Restaurant skifter navn få dage før åbning: "Vi vil ikke associeres med Rusland"

Planetariums nye restaurant, der slår dørene op i næste uge, skulle egentligt hedde Laika. Men folkene bag vil ikke have et navn med associationer til Rusland. Derfor er Laika droppet. Og det koster.

En ny restaurant med russisk-klingende navn. Det er ikke ligefrem i særlig høj kurs lige nu. 

Ikke desto mindre var det indtil for kort tid siden virkeligheden hos Planetariums nye restaurant. Planen var nemlig, at science centrets nye spisested skulle hedde Laika, som en hyldest til rumhunden, der i 1957 blev det første levende væsen i kredsløb om jorden. 

Men nu har virkelighedens overhalet restaurantens planlagte navn, så sådan kommer det ikke til at gå.

- Med krigen i Ukraine har vi ikke lyst til at have et navn med associationer til Rusland og deres udforskning af nyt territorium som Sputnik-programmet var, siger Bjarke Just Nielsen.

Han er ejer af Norrlyst-koncernen, der står bag den kommende restaurant i Planetarium.

De seneste seks måneder har han knoklet for at gøre den nye restaurant klar til åbningsdagen om en uge.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Restauranten skulle hedde Laika efter den sovjetiske rumhund, der i 1957 blev det første levende væsen i kredsløb om jorden som passager i Sputnik 2, et sovjetisk rumfartøj.
Restauranten skulle hedde Laika efter den sovjetiske rumhund, der i 1957 blev det første levende væsen i kredsløb om jorden som passager i Sputnik 2, et sovjetisk rumfartøj.
Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

Navneskift koster en kvart million

Men selvom åbningsdagen er lige rundt om hjørnet, så har de besluttet har ændre restaurantens navn fra Laika til Gemini.

Det er dog ikke bare sådan lige at skifte navn, få dage inden man slår dørene op. Det er nemlig ikke bare navnet, der skal ændres. 

Også menukort, forklæder, folie og hjemmesiden er nu i fuld gang med at blive opdateret. 

Og det har kostet mange søvnløse nætter.

- Det har været hårdt, men det rigtige, for vi vil gerne give vores gæster en god oplevelse på det her sted, som kun skal forbindes med gode oplevelser, siger Bjarke Just Nielsen til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er Gemini?

  • Gemini var en rummission i 1965-66, som var med til at gøre NASA klar til Apollo månelandingen. 


  • Gemini betyder tvilling på latin og Gemini-missionen var det andet bemandede amerikanske projekt, hvor to mennesker blev sendt ud i rummet.


Kilde: Planetariet

Han anslår, at navneskiftet har kostet i omegnen af en kvart million kroner. 

- Det er et lille offer for os i forhold til, hvad der sker ude i verden, fastslår Bjarke Just Nielsen.

Gemini slår dørene op torsdag den 10. marts 2022.

En af de tidligere restauranter hos Planetarium med udsigt til søerne.
En af de tidligere restauranter hos Planetarium med udsigt til søerne.
Foto: Planetarium.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik