Voldsom brand hærgede kendt idrætshus – Langsom genopbygning truer klubber på livet

I oktober sidste år brød en brand ud i Idrætshuset på Østerbro. Det har efterladt de mange idrætsforeninger i bygningen uden træningslokaler, og det går udover foreningernes kvalitet og potentiale.


Rettelse
Clock13. jan 2023, kl. 08:18
Rubrikken er ændret fra "Voldsom brand hærgede kendt idrætshus – Fredet bygning truer klubber på livet, og der", til "Voldsom brand hærgede kendt idrætshus – Langsom genopbygning truer klubber på livet". Der er også indsat et citat fra Slots- og Kulturstyrelsen, som afviser, at det er manglende undersøgelser og tilladelser fra dem, der besværliggør genopbygningen af Idrætshuset.

De venter, og venter… og venter.

35 idrætsklubber og -foreninger har til huse i Idrætshuset på Østerbro. Eller havde – For Idrætshuset har været lukket på ubestemt tid, siden der 7. oktober sidste år udbrød brand i huset.

Og ventetiden, den er ved at blive frustrerende, for den er, ifølge flere af foreningerne, overraskende lang.

- Da det skete, fik vi en melding om, at de var i gang med rengøringsarbejdet 24 timer i døgnet. Men det tror jeg ikke har holdt særligt længe. Så har der i hvert fald kun været en mand i gang, siger Torben Scharling Svendsen, der er chefinstruktør på Østerbro Karate Skole, som plejede at træne i Idrætshuset.

Det er noget rigtig møg

Torben Scharling Svendsen startede Østerbro Karate Skole i 1995, og han har siden da trænet slag, spark, zen og disciplin med karateinteresserede hovedstadsbørn - og voksne.

Men de sidste par måneder har karateklubbens træningslokaler været lukket grundet brandskader, og det har konsekvenser for foreningen.

- Jeg synes, det er noget rigtig møg. Vi har faktisk mistet en del medlemmer. Særligt børn der tilmeldte sig i september. Der nok omkring 30 børn, der har frameldt sig, fortæller Torben Scharling Svendsen.

quote Jeg er ikke sikker på, at Mærsk Møllers bygning havde taget lige så lang tid at få i stand

Torben Scharling Svendsen, chefinstruktør, Østerbro Karate Skole

Og det er da heller ikke nogen lille opgave at opretholde undervisningskvaliteten, når man er nødsaget til at flytte træningen fra sted til sted, samt presse holdene sammen.

- Vi har trænet fire forskellige steder. Det har været en udfordring. Man må være lidt kreativ i, hvordan man underviser, når alle eleverne er stuvet sammen på den måde, siger han.

Han forstår godt, det tager tid at rydde op og udbedre brandskaderne, men han er alligevel ved at blive utålmodig.

- Jeg er ikke sikker på, at Mærsk Møllers bygning havde taget lige så lang tid at få i stand. Var det hans kontor, der var brændt, så havde det nok stået klar nu, siger Torben Scharling Svendsen.

Lukkede lokaler truer lokale talenter

Vægtløftningsklubben IK 99 har også lokaler i idrætshuset på Østerbro, og de mærker også konsekvenserne af den tidsubestemte lukning af deres lokaler.

- Vi har ikke haft nogen indmeldinger, siden lokalerne lukkede. Folk melder sig jo ikke ind, når de ikke kan bruge lokalerne og udstyret. Vi har til gengæld haft en del udmeldinger, og det påvirker faktisk allerede vores økonomi, siger David Havmand, som er næstformand i IK 99’s bestyrelse.

David Havmand forbereder en af klubbens atleter på det næste store løft.
David Havmand forbereder en af klubbens atleter på det næste store løft.
Foto: IK 99

I klubben kommer gamle som unge for at løfte vægte – nogle for at holde formen ved lige, andre for at blive klar til konkurrencer og mesterskaber. Men David Havmand frygter, at lukningen risikerer at gå udover klubbens talentudvikling.

- Det koster altså penge at udvikle talenter og at sende dem på stævner og så videre. Det bliver jo blandt andet betalt af medlemskontingentet, som vi på grund af nedlukningen har sat ned fra 400 til 100 kroner per kvartal. Og det er altså sådan, at jo flere talenter der er, jo flere talenter bliver der fostret, og omvendt, fortæller David Havmand.

Derfor frustrerer det ham, at han stadig må kigge langt efter en genåbning af idrætshuset.

- Vi har jo en klub, der står fuldstændig, som da vi forlod den. Der er ingen røglugt eller sod dernede. Og derfor undrer det os selvfølgelig, at vi ikke kan tage den i brug igen. Kan det virkelig være så svært at skærme vores lokaler af, så vi kan tage dem i brug, siger David Havmand.

Han mener generelt ikke, at der er meget at råbe hurra for, i forhold til måden lukningen af idrætshuset er blevet håndteret.

- Vi er yderst utilfredse med, hvordan det her er blevet håndteret. Der bliver ikke svaret på de spørgsmål, som vi stiller, og så føler man sig jo en lille smule ligegyldig, siger David Havmand. 

Han håber dog at lokalerne snart kan tages i brug igen, selvom han har sin tvivl.

- De siger jo, at bygningen står klar til 1. april, men hvor ofte holder man tidsfristerne i det offentlige? spørger David Havmand retorisk.

Genåbning lader vente på sig

TV 2 Lorry har forsøgt at få et interview med Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID), som ejer idrætshuset på Østerbro, men de har ikke haft mulighed for at stille op.

quote Kan det virkelig være så svært at skærme vores lokaler af, så vi kan tage dem i brug

David Havmand, næstformand, IK 99’s bestyrelse

De har i stedet sendt et skriftligt svar, hvori de forklarer, at bygningens status som fredet besværliggøre klargøringen.

- Der blev den 19. december 2022 afholdt statusmøde mellem Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF). I den forbindelse blev det oplyst, at rengøringen af Idrætshuset fortsat er i gang og forventes at være færdig 1. april 2023.

- Arbejdet med nedrivning af den brændte trappe vil blive sat i gang snarest muligt, når Slots- og Kulturstyrelsen har afsluttet deres undersøgelser, da bygningen er fredet. Herefter vil opbygning af den brændte trappe blive påbegyndt. Byggesagen er mere tidskrævende end en gennemsnitlig byggesag, grundet at bygningen er fredet, og der derfor løbende i byggeperioden skal være godkendelser hos Slots- og kulturstyrelsen.

At det er bygningens status som fredet, der ligger til grund for det lange sagsforløb er Slots- og Kulturstyrelsen ikke enige i. De oplyser i et skriftligt svar, at de har afsluttet deres undersøgelser i bygningen, samt givet tilladelse til at sætte skillevægge op, så bygningen kan tages delvist i brug. 

- Vi mener derfor ikke, at det er fredningen, der forhindrer ibrugtagning af de lokaler, der ikke er brandskadet, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen. 

Selvom der er givet tilladelse til opsætning af skillevægge, så lader en delvis genåbning vente på sig. 

I referatet fra mødet den 19. december står der, at "der skal ansøges om tilladelse til den delvise åbning på samme måde som til en egentlig byggetilladelse."

Det konkluderes derfor at "den forventede dato for den delvise åbning den 1. april 2023 er usikker."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik