Collstropgrunden

Prolog

I 1986 blev et opkald fra en dødssyg mand starten på afsløringen af en af Danmarkshistoriens største forureningsskandaler.

En forurening som i dag fortsat sætter sit præg på området i Kongernes Nordsjælland – og som er så omfattende, at ingen har forsøgt at oprense grunden for de tonsvis af giftstoffer, som langsomt siver mod både grundvand og Esrum Sø.

Nu fortæller en række førstehåndsvidner, hvordan de så skandalen udfolde sig for øjnene af dem i en historie, der griber ind i både fortid, nutid og fremtid.

Denne webdok blev første gang udgivet i august 2021, men vi synes stadig, den er læseværdig. God fornøjelse.

I

– EN GÅTUR I GRIBSKOV

Søren Wium-Andersen går i gruset - nærmest utålmodigt.

Hans hustru, Gudrun Wium-Andersen, har en anden ro over sig og kigger efter mig, som jeg kører ind på parkeringspladsen.

- Hej, kom med - vi starter herhenne, siger Søren allerede i det, jeg træder ud af bilen.

Han går med hurtige og bestemte skridt mod hjørnet af parkeringspladsen ved skoven og peger på et metalrør, der stikker op fra jorden. Toppen er forseglet med en skrueprop og låst med en hængelås.

På hængelåsen hænger et hundetegn med teksten ”DGU Miljøboring - Tilhører Region Hovedstaden”.

Metalrøret er en af mange jordboringer i området, som der fortsat kan tages prøver fra for at måle på jorden og grundvandets forhold og mulige forurening, forklarer biolog og tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød, Søren Wium-Andersen, før han hurtigt går videre.

Gudrun Wium-Andersen og jeg følger med efter bedste evne, mens vi går ad stien mod naturlegepladsen Eghjorten i Gribskov, som ligger midt mellem Hillerød og Fredensborg.

- Det starter lige herovre bag de graner der, siger han og peger omtrent halvtreds meter frem.

- Jeg synes, det har ligget stille i mange mange år. Historien om Collstropgrunden, siger han.

Han sukker, og den varme ånde fordamper i en røgsky denne kølige morgen.

Og der foran os, en spytklat fra naturlegepladsen, midt i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, kommer hegnet til syne.

Hegnet, som omkranser en af Danmarkshistoriens største miljøskandaler nogensinde: Collstropgrunden i Hillerød.

II

– ”IMPRÆGNERINGEN”

Sammen med Høfde 42, Cheminova og syv andre stærkt forurenede grunde, er Collstropgrunden én af i alt ti forureninger, der af staten kaldes generationsforureninger.

Forureninger, der har været gemt eller glemt gennem årtier og nu vidner om fortidens miljøsynder og kun efterlader gigantiske regninger til nu- og eftertiden, hvis de skal til livs.

Sådan er det også med Collstropgrunden.

Fra 1936 til 1976 lejede træimprægneringsfirmaet Collstrop knap 60.000 kvadratmeter statsskov i Gribskov af Naturstyrelsen og opførte en imprægneringsanstalt med tilhørende lagerfaciliteter.

Her blev tusindvis af telefonpæle og elmaster gennem årene behandlet med stærkt giftige tungmetaller for at forhindre svampeangreb i træet og dermed forlænge træets levetid.

Blandt borgerne i Hillerød blev anstalten kaldt ”imprægneringen”, og offentlighedens viden om hvad der egentlig skete på Collstropgrunden var for langt de fleste meget begrænset.

Særligt tre stoffer har efterladt området i nærmest uoprettelig forgiftet stand; Arsen, krom og kobber.

I årenes løb blev tusindvis af stammer behandlet i store kemikaliekar og lagt til at tørre på jorden, mens overskydende imprægneringsvæske dryppede ned i jorden.

I starten af halvfemserne blev det vurderet i en række forskellige rapporter, at grunden tæt ved Esrum Sø indeholder i omegnen af 35 tons arsen, fem tons krom og syv tons kobber i jorden.

En DTU-rapport fra 2010 påpeger dog, at estimatet kan være alt for lavt. DTU-rapport 2010


OM COLLSTRUPGRUNDEN

Den i alt seks hektar store Collstropgrund i Gribskov har siden slutningen af firserne været hegnet ind, og jorden er giftig i ordets egentlige forstand. Store rådgivningsvirksomheder som Cowi, Niras og Rambøll har alle udarbejdet rapporter om forureningen på grunden, og det samme har Danmarks Tekniske Universitet. Eksperterne mener, at der ligger i omegnen af 50 tons gift i jorden under den tidligere imprægneringsanstalt, der i dag er lukket for offentligheden.

IIb

– KÆMPEDE MOD CHEMINOVA

Søren Wium-Andersen, hans hustru Gudrun og jeg går rundt om Collstropgrunden, mens de forklarer.

Det er tydeligt, at de er vant til at færdes i naturen. Kikkerten hænger sikkert om halsen på dem begge, Søren bærer også et kamera. Vandrestøvlerne er stramt snøret, og de er klædt i khaki og naturgrønne farver.

Gruset på stien knaser under støvlerne, mens vi går.

Både Gudrun og Søren Wium-Andersen er velkendte navne i biolog-kredse i Danmark. I halvfjerdserne kæmpede de mod forureningen på Cheminova i Harboøretange. Her skrev de bogen ”Cheminova-sagen – En miljøsag belyst ved agter og avisdebat”.

Søren Wium-Andersen er pensioneret biolog og har gennem en årrække undervist på Københavns Universitet og forsket på Ferskvandsbiologisk Laboratorium.

Siden blev han ansat som den første miljøbiolog i Udenrigsministeriet og varetog miljødelen i danske ulandsprojekter, ligesom han har været udstationeret til miljøkatastrofer forskellige steder i verden ad flere omgange.

Fra 1977 til 1997 var han desuden formand for den lokale afdeling af Naturfredningsforeningen i Hillerød.

Og netop derfor har Søren Wium-Andersen et helt særligt forhold til Collstropgrunden.

III

– TELEFONOPKALDET

Den 13. november 1986 modtog Søren Wium-Andersen som lokalformand for Danmarks Naturfredningsforening det opkald, som ændrede Danmarks syn på Collstropgrunden for altid.

Det var en ellers almindelig torsdag i november, hvor efterårsvejret, der senere skulle udvikle sig til tredje isvinter i træk, fortsat var mildt og gråt.

Søren Wium-Andersen var hjemme, da telefonen ringede.

- Der var en gammel mand ved navn Poul Jensen, som ringede til mig. Han fortalte mig, at han havde arbejdet på Collstrop, og at de havde begravet en helt masse tønder i et hul, der lå herovre på grunden.

- Der er mange ældre mennesker, som går og bliver bekymrede over det, de har lavet i deres arbejdsliv. Og han følte sig skamfuld åbenbart, over at han havde været med til det her. Og så var han kræftsyg, fortæller Søren.

- Han døde kort tid efter – og han ville fortælle, hvad han vidste heroppe fra, før han døde, tilføjer Gudrun.

Søren Wium-Andersen er tavs, mens vi går og kigger ind gennem hegnet til grunden. Han stopper op og kigger sig omkring, mens han lytter opmærksomt.

- Der er en spætte i nærheden. Kan du høre det?

Han kigger skiftevis op mod granernes toppe og på mig.

Gudrun Wium-Andersen ser sig også omkring.

Men hvad skete der så?

Søren Wium-Andersen står nu ved en hegnspæl. Han kigger stadigvæk efter spætten.

- Ja så skrev jeg til kommunebiologen, som jeg kendte lidt.

- Selve sagen blev anmeldt i 1986 med et brev på tre linjer til Hillerød Kommune, hvori jeg skrev, at jeg havde fået en opringning fra en ældre medarbejder herude, der sagde, at de havde snydt i sin tid, da de lukkede grunden, siger han.

- Det ligger et sted derhjemme endnu.

IV

– BREVET

I Hillerød Kommune modtog den daværende kommunebiolog, en ung og næsten nyuddannet biolog ved navn Christian Rørdam, brevet fra lokalforeningen af Danmarks Naturfredningsforening om Collstropgrundens hemmelighed.

Christian Rørdam vidste udmærket, hvem Søren Wium-Andersen var.

På Københavns Universitet ikke mange år tidligere havde Wium-Andersen nemlig været lektor på ferskvandslaboratoriet og fungeret som underviser – blandt andet for Christian Rørdam.

- Det var i min periode som miljømedarbejder i Hillerød i slutningen af firserne, at snakken om forureningen på Collstropgrunden opstod.

- Allerede på det tidspunkt var det kommunens opgave at udtage vandprøver fra en boring derudefra én gang om året. Den opgave overtog jeg uden at vide ret meget om, hvad det var, og hvad der var sket tidligere.

- Men så kom denne her henvendelse om, at det måske var langt værre, end man allerede havde opdaget, siger Christian Rørdam.

Han kigger på det brev, som Søren Wium-Andersen sendte til kommunen.

Det er dateret 13. november 1986, men han kan ikke forbinde brevet til en særlig følelse eller et bestemt minde, forklarer han.

Men oplysningerne i brevet førte til, at han straks kontaktede Frederiksborg Amt.

Amtet var den miljøkontrollerende myndighed i miljø- og forureningssager, og det var derfor dem, der i første omgang skulle undersøge og handle på henvendelsen.

- Poul Jensen i Frederiksværk. Det var den mand, vi var ude at tale med, siger Christian Rørdam, mens han igen læser brevet.

I første omgang betød det, at Christian Rørdam og miljøbiologen Povl Aaboe Rasmussen fra Frederiksborg Amt besøgte den tidligere medarbejder fra Collstrop.

En oplevelse, som de begge tydeligt husker.

V

– DEN SIDSTE FRA SJAKKET

Fra Poul Jensens bolig på Bjørnedalsvej i Frederiksværk er der udsigt over Roskilde Fjord og byens stolthed stålvalseværket.

Her har tusindvis af arbejdere med hærdebrede hænder gennem årtier slidt og slæbt sig gennem et hårdt arbejdsliv – præcis som det gjorde sig gældende på Collstrops træimprægneringsanstalt i Gribskov fra 1936 til 1976.

Poul Jensen var én af dem, husker Christian Rørdam.

- Det var en noget rystende oplevelse at møde ham, for han var meget syg. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men han var meget svagelig og hostende, fortæller han og tilføjer, at det ifølge Poul Jensen tog ham timevis at komme ud af sengen dagligt.

- Han havde det rigtig elendigt. Han havde arbejdet på den grund hos Collstrop og så viste han os et billede, som hag på væggen. Det var af arbejdssjakket.

- Jeg kan ikke huske, om der var ti, femten eller seksten mennesker i sjakket, som var fotograferet på fabrikken, men han havde tårer i øjnene, da han sagde ’jeg er den eneste, der lever endnu’.

Christian bliver stille et øjeblik. Som om han gennemlever mødet med manden igen.

Efter lidt tid rømmer han sig og fortsætter:

- Han fortalte grusomme historier.

- Engang var en af kollegaerne faldet i et imprægneringskar, og de fik ham op og vasket ham af og sendt ham hjem. Men som han sagde: ’han hostede blod i fjorten dage’. Det var temmelig rystende, og der var nok ikke meget, der hed arbejdsmiljø dengang.

VI

– HEMMELIGHEDEN UNDER MULDET

Men Poul Jensen kunne også fortælle en historie til de to biologer, som var forblevet en hemmelighed indtil da. En historie om uhyrlighederne, som ingen vidste noget om.

Om den bevidste nedgravning af gift på grunden og Collstrops forsøg på at skjule sporene.

Allerede i starten af firserne, blot få år efter Hillerød Kommune officielt havde blåstemplet oprydningen og grunden i Gribskov, begyndte de første synlige tegn på forurening at vise sig.

- Vi havde jo gået og kigget på det areal, som ligger på vestsiden af Jespervej på et tidspunkt, hvor der stadigvæk ikke groede et græsstrå, siger Christian Rørdam og forklarer, at den miljøboring, som kommunen tog prøver fra årligt, også lå på vestsiden af grunden.

- Men Poul Jensen rystede på hovedet og sagde ’I skal gå over på den anden side af vejen – på østsiden af Jespervej. Hvis I går lidt ind i skoven, så finder I en skråning, og den skråning viser, hvor opfyldningen af vores affald slutter’, husker Rørdam.

Povl Aaboe Rasmussen fra Frederiksborg Amt husker også besøget i Frederiksværk.

Efterfølgende kørte de to biologer ud til Collstropgrunden for at efterprøve den tidligere medarbejders historie.

- Vi tog ud og så på de tønder, som stak op af jorden derude, og man kunne se en tydelig misfarvning i vandet og jorden. Vi begyndte at tage nogle prøver af det, og det viste så, at det var møgforurenet, fortæller Povl Aaboe Rasmussen.

På østsiden af Jespervej var terrænet plant, men på et tidspunkt skrånede det – præcis som Collstropmedarbejderen fortalte.

I skråningen stak rester af imprægnerede træstolper og rustne og gennemtærede tønder op fra jorden.

Det var blevet dækket til med store mængder bark, der var skrællet af de trykimprægnerede træstammer. Barken var også blevet brugt til opfyldning af huller på grusvejene og som belægning i våde perioder, hvor maskinerne ellers ødelagde vejene på den store imprægneringsanstalt.

Med tiden formuldede den giftige bark til jord, og så blev der smidt endnu et lag frisk bark på.

Det skete også i det østlige hjørne af fyldpladsen, hvor få af de rustne jerntønder med tiden blev blottet fra skråningen.

- Det var relativt små tønder, og der var hul i, så man kunne kigge ned i dem. Og så var der et grønt pulver dernede i, siger Christian Rørdam.

- Vi undlod at røre noget som helst, og jeg kan huske, at jeg bagefter fik at vide, at man havde analyseret indholdet, og der var så meget arsen i det grønne pulver, så det var noget med, at der kun skulle ét eller to gram til for at slå flere voksne mænd ihjel.

- Det var sindssygt giftigt derude, tilføjer han.

Og det er det stadigvæk.

VII

– ARSEN-POVL

Efter biologernes fund på grunden i 1986 blev der igen stille i Gribskov.

Men kun i Gribskov. Sagen om forureningen af Collstropgrunden blev nu helt overdraget til Frederiksborg Amt, og i amtsgården i Hillerød gik Povl Aaboe Rasmussen nu systematisk til værks. Han var kun lige begyndt.

- Vi begyndte at bore i denne her sag, og det viste sig jo, ganske som vi formodede og havde fået at vide, at det var Collstrop-firmaet, som havde gravet en helvedes masse tønder med kemikalier ned, da de ryddede op på grunden.

Området blev undersøgt med georadar, som er en slags scanner, der kan vise forskelle i jordlag og dermed også afsløre, om et område, der ser almindeligt ud på overfladen, kan gemme på overraskelser.

Og ifølge Povl Aaboe Rasmussen gemte der sig ”en helvedes masse jern – og det var højst sandsynligt tønder, som var gravet ned” – og det skulle fjernes.

Men oprydningen var en kolossal udskrivning for amtet, så derfor undersøgte Povl, om andre kunne have et ansvar.

- Collstrop var jo væk, så det var svært at få dem til at rydde op. Men det var statens grund, og de havde tilmed tjent penge på at leje grunden ud til Collstrop. Så rent juridisk kunne man godt gå efter dem med et økonomisk ansvar.

Og det gjorde Frederiksborg Amt.

Ifølge Povl Aaboe Rasmussen var det juridiske tovtrækkerier mellem amtet og kommunen på den ene side og Skov- og Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og staten på den anden side, som var årsag til, at oprydningen trak ud.





OM VIRKSOMHEDEN
COLLSTRUP


Efter Collstropgrunden i Hillerød blev afsløret, blev der åbnet sager i de af landets kommuner, hvor Collstrop havde haft imprægneringsanstalter som i Gribskov. I dag er 13 grunde, hvor Collstrop havde virksomhed, stærkt forurenet. Alligevel er firmaet bag aldrig blevet retsforfulgt. I 2011 afslørede DR, hvordan overskuddet og egenkapitalen fra Collstrop blev overført til moderselskabet Incentive, hvor Danske Bank, Unibank, ATP og Christian Augustinus Fabrikker var hovedaktionærer. Ifølge en ekspert burde Collstrop vide, at der var krav om oprydning efter forureningerne, og derfor var det uansvarligt at udbetale millioner til hovedaktionærerne, lød vurderingen. Samtidig opgav Skov- og Naturstyrelsen at føre retssag mod Collstrop – netop fordi pengekassen var tom.



Med det samme blev grunden dog hegnet ind, og der blev opsat advarselsskilte og adgang forbudt-skilte, så offentligheden ikke længere kunne færdes på den giftige jord.

- Der var også en bolig derude, som blev fjernet af skovvæsenet. De blev sagt op, og man fjernede huset, fordi der var så meget forurening.

- Og ovre på selve den gamle plads var der forurening, og der fik vi sat hegn op omkring, så folk ikke havde fri adgang derind længere. For der var altså nogle steder, hvor det var rigtig slemt forurenet.

- Det var og er en af de af de højeste forureningsniveauer, man har set – på verdensplan endda.

Povl Aaboe Rasmussen var vagthunden fra Frederiksborg Amt, som sørgede for, at alt gik til på den rigtige måde.

Amtet havde fortsat ansvaret for grundvandet og de omkringliggende naturområder – blandt andet Esrum sø, der ligger en kilometer fra Collstropgrunden.

Povl tog det ansvar alvorligt, og han blev endda så berygtet blandt de ansatte i Miljøstyrelsen, at han fik sit eget øgenavn.

- De kaldte mig Arsen-Povl inde i Miljøstyrelsen, fordi jeg hele tiden kontaktede dem om den sag ved Collstrop, siger han og griner.

Først i sommeren 1990 gik arbejdet i gang – mere end tre år efter den døende Collstrop-medarbejders opkald til Søren Wium-Andersen, og tre år efter kommunen og Frederiksborg Amt fandt forureningen.

VIII

– 150 TØNDER

En varm og fugtig sommermorgen i juni 1990 kom en gravemaskine og rendegraver kørende ad Jespervej i Gribskov.

Langsomt kravlede larvefødderne over den våde asfalt. Det regnede ikke rigtigt, men morgenfugten lå som en tung dis på skovvejen.

Ved en lysning stoppede maskinerne, og føreren af den forreste, 35-årige Jørgen Tange, stod ud, gik hen til en låge i indhegningen.

”Adgang forbudt – forurenet jord”, stod der på skiltet fra Frederiksborg Statsskovdistrikt. Manden fra gravemaskinen låste en hængelås op og fjernede kæden.

Jørgen Tange gik tilbage i gravemaskinen, og kørte ind gennem lågen.

Her lå en skurvogn, der fungerede som sluse, hvor han og de andre i kortegen skulle bade og iføres sikkerhedsdragter, før de måtte lukkes ind på Collstropgrunden for at arbejde. Det samme skete, når de skulle ud fra grunden ved fyraften.

Maskinernes insisterende brummen overdøvede fuglefløjt og bladenes susen og virkede lige så fremmed for den stille skov, som gifttønderne under jorden var det for planterne og livet i den ellers næringsrige muld.

Inden længe kom der flere arbejdere til.

Mænd klædt i lufttætte dragter med iltflasker på ryggen gik side om side med de store maskiner, som bid for bid gravede rustne og gennemtærede tønder op af jorden.

- Vi gravede der, hvor der var imprægneringstønder.

- Det var noget over det hele. Meget af det var store grønne klatter. Det var noget rigtig miljøsvineri. Al jorden i det område, hvor vi gravede, blev håndsorteret. Så ved hver skovlfuld, jeg gravede op, stod de ved kanten af skovlen og tog store klumper grøn jord fra og lagde det i separate tønder.

- Det grønne var rent arsen, sagde de, og det var så giftigt, at der næsten ikke skulle noget til, for at en mand blev slået ihjel af det. Det gjorde indtryk, kan jeg huske, fortæller Jørgen Tange.

Han var manden i gravemaskinen, der var hyret ind for at grave det giftige affald frem fra jorden. Han havde ondt af mændene på jorden, husker han.

- De gik der og var pakket ind fra top til tå, og det var så varmt. Jeg husker tydeligt, at jeg havde ondt af dem, fordi de skulle gå derude i det tøj i den varme, fortæller Jørgen Tange.

Mændene vandede jorden, der blev gravet i for at undgå at sprede den gigantiske forurening.

Arbejdet var både hårdt og omfangsrigt, men i løbet af en uge var de færdige med opgaven, husker han.

- Alle de tønder, som var synlige og forureningen med tønderne i den østlige del, det blev fjernet. Men selve forureningen – der er jo noget, der er sivet ud – det har man ikke gjort ved. Det er jo løbet i jorden, siger Povl Aaboe Rasmussen, som fulgte processen tæt.

Ifølge et notat fra Miljøministeriet i 2010 blev i alt 150 tønder delvis fyldt med imprægneringsslam bestående af krom, kobber og arsen opgravet fra grunden, ligesom den mest forurenede jord blev fjernet sammen med den forgiftede bark, der skjulte de synlige tegn på forurening.

Siden oprensningen dengang har miljøeksperter, universiteter og virksomheder forsøgt at komme med forslag til mulige afgrænsninger af forureningen – såkaldte afværgeløsninger – og løsninger til at fjerne de mange tons gift. Men uden held.

Dels har de fleste alternative forsøg på at binde tungmetallerne til grunden eller suge dem op med særlige kinesiske bregner fejlet, og dels har der ikke været penge til at løse forureningsproblemet ved at udgrave og deponere jorden fra den store grund i Gribskov.

I et notat om generationsforureningerne til Folketinget skønnes det, at i alt 120.000 kubikmeter jord er stærkt forurenet på Collstropgrunden. På Høfde 42, en anden af de store generationsforureninger i Danmark, er der blot 7000 kubikmeter forurenet jord.

IX

– DE TAVSE VIDNER OM FORTIDENS SYNDER

Som tavse vidner om fortidens synder står trykimprægnerede telefonpæle i hundredvis fortsat i Hillerød.

Det er 45 år siden, at produktionen af de trykimprægnerede master blev indstillet og fabrikken lukket. Men pælene står der endnu – og mange af dem har gjort det i mere end et halvt århundrede.

Det eneste, der afslører træets giftige fortid, er et lille, undseeligt metalmærke med påskriften ”R.C.” og et efterfølgende årstal.

R.C. er initialerne på Rudolph Collstrop, som stiftede den københavnske tømmerhandel, der gik forud for træimprægneringsanstalterne, hans efterkommere i Collstrop-slægten skabte årtier senere.

Imprægneringsanstalterne, som 13 steder i Danmark har efterladt et så giftigt fodspor, at der tales om det endnu – og det værste eksempel er i Hillerød nord for København.

X

– JORDEN ER GIFTIG

Tilbage i skoven står Søren Wium-Andersen ved en halv telefonpæl, der ikke er bag indhegningen til Collstropgrunden.

Han rykker den fra side til side, og den sidder løst i den ellers frosne jorden. Pælen har en grønlig farve, men er hverken ramt af alger eller svampeangreb.

- Se det her er jo en gammel telefonmast, siger Søren, mens han fortsat flytter den fra side til side.

- Men den ser jo ung og frisk ud på sin egen måde. Der er ikke noget råd eller svamp her, fortæller han og kigger ind gennem hegnet og peger:

- Der ligger masser af gamle telefonpæle derinde, som ser ligesådan ud.

Da Collstrop lukkede i Hillerød, forklarer Søren, fjernede man bygninger, imprægneringskar og det meste af fundamenterne, så det så ”rimelig pænt ud.”

Efter grunden var blåstemplet som ren af Hillerød Kommune, kom skovvæsenet og plantede træer.

Det er de træer, vi går og kigger ind på gennem hegnet.

I sirlige rækker står træerne i store områder. De er slanke og høje, og mange af dem har slet ikke en krone med mindre grene og kviste, som bladene skal sidde på. En del af træerne ser næsten døde ud og er halvt afbarkede.

Andre steder vokser der ingenting. Her ligger nedfaldsblade i de tottede plamager af græs og mos. Nogle steder ligger der en smule vand, og her er bladene grønbrune.

- Giften ligger lige under overfladen. De små pinde, som vokser her, er altså træer, som er over 30 år gamle. Så det vi ser på nu, er et af de steder, hvor der er meget arsenik i jordbunden.

- Det har ligget stille i 30 år derinde (siden der blev gravet i 89 og 90, red.), men ingenting kan vokse derinde. Det er simpelthen så giftigt, at der ikke kan vokse rigtige træer. Det er tættere end normal skov, fordi der ikke er blevet tyndet ud i det. Og det græs, som vokser, vokser kun på overfladen idet jord, som er blæst ind og de blade, som er formuldet, siger Søren.

Ligesom Povl Aaboe Rasmussen er Søren Wium-Andersen også overbevist om, at forureningen på Collstrop er en af de største hvis ikke den største arsen-forureninger i verden. Og han har endda været vidne til forureninger med arsen andre steder i verden.

- Arsenik er giftigt. Hvis du spiser det, er det giftigt, og selv hvis du får det i små mængder, så får du cancer af det. Det ved man ualmindelig godt, for man har tusinder af arsenikforgiftede mennesker i Nordindien og Bangladesh, hvor de får det ind med drikkevandet.

Vi går lidt væk fra hegnet – Søren vil vise mig noget.

XI

– SEDIMENTERNE

Når man kigger efter i området omkring indhegningen, stikker der metalrør op fra jorden mange steder.

Alle er miljøboringer fra Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU, red.) og Miljøstyrelsen, der kortlægger og undersøger blandt andet vandforsyning og overvåger miljø- og naturbeskyttelse.

Omkring halvtreds meter fra hegnet mod øst sparker Søren til bladene og skraber mod jorden med den brune vandrestøvle for at finde en kant.

Under det tykke bladdække ligger en udtørret å. Den fyldes med overfladevand fra et stort område, når det regner – og en del af vandet løber fra jorden på Collstropgrunden.

Allerede få år efter opgravningen af kemikalietønderne fandt man ud af, at arsen-forureningen spredte sig. Grænseværdierne for kemikalier i det øverste lag af grundvand var allerede stærkt overskredet, og det stod klart, at grundvandet sammen med overfladevandet udgjorde en væsentlig trussel mod Danmarks vandrigeste sø, Esrum Sø, der ligger blot én kilometer fra den forurenede grund.

- Vi står på toppen af en bakke her. Og ved foden af den bakke ligger Esrum Sø. Og den grøft, vi står ved her, løber lige ned i søen. Men der er blevet fundet både arsenik, kobber og krom i bunden af grøftesystemet. Det ligger simpelthen som sediment og klistrer til bladene og jordbunden.

Derfor blev 1500 meter af grøftesystemet i skoven nordøst for grunden i 1996 oprenset for de giftige sedimenter for første gang, men skaden var allerede sket – og sker fortsat.

I 2007 blev det klarlagt, at Esrum Sø hvert år tilføres en mængde af det giftige tungmetal arsen, og at der allerede lå omkring 100 kilo i sedimenterne i det hjørne af søen, som kaldes Møllekrogen.

Men ligesom med estimaterne for hvor mange tons gift Collstropgrunden egentlig gemmer på, ved man ikke med sikkerhed, hvor meget arsen, der er havnet i Esrum Sø.

- Det er jo en tidsindstillet bombe – man ved ikke, hvor meget der havner dernede, siger Gudrun Wium-Andersen, mens hun ryster på hovedet.

- Og jo længere tid der går, des mindre har man styr på det. Og så ved man ikke, hvor det er – nu siver det jo bare langsomt.

Senest blev grøftesystemerne oprenset for tungmetaller i 2011, men i et notat til Folketinget om planen for generationsforureninger står det klart, at der igen er særligt meget arsen i grøftesystemet. Det har man vidst i Region Hovedstaden siden sidste monitering af grøftesystemerne i 2017.

XII

– NU UNDERSØGES JORDEN IGEN

Regeringer, statsministre, borgmestre, amts- og regionspolitikere er kommet og gået gennem de sidste tre årtier.

Men på Collstropgrunden er jorden fortsat lige så forgiftet som for 35 år siden, da skandalen langsomt foldede sig ud fra 1986.

Skiftende regeringer har fastholdt, at oprensningen af den gigantiske forurening var Frederiksborg Amts og siden Region Hovedstadens hovedpine, mens regionsråd efter regionsråd har pointereret, at opgaven er for stor og bør være et nationalt anliggende.

Og i efteråret 2020 kom vendepunktet.

Her besluttede bredt flertal i Folketinget, at ti store forureninger forskellige steder i Danmark skulle på Finansloven 2021 for at komme dem til livs i erkendelse af, at pengene i regionerne ikke rækker.

Én af de grunde er imprægneringsgrunden i Gribskov.

Siden juni har COWI igen boret i jorden for at undersøge og klarlægge mulighederne for en tiårig løsning, som skal stoppe giften fra grunden i at sive ud i grøfterne og mod et Natura2000-beskyttet område blot to hundrede meter nordøst for den giftige grund.

På længere sigt skal løsningen også forhindre arsenforurening i Esrum Sø, der ligger bare én kilometer fra grunden.

Samtidig skal forureningen kortlægges igen – for ingen ved præcis, hvor giftig jorden egentlig er.

Når en midlertidig løsning er fundet, skal eksperterne arbejde på en langsigtet plan, der skal komme forureningen til livs. Hvordan ved ingen – men et forsigtigt overslag på den endelige pris lyder i omegnen af 270 millioner kroner.

Collstropgrunden forventes tidligst oprenset i 2030.

Efter en tur rundt om grunden står Søren og Gudrun Wium-Andersen og jeg igen på parkeringspladsen.

Jeg spørger Søren Wium-Andersen, hvorfor han tror, der ikke er sket noget tidligere.

Han ryster let på hovedet.

- Jamen det ser jo pænt ud. Der er grønt, og der er lidt træer, siger han.

- Ved Cheminova ligger fabrikken også – og det stinker, når man kommer kørende. Man er ikke i tvivl om, at der her foregår et eller andet, som ikke er i orden. Men her er der skov, tilføjer Gudrum Wium-Andersen.

Vi står et øjeblik og kigger mod grunden.

- Men du har stadigvæk 35 tons ren arsen liggende derinde under jorden, siger Søren Wium-Andersen.