Det er ikke bjerge, men her er de hårdeste bakker på cykel i TV 2 Lorrys område

TV 2 Lorry har samlet de hårdeste stigninger på cykel fra de 34 kommuner i sendeområdet.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Denne artikel blev første gang udgivet i juli 2019, men indholdet er stadig højaktuelt - rigtig god fornøjelse. 

Tour de France-feberen raser i Danmark i år, hvor Touren har passeret igennem på tre etaper.

Og igen i år har den lokket mange danskere ned i lycra og op på sadellæderet.

Og selvom Danmark hverken har et Alpe d'Huez, Mont Ventoux eller Col du Tourmalet, så er der faktisk rimelige muligheder for at få afprøvet den brune muskel i TV 2 Lorrys område.

Der er nemlig visse højdedrag i vores område, man kan sigte efter på sin cykeltur i jagten på stigningsprocenter, højdemetre og mælkesyre i benene.

Med inspiration og lidt oplysninger fra cykel-appen Strava og hjemmesiden climbs.dk har vi samlet en liste med nogle af de hårdeste bakker inden for TV 2 Lorrys sendeområde.

På kortet her kan du finde de hårdeste bakker i hovedstadsområdet. Længere nede i artiklen kan du læse mere om de enkelte.

Bevæbnet med listen - der i øvrigt ikke er rangeret efter hårdhed - og kortet kan du finde inspiration til, hvor du kan cykle hen i jagten på en hjemlig bjergetape.

Ledreborg Allé, Lejre Kommune

  • Længde: 1,6 kilometer
  • Højdemeter: 54
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 3,4

 

Den måske smukkeste stigning i TV 2 Lorrys område er også den med flest højdemeter. Stigningen op mod Ledreborg Slot køres på en del af det, der påstås at være Nordeuropas længste allé. Bakken starter kort efter indkørslen til slottets grund efter Kisserup Vandløb og topper kort før restauranten Fasaneriet lige midt i Nationalpark Skjoldungernes Land.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Herstedhøje, Albertslund Kommune

  • Længde: 0,6 kilometer
  • Højdemeter: 35
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 6,1

 

Det er på en måde tragikomisk, at en af de hårdeste stigninger i Hovedstadsområdet er en kunstigt anlagt bakke opført med byggeaffald. Ikke desto mindre er Herstedhøje ved Vestskoven med stejle procenter, hårnålesving og dårlig belægning et oplagt besøgsmål for bakkeentusiaster.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Slotsbakken i Søllerød, Rudersdal Kommune

  • Længde: 0,4 kilometer
  • Højdemeter: 24
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 6,5

 

En af Hovedstadsområdets mest populære bakker finder vi i Søllerød. Stigningen på Mothvej op mod Søllerød Slot var en del af ruten, da VM i landevejscykling i 2011 blev afholdt i Rudersdal. Bakkens top på Søllerødvej ligger hævet over det omkringliggende landskab, hvorfor der er flere stikveje i villakvarteret, der kan give sved på panden.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Sjælsøvej + Åsebakken (Double Trouble), Rudersdal Kommune

  • Længde: 0,9 kilometer
  • Højdemeter: 49
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 5

 

I virkeligheden er der tale om to bakker her, hvorfor den samlede stigning populært kaldes for Double Trouble. Fra Ravnsnæs ved Sjælsø har første del af bakken på Sjælsøvej tocifrede stigningsprocenter, inden et kort, fladt stykke på Ravnsnæsvej efterfulgt af et højresving på Høsterkøbvejs Åsebakken fører cyklister op til en skøn udsigt over Sjælsø. Husk at se dig for, inden du krydser over Ravnsnæsvej.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Gribskovbakken, Gribskov Kommune

  • Længde: 1,9 kilometer
  • Højdemeter: 52
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 2,7

 

Gribskovbakken på Gillelejevej gennem Esbønderup er med 1,9 kilometer og 52 højdemeter den længste bakke i TV 2 Lorrys område. Selvom stigningsprocenterne næppe afskrækker bjergryttere, så er bakkens længde med til at gøre den hård.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Kastaniealle, Halsnæs Kommune

  • Længde: 0,3 kilometer
  • Højdemeter: 40
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 13,3

 

Nordsjællands svar på Muy de Huy finder vi i et forstadskvarter ved Frederiksværk, hvor en forglemmelig, snæver villavej rummer en led stigning. Kastaniealle er stejl hele vejen op, hvor den ender som en smal cykelsti lukket for biltrafik. Bakken er derfor ideel, hvis man skal forsøge at slå sin bedste tid fra bunden til toppen.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Høje Sandbjerg, Rudersdal Kommune

  • Længde: 0,7 kilometer
  • Højdemeter: 44
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 6,0

 

Med start ved indkørslen til Bakkefaldet og mål kort før asfalten bliver til grus på Høje Sandbjergvej fører stigningen her cyklister op mod et af de højeste punkter i Nordsjælland 85 meter over havets overflade. Stiller man cyklen og går ad græsstien op på bakkens top har man fin udsigt over Rude Skov. Vil man give den gas fra bund til top, skal man huske at se sig grundigt for, før man krydser over Gammel Holtevej.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Elverdamsbakken, Lejre Kommune

  • Længde: 1,1 kilometer
  • Højdemeter: 41
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 3,9

 

På landevejen mellem Holbæk og Roskilde går det op og ned – især ved indgangen til Lejre Kommune. Her skyder Elverdamsbakken nemlig op kort efter kommuneskiltet og Elverdamskroen og er med lidt over en kilometer i længden og en kontinuerlig stigningsprocent en hård velkomst til kommunen.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Klampenborgvej, Lyngby-Taarbæk Kommune

  • Længde: 1,0 kilometer
  • Højdemeter: 36
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 3

 

Fra bunden i Ordrup og op mod Fortunen og DTU i Lyngby snor Klampenborgvej sig langs Dyrehavens sydlige del. Selvom stigningen ikke er den stejleste, er den lang nok til, at de fleste har høj puls mod toppen ved Fortunen.

 

Se stigningen og find den på kortet her.

Åkandevej, Lejre Kommune

  • Længde: 0,8 kilometer
  • Højdemeter: 31
  • Gennemsnitlig stigningsprocent: 4

 

Ikke langt fra Elverdamsbakken i Lejre Kommune finder vi det smukke Aastrup Gods. Ved indkørslen til den historiske grund går Åkandevej i modsat retning op mod Aastrup Skov. Det er en stigning med et stejlt midterstykke og et falsk plateau mod toppen.

 

Se stigningen og find den på kortet her.