S-borgmester går til minister: Fyringer går hånd i hånd med udligningsudspil

Lejres borgmester mødtes med Social-og Indenrigsminister, Astrid Krag (S) onsdag for at fortælle om konsekvenserne for regeringens udligningsudspil.

Lejre Kommune vil blive hårdt ramt af den kommunale udligning, hvis den ender som regeringen har foreslået.

Onsdag forsøgte Lejres borgmester Carsten Rasmussen (S) at råbe Social- og Indenrigsminister Astrid Krag (S) op om sagen. Ministeren er selv valgt i Lejre-kredsen, og borgmesteren håbede på at møde forståelse.

TV 2 Lorry mødte ham lige før mødet.

Hvad tror du, du får ud af mødet i dag?

- Jamen jeg håber, at nogle af de faktuelle kendsgerninger, jeg kan tage med ind til ministeren, betyder at hun revurderer oplægget. Og at hun vil se, at det er et helt forkert udgangspunkt, regeringen har, siger Carsten Rasmussen til TV 2 Lorry.

Lejres socialdemokratiske borgmester Carsten Rasmussen mødtes i dag med partifællen social- og indenrigsminister Astrid Kragh for at gøre opmærksom på omkostningerne ved den foreslåede udligningsreform

Med regeringens forslag står Lejre til en ekstra regning på 29 millioner - oven i de 200 millioner kommunen allerede betaler i den udligning, hvor der flyttes penge fra de mere velhavende kommuner til mindre velhavende - typisk jyske kommuner.

- Det svarer til, at vi skal fyre enten 60-70 medarbejdere - for eksempel skolelærere eller medarbejdere på ældrecenteret.  Vi har tre ældrecentre i Lejre - og det kan blive nødvendigt at lukke et af dem, forklarer Carsten Rasmussen.

Dyre biler i indkørslen

Formålet med at sende penge fra øst mod vest er at skabe lighed i landet.

Da Social- og Indenrigsminister Astrid Krag fremlagde udspillet, sagde hun blandt andet "I nogle kommuner holder der flere luksusbiler i indkørslen end gennemsnittet. Andre steder er det socialt udsatte og svage ældre, der er overrepræsenteret."

Carsten Rasmussen afviser, at Lejre er en rig kommune og understreger, at der under alle omstændigheder er stor forskel på borgernes økonomi og de økonomiske muligheder, kommunen har.   

- Jeg kan jo ikke købe flere pædagoger for biler, der står i carporten, siger Lejre-borgmesteren.

Flere penge i Frederikshavn

Adskillige beregninger har samtidig vist, at borgere i provinsen har flere penge til rådighed hver måned, blandt andet på grund af de høje huspriser i hovedstadsområdet. 

- Frederikshavn var jo oppe og fortælle, at hvis man flyttede op til dem, så ville man have 10.000 kroner mere om måneden, siger Carsten Rasmussen.

Men når hovedstadskommunerne forklarer, at borgerne udenfor hovedstadsområdet har flere penge til sig selv, bliver de afvist.

- Så har de jo hele tiden sagt, at vi skal ikke blande privatøkonomi ind i det her. Men det er jo lige præcis det, regeringen gør nu, når de tager udgangspunkt i, om man har en stor bil i carporten. Men som sagt; jeg kan ikke købe pædagoger, fordi folk har biler i carporten, siger Carsten Rasmussen.

Ministeren holder fast

Men selv om Astrid Krag er valgt ind i Lejre-kredsen, og selv om kommunens borgmester har gjort hende opmærksom på, at reformen får store konsekvenser lokalt, så holder ministeren fast.

Du er selv valgt i Lejre-kredsen. Hvilket indtryk gør det på dig, at høre fra en borgmester som Carsten Rasmussen, hvordan dette reformudspil opleves ude i virkeligheden?  

- Det gør altid indtryk på mig at høre fra gode borgmestre rundt omkring i landet. Men vi mener, at man skal have en mere retfærdig udligning. Vi mener, at man skal holde hånden stærkere under de kommuner, der er de mest trængte, og som har de svageste ældre, og hvor der er længst imellem arbejdspladserne.

- Her har man det altså godt i Lejre. Derfor er Lejre Kommune altså også en af dem, der kommer til at give en stærkere hjælpende hånd, lyder svaret fra ministeren.  

Social- og Indenrigsminister Astrid Kragh lyttede til borgmesteren fra Lejre - men holder fast i, at kommunen skal af med flere penge.
Social- og Indenrigsminister Astrid Kragh lyttede til borgmesteren fra Lejre - men holder fast i, at kommunen skal af med flere penge.
Foto: TV 2 Kosmopol

Carsten Rasmussen håber alligevel, at den fremtidige udligningsreform bliver justeret, så kommunen kommer af med færre penge, når der foreligger en endelig aftale. 

Hvordan synes du mødet gik? 

Jo. Hun lyttede da, og vi havde en god diskussion. Jeg tror godt, jeg kan afsløre, at vi er ikke helt enige, siger Lejres borgmester, Carsten Rasmussen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik