Færre lever på gaden - i én kommune er antallet af hjemløse halveret

Det er særligt de unge hjemløse, der har fået tag over hovedet, viser ny rapport.

I dag er der ti procent færre hjemløse på gaderne i Danmark, end der var for tre år siden. 

Det viser en ny kortlægning foretaget af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Udviklingen ses særligt i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Sidstnævnte har mere end halveret antallet af hjemløse på gaden på blot tre år. 

- Vi er glædeligt overraskede over, at faldet er så markant, som det er, siger Kira West, direktør i Hjem til Alle-alliancen, der arbejder for at stoppe hjemløshed i Danmark. 

Hvem er Hjem til Alle?

Hjem til Alle er en alliance mellem 19 kommuner og interesseorganisationer, der arbejder sammen om at stoppe hjemløshed i Danmark. 


Alliancen tæller blandt andet Københavns Kommune, Aarhus Kommune, Odense Kommune, Kommunernes Landsforening, Røde Kors og Kirkens Korshær. 

Den positive udvikling skyldes ifølge Kira West især en strategisk indsats, som netop fokuserer på at give skræddersyet hjælp til den enkelte på flere parametre. Både i den sociale støtte og søgningen efter fast bolig.

Indsatsen hedder "Housing First", og flere kommuner i landet har taget til den sig de seneste år.

- I mange år har det alene været den sociale støtte, man har haft fokus på. Men man kan ikke nedbringe hjemløshed uden også at have betalbare boliger, siger Kira West.

Den kombinerede indsats har givet pote, mener hun.

- Vi kan se, at i nogle af de kommuner, der har haft et særligt fokus på Housing First, er tallene helt markante, siger hun og nævner eksempelvis København. 

Der kan være mange årsager til, at et menneske ender på gaden, og hjemløse er lige så forskellige som alle andre mennesker.

Derfor kræver det en individuelt tilrettelagt handlingsplan at få hjemløse fra gaden og ind i et hjem, fortæller Kira West.

- Nogle hjemløse har meget svære sociale problemer, det kan være en kombination af psykiske lidelser og et overforbrug af alkohol og stoffer, de kan have en kæmpestor gæld eller have siddet i fængsel flere gange, siger hun:

- Det er nogle meget komplekse problemer, der er vævet ind i hinanden, og som kræver en indsats på tværs af sociale systemer.

Færre unge hjemløse

Undersøgelsen viser, at det særligt er de unge hjemløse mellem 18 og 24 år, der i løbet af de seneste tre år er kommet væk fra gaden. 

Antallet af unge hjemløse har ellers været stigende det seneste årti. 

- Mange unge hjemløse har ikke det samme netværk, som andre på deres alder, fortæller Kira West:

- De har ikke forældre, der kan hjælpe dem med at flytte hjemmefra. Der er ikke nogen til at fylde køleskabet eller betale varmeregningen.

De unge hjemløse sander til og lykkes ikke med at få etableret et hjem. De mangler støtte i hverdagen og hjælp til at bygge bro til uddannelse eller arbejde og et godt netværk. 

Kira West er stærkt tilfreds med, at man for alvor har fået taget hånd om problemet med de mange unge på gaden. 

- Det beviser, at hvis man fokuserer indsatsen på én gruppe, får man også en effekt, siger hun.

Udviklingen i antallet af hjemløse20192022
Københavns Kommune1.4421.370
Frederiksberg Kommune16780
Københavns omegns kommuner1.2371.169
Kilde: VIVE



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik