Først befrielsen. Så jubelrusen. Og så hævnen

Der er tavshed i æteren.

Nyhedsoplæseren Johannes G. Sørensen har i BBC’s dansksprogede udsendelse netop berettet om de allieredes fremdrift i det nordlige Tyskland med kurs mod de danske grænser. Den tyske hær er brudt sammen og har kapituleret i store dele af det kontinentale Europa.

Hitler har slugt en cyanidpille og skudt sig selv i hovedet, og hans nazistiske Tyskland har tabt krigen. Men Danmark er fortsat besat. Værnemagtens overgivelse og den danske befrielse kan dog ikke undgås - bliver det i dag, i morgen eller i næste uge, spekuleres der i. Derfor sidder ekstraordinært mange danskere klar ved radioen denne fredag aften og lytter i spændning.

Klokken er 20.36 den 4. maj 1945, da en længere pause i udsendelsen og radiobølgernes knitrende og uldne lyd tilføjes en let rumstering. Nyhedsoplæseren har fået stukket et telegram i hånden og træder igen hen til mikrofonen.

”I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Krigen er slut. Besættelsestiden i Danmark – på nær Bornholm – er overstået.

Danmark er nu trådt ind i en fredstid.

Men aftenen for befrielsen udvikler sig alt andet end fredeligt.

Borgerkrig i byerne

Forvirring præger timerne efter beskeden om overgivelsen, hvor en modstandsbevægelse samlet under paraplyorganisationen Frihedsrådet straks går i gang med at overtage kontrollen af landet.

Formelt set skal de tyske soldater først kapitulere klokken 8.00 om morgenen den 5. maj, og ifølge tyskernes overbevisning skal overgivelsen ske til de engelske styrker.

- Der er forvirring om, hvem tyskerne skal overgive sig til. Og det fører til spontane kampe mellem modstandsfolk og tyske soldater, siger Sofie Lene Bak, der er lektor på Københavns Universitet og forfatter af flere bøger om besættelsestiden.

Nogle tyske enheder indvilliger i at overgive sig til modstandsbevægelsen, andre insisterer på at afvente de allierede soldaters indtog i Danmark.

De mest blodige kampe sker dog danskere imellem.

København og andre store byer rummer nemlig adskillige bevæbnede danskere, der aktivt har kæmpet på nazistisk side i enheder som hjælpepolitiet Hipo, Schalburgkorpset eller i paramilitære terrorgrupper som Petergruppen eller Lorenzengruppen.

Mange af dem er ikke indstillet på at lade sig overgive til modstandsbevægelsen.

De er ’in too deep’.

Allerede om aftenen og natten den 4. maj opstår der ildkampe i gaderne i København mellem modstandsfolk og dansk-nazistiske korps.

- Det skaber en enormt farlig situation, for folk er jo væltet ud af boligerne og har samlet sig på gaderne for at fejre befrielsen. Samtidig har der kørt de her skydegale typer rundt i byen, som har været desperate og vidst, at spillet var ude, siger Sofie Lene Bak.

Besættelsens blodigste døgn

Kampene fortsætter flere steder i byen dagen efter. Ifølge tal fra Nationalmuseet mister 54 personer fra modstandsbevægelsen livet i gadekampene i København, og flere hundrede bliver såret.

Uden for København er der flere eksempler på, at forvirring og dårlig kommunikation ender med at koste liv.

Om morgenen den 5. maj er omkring 250 tyske soldater fra en garnison i Brøndbyøster i færd med at overgive sig til danske modstandsfolk, da et halvklodset vådeskud fra en ikke specielt våbenduelig modstandsmand får de tyske soldater til at tro, at de er under angreb. Det fører til en ildkamp, hvor fire danskere og mindst to tyskere bliver dræbt.

Kort efter middag mister fire frihedskæmpere fra Roskilde livet, da de bliver skudt af andre modstandsfolk ved Sorø, som fejlagtigt tror, at gruppen fra Roskilde er Hipo-folk i forklædning.

Andre steder forskanser danske, militante nazister sig og forbereder sig til et endeligt opgør.

19 medlemmer fra den berygtede Lorenzengruppe søger mod et sommerhus i Asserbo i Halsnæs. Her opspores de af en større gruppe modstandsfolk fra Frederiksværk, der bevæbnet med en hjemmefabrikeret panservogn gennemhuller sommerhuset. Tre fra gruppen dør. De resterende – flere af dem hårdt såret – bliver arresteret.

Døgnet fra beskeden om den tyske overgivelse den 4. maj til aftenen den 5. maj ender med at blive det blodigste under hele besættelsestiden i Danmark.

