Oversigt

Seneste nyt

15-årig sigtet for grov vold mod hjemløs mand i p-hus

En 15-årig dreng er sigtet for grov vold mod en hjemløs mand i et parkeringshus natten til tirsdag.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport tirsdag.

"En ung mand" ringede ifølge døgnrapporten klokken 03.27 og fortalte politiet, at han havde fundet en hjemløs mand i parkeringshuset på Ivar Huitfeldtsvej i Køge.

Han fortalte, at han ville holde manden med selskab, indtil han selv skulle af sted med det tidligste morgentog.

Kort tid efter kom et opkald fra den hjemløse - en 53-årig mand fra Hillerød. Politiet forstod ikke, hvad manden ville, og derfor blev der sendt en patruljevogn til stedet.

Da politiet kom frem til stedet, så betjentene den 15-årige dreng løbe fra stedet. Den 53-årige mand var stærkt forslået og med store skader i hovedet.

Den 15-årige dreng blev anholdt og sigtet for den grove vold. Han forventes at skulle i grundlovsforhør senere tirsdag.

Det blev først vurderet, at den 53-årige havde livstruende skader. Efter behandling på sygehuset er han meldt uden for livsfare.