De fik høje lønninger, men nu står poderne snart uden arbejde

Over 8200 podere på Sjælland bliver arbejdsløse om en måned. Hvad skal der ske med dem nu?

Vatpinde og hvide telte er snart fortid. Kviktestcentrene lukker nemlig gradvist frem til den 6. marts.

- For det første tænkte jeg "åh nej, nu står jeg og mangler arbejde".

Sådan reagerede poderen Tobias Christensen, da han først fik beskeden om, at Copenhagen Medicals kviktestcenter i Fælledparken i København snart lukker. Det er nemlig her han til dagligt arbejder.

Og han er ikke den eneste.

- Jeg tænkte det var rigtig ærgerligt. Jeg kan godt lide mit arbejde, fortæller poderen Dylan Reck Hansen, som står i samme situation.

De skal nemlig begge to lægge podepindene fra sig og tjene deres penge et andet sted.

- Det er lidt stressende på en måde, men jeg tager det som det kommer, siger Dylan Reck Hansen, der arbejder hos Falcks kviktestcenter i Roskilde.

Flere tusinde podere mister deres job

I alt skal over 8200 podere på Sjælland finde nyt job om mindre end en måned. Men det ser måske ikke så sort ud, som det lyder. Både Copenhagen Medical og Falck forsøger nemlig at hjælpe poderne i nyt arbejde.

- Vores opgave er at bygge den bro. Så vi laver jobmesser, hvor virksomheder og uddannelser, som har behov for nye hænder, de kan møde vores ansatte, fortæller Trine Baadsgaard, der er pressansvarlig hos Copenhagen Medical.

Og noget lignende sker også hos Falck.

- Det vi gør hos os, det er, at vi etablerer en forbindelse til de interessenter, der er på arbejdsmarkedet, som lige nu har stort behov for arbejdskraft, forklarer Mikael Kokseby, der er projektchef i Falck.

Håb forude for poderne

Begge arbejdsgivere tilbyder jobmesser og hjemmesider, hvor poderne kan komme i forbindelse med nye jobmuligheder.

Ifølge Trine Baadsgaard kan det kun blive en succes.

- Vi har dygtige medarbejdere, der har brug for noget at lave, og der er rigtig mange, der har brug for nye medarbejdere, så hvorfor skulle det ikke lykkedes?

Og det kan være hun har fat i noget. I hvert fald hvis man spørger arbejdsmarkedschefen i Dansk Erhverv, Peter Halkjær.

- Hvis du har været poder, så er du god til at kommunikere med mennesker, du er serviceminded, du yder stabilt, og du er ansvarlig. Det er nogen af de kompetencer, der er i meget høj kurs blandt vores medlemsvirksomheder, siger han og fortsætter.

- Det kan være i detailhandlen eller i turistindustrien. Det er same same. Virksomhederne er helt vilde med mennesker der møder op med de kompetencer.

Poderne får en høj løn nu. De skal vel ikke forvente samme høje løn fremover?

- Der kan man nok regne med at startlønnen vil være noget lavere. Men der skal man huske på at der er gode muligheder for at avancere. Man kan sige at the sky is the limit. Der er rigtig gode beskæftigelsesmuligheder.

Tobias Christensen kommer ikke til at pode mange flere. Han skal nemlig finde nyt job den 6. marts.
Tobias Christensen kommer ikke til at pode mange flere. Han skal nemlig finde nyt job den 6. marts.
Foto: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

Så der er grund til optimisme for poderne, der snart skal finde arbejde andre steder end i de hvide telte. Specielt Copenhagen Medical og Falcks hjælp er de glade for.

- Det er meget dejligt. Især hvis man ikke lige er personen, der går ud og tilbyder sig selv, fortæller Dylan Reck Hansen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik