Anastasia og Maksym skal flytte i pavillon-by: - Det er det bedste lige nu

For at give husly til nogle af de mange ukrainske flygtninge, der er komme til Køge Kommune, har man i dag indviet en pavillon-by.

Blomsterkasser, Ikea-møbler og tegninger fra områdets børnehaver er ved at blive sat op i de 50 pavilloner, der fra om to uger skal huse en masse ukrainske flygtninge.

Hidtil har Køge Kommunes ukrainske flygtninge blandt andet boet på byens vandrehjem - men det er blevet solgt, og derfor skal der nu findes et andet tag over hovedet. 

Nogle af dem, der flytter ind i en pavillonbolig er Maksym Salikov og hans veninde Anastasia, der er flygtet fra Ukraine i forbindelse med krigen.

quote Når man mister alting, så skal man nogle gange være glad for det, man har.

Maksym Salikov, Ukrainsk flygtning

De var søndag med til indvielsen af den nye pavillonby - og så for første gang søndag, hvad der inden længe bliver deres nye hjem.

- Da jeg først hørte om, at de byggede minibyen ’Margueritten’ til os, sagde jeg: ”Virkelig? Det er rart!”, siger Maksym Salikov.

Siden han kom til Danmark i sommer, har han boet i forskellige lejre - og senest på vandrehjemmet i Køge.

Derfor glæder han sig til at rykke ind i den nye pavillonby.

- Når man mister alting, så skal man nogle gange være glad for det, man har. Og for mig er det her lige nu det bedste valg, siger Maksym Salikov.

- Det er ikke fordi, jeg gerne vil bo her hele mit liv, jeg vil gerne finde en større lejlighed, men for mig er det her det bedste lige nu, fortsætter han.

Stor opgave at bosætte

I Køge Kommune har man siden krigen brød ud i Ukraine taget imod mere end 300 flygtninge. I de 50 pavilloner der er stillet op og søndag blevet indviet, er der plads til cirka 75 personer.

- Det har været en stor opgave. Vi er jo vant til at tage imod flygtninge, men med det store antal og den hastighed de kom i, har det været en rigtig stor opgave. Særligt i forhold til at finde boliger nok, siger Anne Kirstine Nøhr, der er centerleder for Center for Dansk og Integration i Køge Kommune.

- Vi kiggede først på alle de mulige kommunale bygninger, men de er taget i brug, Så har vi brugt vandrehjemmet som indkvartering, men det er jo blevet solgt, så vi har haft brug for at finde et sted, som kan huse de mange flygtninge, fortsætter hun.

I hovedstadsområdet er der siden sidste forår - og krigens udbrud - kommet næsten 25.000 ukrainske flygtninge til. Også i Københavns Kommune har man lavet en pavillonby til flygtningene. 

Og i Køge Kommune håber man på, at ukrainerne kan falde godt til i den nye by.

- I og med at mange skal bo sammen, men at de stadig har deres egen lille enhed, så håber jeg, det bliver et godt miljø for dem, siger Anne Kirstine Nøhr.

- Det er på sin vis en kortsigtet løsning, for de har opholdstilladelse på to år med mulighed for forlængelse til tre år, så tanken er jo i udgangspunktet, at de skal tilbage igen på et tidspunkt, fortsætter hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik