S-politiker trækker sig: Sagde, at zionister står bag IS

Byrådsmedlemmet Seyit Ahmet Özkan (S) træder ud af den socialdemokratiske gruppe i Ishøj og genopstiller ikke.

Ved efterårets kommunalvalg vil vælgerne i Ishøj ikke længere kunne sætte deres kryds ved socialdemokraten Seyit Ahmet Özkan, der ellers har siddet i byrådet siden 1993.

Byrådsmedlemmet er kommet i voldsomt uvejr, efter han i et Facebookopslag i juni fremsatte en teori om, at zionister - og ikke radikale muslimer - står bag Islamisk Stat (IS).

Det har fået den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj til at kræve, at Özkan melder sig ud af gruppen og trækker sig fra kandidatlisten til det snarlige kommunalvalg.

Trækker sig 

Den opfordring vil Seyit Ahmet Özkan nu efterkomme.

- Jeg gør denne byrådsperiode færdig uden for A-gruppen, skriver han i en besked til Ritzau.

- Jeg har besluttet ikke at genopstille til kommende byrådsvalg, hverken for Socialdemokraterne eller for et andet parti. Jeg laver heller ikke min egen Ishøj-liste.

Efter sit Facebook-opslag blev Seyit Ahmet Özkan interviewet af Radio24syv om sit synspunkt. 

- Islamisk Stat begår terrorisme over det hele i de muslimske lande. Og de slår kun muslimer ihjel, sagde han.

Aftalt at mødes med jøder

Han erkendte dog samtidig, at han ikke kan bevise, at det er zionister, der står bag Islamisk Stat. Og han understregede, at han ikke sætter lighedstegn mellem zionister og jøder.

Zionisme er ifølge Den Store Danske Encyklopædi betegnelsen for den politiske bestræbelse på at sikre jødernes tilbagevenden til Det Hellige Land, Israel.

Seyit Ahmet Özkan oplyser i sin besked til Ritzau, at han har kontaktet Det Jødiske Samfund i Danmark og aftalt et møde efter sommerferien.

- Jeg har i mange år været imod forskelsbehandling af mennesker - uanset etnicitet og religiøst tilhørsforhold - og det vil jeg fortsat gøre, udtaler han.

Borgmester Ole Bjørstorp (S) har slået fast, at udmeldinger som dem, Özkan er kommet med, er uforenelige med at sidde i byrådet for Socialdemokratiet. Også selv om udmeldingerne ikke har noget at gøre med de beslutninger, der træffes i kommunen. /ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik