Fjerner nummerplader for at undgå p-bøder

Flere københavnere fjerner nummerpladen for at undgå p-afgifter. Men det kommer ofte til at koste dem dyrt.

Udspekulerede københavnske parkeringssyndere driver åarkeringsvagterne til vanvid med en ulovlig fidus. Bilejerne fjerner simpelthen bilernes nummerplader for at undgå at få p-bøder, skriver 24timer.

Bilisterne langtidsparkerer typisk i betalingsbåse uden at betale, men nogle efterlader også køretøjerne i lyskryds og buslommer, hvor standsning og parkering er strengt forbudt.

Alene det kommunale københavnske parkeringskorps har siden januar i fjor registreret 1366 ulovligt parkerede biler med afmonterede nummerplader - mange af dem i parkeringsbåse, hvor timetaksten er op til 29 kroner.

- Et er, at vi i Parkering København kæmper med dette tiltagende problem. Noget andet er, at samfundet har et problem, når flere vælger på denne måde at snyde fællesskabet, siger Anders Møller, direktør i Parkering København, til 24timer.

- For de tager lovlydige bilisters pladser, de undlader at betale, og de er ofte til ulempe for fremkommeligheden, når de eksempelvis parkerer uden nummerplader ved et busstoppested og forsinker en masse mennesker, siger han.

Men mange bliver slemt skuffede, når de forsøger sig som p-gratister, skriver 24timer.

Det er nemlig ulovligt at parkere køretøjer uden nummerplader på offentlig vej. Så i mange tilfælde fjerner politiet bilen, inden ejeren kommer tilbage.

Politikommissær Jan Holt fra Københavns Politis færdselsafdeling fortæller, at mange dummer sig.

- Nogle bilister tror, at de kan kan fjerne nummerpladerne og undgå parkeringsafgifter. Men der tager de helt fejl. Vi fjerner nemlig bilerne for via stelnummeret at finde frem til, hvem bilen tilhører, siger han til 24timer.

Når det sker, kommer bilejeren - foruden en parkeringsafgift - til at betale for bugsering og opbevaring af bilen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik