Hærværk mod parkeret bil: ”Nogen har pillet ved vores ventiler”

Først troede Charlotte Tornquist og hendes mand, at luften tilfældigt var sevet ud af deres dæk – men der var blevet pillet ved ventilerne.

Hærværket skete søndag eftermiddag mellem 13 og 14, mens Charlotte Tornquists mand var ude og lufte hunden i skoven ved Nørre Hvalsø.

Da han kom hjem, opdagede parret, at der manglede luft i to hjul – og at det ikke var sket af sig selv.

- Først så vi, at dækket på traileren var fladt, og min mand tænkte, at det nok bare var en løs ventil. Men så lagde vores nabo mærke til, at bilens bagdæk i samme side også var fladt, fortæller Charlotte Tornquist.

Naboen fortalte ægteparret om et andet tilfælde, hvor en anden borger i byen kom hen til sin bil efter en tur i skoven og fandt, at alle fire dæk på bilen var piftede.

- Så da min mand tjekker nærmere, finder han små træstykker, der er mast ind i ventilhætterne. Så det var tydeligt, at nogen havde pillet ventilerne af og lagt det her træ ind for at hjulene skulle tabe luft, siger Charlotte Tornquist

Hun skrev efterfølgende på Facebook for at oplyse og advare andre i området om, at de skal være opmærksomme - især med tanke på hærværksbølgen af løsnede hjulbolte sidste år.

I tråden skriver en tredje person, Yvonne Husted, at hun også har oplevet det samme i mandags nede ved savværket, som ikke ligger langt fra det sted, hvor Charlottes mands bil med trailer holdt parkeret.

Familien har fået luft i dækkene igen, og selvom de ikke føler sig utrygge, så bliver dækkene da lige tjekket en ekstra gang, næste gang de tager en tur i skoven.

- Nu opdagede vi det heldigvis, mens vi var hjemme, men det havde jo været værre, hvis man for eksempel var på motorvejen mod København, så kunne det jo udvikle sig til en farlig situation, siger hun.

Charlotte Tornquist fortæller, at parret har tænkt sig at anmelde episoden til politiet mandag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik