Vi skal ikke længere skjule vores følelser: Broderiet har hjulpet Kris til at stå ved sig selv

For 35-årige Kris Jensen kan det af og til være nemmere at brodere om sine følelser end at sige dem højt. Han håber, at hans følsomme broderier kan hjælpe andre.

- Jeg er selv vokset op i 1990'erne, hvor der måske nok var følelser, men det var ikke rigtigt noget, vi snakkede så meget om. Og det skal vi til at lære nu.

Ordene kommer fra 35-årige Kris Jensen. Han har Instagram-profilen 'Følsomt Broderi', hvor han deler sine broderier.

Indtil for nogle år siden oplevede han, at han havde svært ved at sætte ord på sine følelser - og oplevede i det hele taget, at han var distanceret fra sit eget følelsesliv.

Broderierne blev starten på en proces, hvor han - med egne ord - lærte at brodere følelserne ud. 

En del af broderierne har han sågar brugt til at springe ud som transperson. For eksempel har han brodereret om hans topoperation, det at købe boxershorts og om første gang, han barberede sig.

- Det er ikke alle mine venner, der ved, at jeg barberer min overlæbe engang imellem. Så nogle ting er for mig nemmere at brodere end at sige højt, forklarer han.

- Når jeg broderer om det at være transperson og lægger det op på profilen, giver det mig et kick. Fordi det er fedt for mig at stå ved, hvem jeg er.

Han håber, at han med broderierne og Instagram-profilen, hvor han lægger dem op, kan være med til at starte et form for fællesskab omkring det at sætte ord på sine følelser.

- Det er ikke så farligt at sætte ord på sine følelser. Og det kan gøres på mange måder. For eksempel ved at brodere, men også ved at sige dem højt. Det er bare følelser, og vi skal lære at være med dem.

Du kan møde Kris i videoen øverst i artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik