Ældre Sagen vil have minister til at udskyde pensionistkortets udfasning

Ældre Sagen beder transportministeren udsætte udfasningen af pensionistkortene.

Til juni udgår de pensionistkort - eller mimrekortene - der giver alderspensionister og førtidspensionister mulighed for at rejse billigt med bus og tog.

I stedet indføres en ordning, der giver pensionister 40 procents rabat, hver gang de bruger et rejsekort.

Men ændringen kommer til at gå alt for hårdt ud over de mennesker, der bruger det nuværende pensionistkort meget, mener Ældre Sagen, som nu har henvendt sig til transportministeren om sagen.

- Ældre Sagen får i disse dage et overvældende antal henvendelser fra bekymrede, utrygge og vrede borgere om DOT’s planlagte ændringer for pensionistkortet med virkning fra juni 2020, skriver organisationen i et brev til transportminister Benny Engelbrecht (S).

Den store ældreorganisation gør opmærksom på, at Movia selv har erkendt, at mange vil blive ramt af forandringerne.

Pensionistkortene koster knap 600 kroner for tre måneder og giver adgang til kørsel i tre sammenhængende zoner.  Så jo mere, man bruger sit kort, jo billigere rejser man.

Pensionister, der ikke rejser ret meget, har dermed ikke fordel af pensionistkortet. Og når pensionistkortet udgår til fordel for en generel pensionistrabat på 40 procent (når man bruger rejsekort), så vinder de pensionister, der ikke rejser ret meget, mens de, der ofte bruger det nuværende pensionistkort, skal betale en hel del mere.

60.000 pensionister bliver ramt

Ifølge Movias egne oplysninger er der 60.000 pensionister, som kommer til at betale mere for at rejse.

De fleste af dem bor i hovedstadsområdet, hvor man finder de flittigste brugere af pensionistkortet. Og mange af de 60.000 personer vil opleve store stigninger i transportudgifterne.

- Takststigningerne kan derfor betyde, at pensionister – særligt med beskedne indtægter, for eksempel kun folkepension og ATP – bliver økonomisk hårdt belastet eller helt må afholde sig fra vigtig transport.

- En voldsom prisforøgelse kan have konsekvenser for denne i forvejen sårbare gruppes mulighed for at opretholde deres mobilitet og dermed livskvalitet, skriver Ældre Sagen i deres brev til ministeren.

Udsæt beslutningen

Ældre Sagen foreslår derfor, at ændringerne udskydes til 1. januar 2021, så der bliver tid til at finde en bedre løsning.

I den forbindelse opfordrer de transportminister Benny Engelsbrecht til at samle de relevante parter, så der kan sættes et arbejde i gang med at finde en løsning, der " sikrer en mere rimelig behandling af de nuværnde brugere af pensionistkortet".

Ældre Sagens forslag til nye ordninger

I henvendelse til transportminister Benny Engelbrecht kommer Ældre Sagen med flere løsningsforslavg. De lyder sådan:

  • En overgangsordning, hvor de nuværende kortholdere bevarer pensionistkortet, som så evt. udfases over en længere årrække
  • En ordning, hvor pensionister med beskedne indtægter ved siden af folkepensionen også fremover kan få pensionistkort efter de gældende regler
  • En ordning, hvor der lægges et loft ind på rejsekortet inden for bestemte zoner, så brugerne får sikkerhed for ikke ”at bruge for meget”
  • Overvejelser om en anden procentfordeling af rabatsatserne mellem pendlerkort/pensionistkort og rejsekortet
  • Eller en kombination heraf eller helt andre løsninger.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) oplyste tidligere på dagen til TV 2 Lorry, at han har bedt DOT - paraplyorganisation for DSB, Metroselskabet og Movia - om en redegørelse, herunder om de har overvejet alternativer.

Men han understreger samtidig, at det er transportselskaberne selv, der fastsætter taksterne og de rabatter, der skal gives.

-Det virker som nogle meget voldsomme prisstigninger, som nogle pensionister vil blive udsat for. Det kan jeg godt forstå, at man bliver ærgerlig over. Omvendt er fordelene ved de nuværende rabatter geografisk skævt fordelt.

- Det kan jeg godt forstå, DOT vil til livs, så pensionister i alle dele af Sjælland får rabat. For eksempel har kun 1 pct. af pensionisterne i Sydsjælland anvendt pensionistkortet, skriver han i en mail til TV 2 Lorry.

Flere partier har nu rejst sagen over for transportministeren. Det kan du se et indslag om herunder:

Sagen om mimrekortet, der skal udgå, lander nu på Christiansborg

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik