Vil spare 1,5 millioner kroner: Kommune dropper skolemælken

Den ellers så velkendte skolemælk, er meget snart fortid på de københavnske skoler.

Opdatering:
Opdateret med fakta og citat fra Fødevarestyrelsen.


Snart skal børnene i de københavnske folkeskoler formentlig vinke farvel til de små firkantede kartoner med skruelåg, der ellers har været en fast del af hverdagen de seneste 100 år.

På et møde onsdag aften har børne- og ungeudvalget i Københavns Kommune besluttet at skolemælken skal spares væk. Det oplyser Emil Sloth Andersen, der er børne- og ungdomsordfører for Radikale Venstre, til TV 2 Lorry.

Beslutningen er taget i forbindelse med en række spare-tiltag, som udvalget skulle tage stilling til onsdag aften.

- Forvaltningen har præsenteret en række muligheder, og skolemælken har der ikke været så stor entusiasme omkring, fordi det ikke er anbefalet af Sundhedsstyrelsen, og fordi der er en klimaudledning i forbindelse med skolemælken, siger Emil Sloth Andersen til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi skulle jo finde et sted at spare, og når det går ud over klimaet, og børn bliver anbefalet et glas vand i stedet for mælk, så tænkte vi, at vi godt kan fjerne den med god samvittighed.

Her skal der dog lige en præcisering ind. Det er nemlig ikke Sundhedsstyrelsen, men Fødevarestyrelsen, der udarbejder kostrådene, og det er en stramning, at Fødevarestyrelsen skulle anbefale vand i stedet for mælk. 

- Vi har et kostråd, der hedder sluk tørsten i vand – men det er i stedet for søde drikke som for eksempel sodavand og juice. Herudover har vi et råd om, at man skal drikke 250 ml mælk og spise mellem 15 og 20 gram ost om dagen, afhængig af din alder. Vand kan dermed ikke erstatte mælk, siger sektorleder i Fødevarestyrelsen, Charlotte Kølln til TV 2 Lorry.

På Alt om kost anbefales 250 ml mælk om dagen for børn fra to år og op, hvis de samtidig spiser en planterigt og varieret kost. Spiser man ikke ost, anbefales det faktisk at drikke 350 ml mælk om dagen, også for børn, forklarer Charlotte Kølln. Vi kommer nemlig ikke udenom, at mælk er en vigtig kilde til calcium – ikke mindst i voksealderen, fordi calcium er med til at opbygge og vedligeholde knogler og tænder.

Sundhedsstyrelsen anbefalinger om mælk

  • Vælg primært skummet-, mini- eller kærnemælk. 


  • Ca. 250 ml mælk eller mælkeprodukt dagligt er tilpas, når du spiser planterigt og varieret. Mængden gælder også for børn på 2-5 år og større børn. Hvis du endnu ikke er helt i mål med at spise planterigt og varieret med mange bælgfrugter og mørkegrønne grøntsager, kan en mængde på 300-350 ml mælk eller mælkeprodukt dagligt være tilpas.


  • For mælk, mælkeprodukter og ost gælder følgende rettesnor for forskellige aldersgrupper:


  • Børn på 2-5 år: 250 ml mælk eller mælkeprodukt og 10 g ost om dagen (1/2 skive) eller 300 ml mælk eller mælkeprodukt om dagen, hvis du ikke spiser ost.


  • Børn på 6-9 år: 250 ml mælk eller mælkeprodukt og 15 g ost om dagen (3/4 skive) eller 325 ml mælk eller mælkeprodukt om dagen, hvis du ikke spiser ost.


  • Børn fra 10 år samt voksne: 250 ml mælk eller mælkeprodukt og 20 g ost om dagen (1 skive) eller 350 ml mælk og mælkeprodukt om dagen, hvis du ikke spiser ost.


Kilde: Fødevarestyrelsen

Af budgetforslaget fremgår det, at Københavns Kommune fra 2023 vil kunne spare 1,5 millioner kroner om året, selvom mælken er betalt af forældrene. 

quote Når det går ud over klimaet, og børn bliver anbefalet et glas vand i stedet for mælk, så tænkte vi, at vi godt kan fjerne den med god samvittighed.

Emil Sloth Andersen

Københavns Kommune kan hente en besparelse ved at reducere alle skolers budget til det tekniske personale. Det er nemlig dem, der bruger tid på at modtage, sortere, uddele og rydde op efter mælken. 

Det fremgår desuden, at forslaget om at afskaffe skolemælken opstår ud fra et generelt ønske om at gøre skolernes aktiviteter mere klimavenlige i kraft af færre tunge køretøjer gennem byen og mindre affald.

Skolemælk-uddelingen har tidligere været kritiseret af blandt andet Radikal Ungdom for netop at være en klimasynder. Men det kræver også en nuancering. For selvom det er korrekt, at animalske fødevarer belaster klimaet mere end for eksempel grøntsager, har man faktisk i de nye kostråd taget hensyn til både sundhed og klima, oplyser Fødevarestyrelsen til TV 2 Lorry.

Derfor glæder det Kristine Clement, der er kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace, at skolemælken med stor sandsynlighed bliver offer for Københavns Kommunes sparekniv.

- Jeg synes bare, at det er fantastisk nyt, at der er en kommune, der går ud og handler på det her, for det er jo bare skørt, at man bliver ved at have skolemælk i skolerne, når vi har kostråd, der siger, vi skal drikke mindre mælk, siger hun til TV 2 Lorry.

- Det er en god beslutning for klimaet, fordi vi alle sammen skal forbruge færre animalske produkter, blandt andet mælk, så det er win for klimaet, og det skader ikke vores børn. Skolemælken er jo en måde at opbygge et forbrug af mælk hos børn fra de er helt små. Hvis vores børn drikker vand, er klimaudledningen lig nul.

Det er ikke endeligt besluttet, om forslaget bliver en realitet. Først skal det tages op på et møde i økonomiudvalget, som endelig skal godkende beslutningen. Det sker på et møde den 14. juni. Det forventes dog at blive godkendt. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik