Garnbutik donerer millionbeløb til ukrainsk nødhjælp: "Det er fuldstændig vanvittigt"

Med hjælp fra tusindvis af kunder kan garnforretningen Knitting for Olive på Frederiksberg nu donere knap to millioner kroner til ukrainsk nødhjælp.

Der er blevet langet godt med garn, strikkepinde og strikkeopskrifter over disken hos butikken og webshoppen Knitting for Olive denne lørdag.

Indehaverne af butikken, der ligger på Frederiksberg, besluttede nemlig, at lørdagens omsætning skulle gå ubeskåret til ukrainsk nødhjælp via Røde Kors. En beslutning der uden tvivl er blevet taget godt imod blandt kunderne.

Hele 1.817.947 kroner blev det nemlig til. Det skriver butikken på deres Facebook- og Instagramside. Og samtidig sender de en tak til deres følgere.

quote Det føles fantastisk. Og det er simpelthen så stort.

Pernille Larsen, indehaver, Knitting for Olive

Det er mor Pernille Larsen og datter Caroline Larsen, der er indehavere af butikken. Og beløbet er også kommet bag på dem. Det fortæller de til TV 2 Lorry.

- Det er fuldstændig vanvittigt, siger Pernille Larsen og fortsætter:

- Men det føles fantastisk. Og det er simpelthen så stort.

Hun fortæller, at de på en normal lørdag omsætter for mellem 20-40.000 kroner. Men de mange tusinde kunder har altså gjort det muligt, at sende den omsætning til himmels.


Stor opbakning

Initiativet - og det store beløb - er da også noget, der bliver bemærket. 

En følger på butikkens Facebookside, skriver for eksempel:

"Tak for jeres store hjerte og fantastiske initiativ ❤️", mens en anden skiver:

"Det var godt nok et flot beløb I har fået samlet ind, virkelig godt gået af jer 👏🏻❤️"

(Artiklen fortsætter efter billedet).

En god besked som butikken søndag kunne dele med sine følgere på Instagram.
En god besked som butikken søndag kunne dele med sine følgere på Instagram.
Foto: Screenshot / Knitting for Olive

Vil inspirere andre

Ifølge Pernille Larsen så er beløbet et eksempel på, hvor stor betydning sociale medier har.

- Det er enestående, at man kan nå så mange mennesker på grund af Instagram, siger Pernille Larsen, der håber, at de kan inspirere andre virksomheder til at gøre noget lignende.

- Når man når ud til så mange, som vi gør, så har man en forpligtelse til at gøre noget. Måske vi kan være et forbillede for andre, lyder det fra Pernille Larsen.

"Én grum mand"

Da TV 2 Lorry fredag talte med indehaverne om beslutningen, lød det sådan her:

- Der er brug for hjælp, og vi har mulighed for at hjælpe. Vi har det godt her i Danmark, vi har nok, og vi har mulighed for at bruge lidt ekstra på at hjælpe andre, sagde Pernille Larsen til TV 2 Lorry og fortsatte:

- Situationen i Ukraine er jo så frygtelig og forfærdelig, så da vi i går opdagede, at Putin var rykket ind i landet, så talte min datter og jeg sammen og blev enige om, at vi måtte gøre noget. Det er så forfærdeligt, at én grum mand påvirker så mange uskyldige mennesker.

Samlede 600.000 ind til Afghanistan

Garnbutikken på Frederiksberg har før brugt deres forretning som platform til at yde hjælp.

I sommer samlede Knitting for Olive også ind til humanitær bistand, da Taliban overtog magten i Afghanistan efter en kaotisk tilbagetrækning af de amerikanske styrker.

Her overgik beløbet alle butikkens forventninger, da garnforretningen kunne sende dagens omsætning på 626.417,27 kroner afsted til den krigshærgede befolkning – dengang via Unicef.

"Kæmpe opbakning"

Folkene bag Knitting for Olive er dog langt fra de eneste, der gerne vil hjælpe.

Fredag kunne Dansk Røde Kors melde om forøget velvilje fra danskerne til at sende penge i retning af nødhjælp til Ukraine. 

I løbet af 36 timer havde nødhjælpsorganisationen indsamlet 3,6 millioner kroner, og det kaldte de for en "kæmpe opbakning på rekordtid”.

Det er både borgere, erhvervsdrivende og foreninger, der har meldt sig klar til at hjælpe. Se eller gense indslaget herunder:

Både borgere, foreninger og erhversdrivende er lige nu i gang med at samle penge og nødhjælp ind til ukrainerne

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik