er nummer et i køen nu. 

- Det ville være så typisk, hvis jeg blev smidt af nu. Ej, det vil jeg faktisk ikke kunne bære, siger den pårørende.

Men så! Så lyder der en rigtig kvindestemme i telefonen.

- Besøg Vestre Fængsel?

- Ja, hej, jeg vil gerne bestille tid til to personer.

- Du kan vælge mellem 11.30 og 13 .00 på søndag.

- 11.30, tak.

Bum, en ventetid på en time og 43 minutter for et telefonopkald, der tager to minutter at gennemføre.

- Det lyder næsten sindssygt at sige, men det var de timer værd at sidde og vente for at få et besøg på halvanden time. Så meget betyder det for os.

Var det her en af de lange?

- Det var det, men det er ikke ualmindeligt det her, siger den pårørende.

Et oldnordisk system

Den pårørende sætter sig ned på stolen igen efter samtalen. Lettet, men også lettere irriteret.

- Systemet er meget oldnordisk. At man skal sidde i den lange telefonkø. Det er virkelig stressende, siger den pårørende.

Helt konkret skal der et helt andet bookingsystem til, mener sekretariatsleder i SAVN, Elisabeth Toft Rasmussen,

- Der skal bruges nogle ressourcer på at lave et andet bookingsystem, og så skal det ikke være en fængselsbetjent, der sidder og besvarer telefonen, når Vestre Fængsel i forvejen mangler betjente. Der må man kunne finde nogle andre faggrupper, siger hun.

Vestre Fængsel mangler lige nu 20 procent af deres personale, oplyser kriminalforsorgen til TV 2 Kosmopol.

Hvorfor er det ikke andre faggrupper, der betjener den telefon, når I mangler personale?

-  Vi synes, det er vigtigt, at de der ringer igennem, taler med en som har en faglighed, og som kan svare på de pårørendes spørgsmål om det at være varetægtsfængslet, siger viceområdedirektør i Kriminalforsorgen, Lea Bryld.

- Vil vil gerne være med til at se på, at der er flere, der tager telefonen, men jeg kan ikke garantere, at det kommer til at ske, siger hun. 

Spørg Os - Formular

_

Løsning er på vej

Kriminalforsorgen har onsdag udsendt en nyhed om, at 22 konkrete initiativer er på vej til at forbedre besøgsvilkårene i danske fængsler og arresthuse.

I de initiativer indgår en digital løsning, der skal gøre det nemmere at booke et besøg til en indsat, og ændrede bookingtidspunkter for besøg, så der er flere tidspunkter uden for normal arbejdstid.

Det bekræfter Kriminalforsorgen også til TV 2 Kosmopol onsdag.

Men det er usikkert, hvornår det helt konkret kan komme i brug. 

Hvornår regner I med, at sådan et system bliver udrullet?

- Jeg håber, der kommer nogle løsninger i 2025, som kan afhjælpe situationen, men det kan jeg ikke sige med sikkerhed endnu, siger hun.

Men under ventetiden kan der imidlertid implementeres andre løsninger nu og her, ifølge Elisabeth Rasmussen. Nemlig videobesøg.

- Både i Finland, Norge og til dels Sverige, der har de for længst gjort brug af videobesøg, hvor den indsatte har en iPad. Her kan de så sidde og snakke sammen med de pårørende. Det er meget nemt at implementere.

Men ifølge Lea Bryld er det et stort spørgsmål om sikkerhed, før det kan blive virkelighed.

- Sådan nogle løsninger som indebærer WIFI og internet osv, er der en masse sikkerhed, vi skal have undersøgt nøje, før vi kan indføre det, og det skal vores sikkerhedsudvalg tage sig af, siger Lea Bryld til TV 2 Kosmopol.

Vil fortsætte med at ringe

Den pårørende håber, at der snart kommer en bedre løsning, end det telefonsystem, der er nu.

Men indtil videre har hun ikke noget andet valg end at fortsætte med at ringe ind hver uge og håbe på et besøg.

- Hvis min mand og min søn fortsat skal have en relation til hinanden, og jeg også skal have en relation, så bliver jeg nødt til det her, siger hun til TV 2 Kosmopol.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik