Se kortet: Vinder eller taber din kommune i nyt udligningssystem

Nu er en udligningsaftale, der flytter milliarder mellem kommunerne, faldet på plads. Få overblikket over, hvor mange millioner din kommune skal give til eller vil få fra andre kommuner her.

Danmarks eget Robin Hood-system, udligningssystemet, er nu faldet på plads.

Det oplyser Finansminister, Nicolai Wammen (S), på et pressemøde i Finansministeriet klokken 11.30.

Udligningssystemet skal i grove træk omfordele penge fra rige kommuner i landet til de fattige for at sikre mere lige velfærd.

- Aftalen lægger fundamentet til et Danmark i bedre balance. Det er en aftale, der ligger det princip, at det er de bredeste skuldre, der skal bære mest. Og at Danmark er for lille til store forskelle, siger Nicolai Wammen på pressemødet.

Aftalen om et nyt udligningssystem er indgået med Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet.

Med aftalen om en udligningsreform vil i alt 19,3 milliarder kroner årligt blive flyttet på tværs af kommunerne, oplyser Social- og Indenrigsministeriet.

Aftalen betyder blandt andet, at cirka 1,4 milliarder kroner bliver flyttet til landets 30 yderkommuner, og samtidig bliver der sikret en ekstra statslig finansiering til kommunerne for op til 6,5 milliarder kroner i 2021 og 5,5 milliarder kroner varigt.

Få overblik over aftalen her.

TV 2 Lorry giver dig nedenfor overblikket over, hvilke kommuner i Hovedstadsområdet, der skal give millioner til andre kommuner i det nye udligningsystem, og hvilke kommuner der skal modtage millioner.

Se, om din kommune skal bidrage eller modtage penge i det nye udligningssystem:

Kortet viser kommunernes bidrag som procent af deres beskatningsgrundlag. Kommuner markeret med rødt skal bidrage med mere, mens kommuner markeret med grønt skal modtage mere.

Holder du din mus over kommunen, kan du se, hvor mange penge de skal bidrage med eller får.

Vindere og tabere i Hovedstadsområdet

I alt skal 25 kommuner i Danmark aflevere penge, mens de resterende 73 kommuner får tilført penge.

Konsekvensen af aftalen for hovedstadsområdet er, at 18 hovedstadskommuner må til lommerne og afgive penge til fattigere kommuner, mens 13 hovedstadskommuner modtager penge fra rigere kommuner, oplyser Social- og Indenrigsministeriet.

Sammenlignet med Regeringens udspil til en udligningsreform, som de præsenterede i januar, er Hovedstadsområdet bedre stillet. Her stod 22 hovedstadskommuner nemlig til at skulle tabe penge i reformen, mens 11 kommuner stod til at modtage penge.

Samlet set skal kommunerne i Region Hovedstaden af med 678 millioner kroner. Kommunerne i de øvrige regioner i Danmark står samlet set til at modtage penge.

Kommuner som Gentofte, Rudersdal, Greve og Vallensbæk står til at skulle bidrage mest i det nye udligningssystem i forhold til kommunernes størrelse.

Gentofte skal aflevere 164 millioner kroner, mens Rudersdal skal aflevere 115,3 millioner kroner. Københavns Kommune skal aflevere mest med 465,7 millioner kroner.

- Der er nogle kommuner, der kommer til at betale. Gentofte er den kommune, der kommer til at bidrage mest i forhold til kommunens størrelse. Vi har prøvet på ikke at kigge på partifarve, men se på, hvad der giver samlet mening i forhold til god velfærd i hele Danmark, siger Wammen.

Her er de seks kommuner, der afleverer mest:

  • København: 465,7 millioner kroner
  • Gentofte skal aflevere 164 millioner kroner
  • Rudersdal skal aflevere 115,3 millioner kroner
  • Aarhus skal aflevere 78,3 millioner kroner
  • Greve skal aflevere 54,1 millioner kroner
  • Skanderborg skal aflevere 42,8 millioner kroner

Kilde: Finansministeriet og Social- og Indenrigsministeriet

Til gengæld står Ishøj, Brøndby og Herlev til at modtage mest i det nye udligningssystem.

Her er de seks kommuner, der får mest:

  • Guldborgsund: 120,2 millioner kroner.
  • Vejle 115,7 millioner kroner.
  • Næsved: 110,5 millioner kroner.
  • Kalundborg: 103,09 millioner kroner.
  • Vordingborg: 97,1 millioner kroner.
  • Holbæk: 94,1 millioner kroner.

Kilde: Finansministeriet og Social- og Indenrigsministeriet

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik