Nye ungdomsboliger i Køge hyper-populære: Nu er alle revet væk
72 ud af 72 nye ungdomsboliger er blevet lejet ud.
Mandag har været en stor dag på uddannelsessamarbejdet CAMPUS Køge.
Her har 72 nye lejere nemlig fået overdraget nøglerne til en ungdomsbolig. Og alle de nye beboere blev mødt personligt af repræsentanter fra både ejendomsselskabet Domea og CAMPUS Køge.
- Vi har haft lynende travlt. 72 ud af 72 nye boliger er lejet ud fra i dag, og det er super spændende at byde så mange nye, unge beboere velkommen på én gang, siger Bent Michelsen, kundechef i Domea.dk, i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at da Domea startede med at udbyde boligerne i januar, var der knap 300 på venteliste, men da ventelisten har været åben i noget tid, havde mange af de indskrevne selv fundet andre boligmuligheder i mellemtiden.
Domea og CAMPUS Køge gik derfor sammen og i løbet af den seneste halvanden måned er næsten alle boliger lejet ud.
- Vi var lidt spændte på, om vi kom i mål, men det lykkedes over alt forventning. Der har været en enorm interesse for at bo tæt på uddannelserne, og det har været spændende at arbejde sammen med campusrepræsentanterne, som har været i dialog med mange af deres unge og hjulpet dem via Domea.dk, så de kan komme godt i gang med deres ungdomsbolig, siger Bent Michelsen.
Fra Nykøbing Falster i syd til Hillerød i nord
Der har været stor geografisk spredning på, hvor de unge kommer fra, og for mange har det været et plus at kunne flytte ind i boligerne i CAMPUS Køge.
- Vi har selvfølgelig en del unge fra Køge, Bjæverskov og Lille Skensved, og det er skønt at understøtte de unge bredt, siger Fie Jessen, som er om er campus-koordinator i CAMPUS Køge.
En af de unge, der var klar til at flytte ind, da ungdomsboligerne mandag åbnede, er Kian Nyegaard. Han går til dagligt i 1.g. på Køge Gymnasium, og han er glad for at kunne flytte ind:
- Min brors kæreste havde set, at det var ledige boliger, og det var en god løsning for mig, for jeg har i et halvt år pendlet fra min far på Lolland for at gå på Køge Gymnasium, siger Kian Nyegaard.
- Det bliver en stor lettelse at få foden indenfor her. Nu er det meget nemmere at møde venner i Køge, have tid til gruppearbejde og komme på arbejde.
8.000 elever
Tanken om Køge som uddannelsesby blev realiseret i 2011, hvor der blev besluttede at etablere et campusfællesskab.
CAMPUS Køge er et samarbejde kommunerne Køge og Stevns har indgået med blandt andre Region Sjælland og flere forskellige uddannelsesinstitutioner, som rummer både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Blandt andet er der blevet etableret en lægeuddannelse i forbindelse med opførelsen af det nye universitetshospital i Køge.
Når det er fuldt færdigudbygget vil cirka 8000 elever, studerende og kursister samt 700 ansatte have sin gang i CAMPUS Køge.