De nøjagtige dødstal for befrielsesdøgnet er der tvivl om, men man skønner, at mindst 100 modstandsfolk på tværs af landet – og sandsynligvis endnu flere – dør. På den nazistiske side er tabstallene forbundet med mere usikkerhed, men mindst lige så mange danske nazister, stikkere eller kollaboratører mister livet.

Synligheden af et retsopgør

Det er dog et fåtal af personerne i modstandsbevægelsens søgelys, der griber til våben.

Frihedsrådet har forberedt sig på dagen for befrielsen og ikke mindst det retsopgør, der ledsager besættelsestidens afslutning. De har informationer om folk, der mistænkes for at være stikkere, kollaboratører, nazister, såkaldte ”tyskerpiger” samt folk, der har udført arbejde for tyskerne, som de straks går i gang med at arrestere.

På åbne lad af lastbiler bliver folk mistænkt for landsforræderi kørt gennem Københavns gader og til arresthuse. Nogle påtegnes hagekors, andre iklædes skilte påskrevet titler som ”stikker” eller ”landsforræder”.

Festen og glædeshandlingerne i befrielsesdagene bliver hurtigt blandet med en meget voldsom hævntørst, forklarer lektor Sofie Lene Bak.

- Dels har folk haft en opsparet frustration, dels har folk været overtændte og opstemte af eufori, og så har vi også fænomenet med ”de sidste dages hellige”, hvor der lige pludselig er tusindvis af mænd, der lige pludselig hævder og får travlt med at vise over for alle, at de da også var meget modige og aktive modstandsmænd, siger hun.

Udadtil er hovedargumentet for de hurtige og offentlige anholdelser, at man ved at være hurtigt ude kan forhindre selvtægt, som man i ugerne forinden havde set i Frankrig, hvor en krigsmartret befolkning i et amok-løb af et uautoriseret retsopgør henrettede mindst 10.000 mistænkte.

- Her er synligheden af arrestationerne vigtig. Det ville ikke nytte noget, hvis modstandsbevægelsen hentede de mistænkte i nattens mulm og mørke, for der var i befolkningen et stort behov for, at retfærdigheden skete konsekvent og hurtigt, siger Sofie Lene Bak.

Og selvom de meget offentlige og til tider hævngerrige anholdelser har været med til at mætte folkets retsfølelse, så var det også med til at stemple borgere, der intet ulovligt havde gjort.

- Hvis ikke der havde været de her internereringer, så var befrielsen sikkert endt i flere drab og mere selvtægt. Men det var heller ikke helt efter bogen, som alle interneringerne foregik. Det blev jo meget tydeligt med for eksempel tyskerpigerne, for hvad var det egentlig for en forbrydelse, de var mistænkt for at have begået?, spørger Sofie Lene Bak retorisk.

Hadet til tyskerpigerne

Svaret på det retoriske spørgsmål er, at de ingen forbrydelse har begået. I hvert fald ikke juridisk set. Alligevel bliver flere tusinde piger og kvinder interneret i befrielsesdagene alene med den begrundelse, at de er mistænkt for at have haft et forhold til tyske soldater.

Men inden da bliver mange af dem ydmyget og sat til offentligt skue og skam.

- Allerede om aftenen den 4. maj ser vi eksempler på, at tyskerpiger får klippet håret af og bliver afklædt og ydmyget, forklarer Sofie Lene Bak.

Flere tusinde kvinder blev interneret alene med den begrundelse, at de var mistænkt for at have haft et forhold til tyske soldater. Konservative skøn antager, at 50.000 danske piger havde forhold til soldater fra besættelsesmagten.

Og alene det burde vær nok grund til, at kvinderne kunne dømmes, mente en stor del af befolkningen.

- Der var en meget bred opbakning til de her aktioner over for pigerne. Man lavede en Gallupundersøgelse i 1945, der viste, at tre fjerdedele af befolkningen var fortalere for, at såkaldte tyskerpiger skulle have en straf, selvom de ikke havde begået noget decideret kriminelt, siger Sofie Lene Bak.

- Man mente simpelthen, at de havde gjort noget, der var usømmeligt både moralsk, men også over for landet. Der herskede en holdning af, at pæne piger skulle agere dydigt, og det gør man ikke, hvis man går med soldater eller sømænd. Så hos store dele af befolkningen mente man, at pigerne ikke kun havde forbrudt sig sædeligt, men også mod nationen, fordi soldaten havde været tysk.

Dødsstraf slukkede hurtigt hævntørsten

I dagene under og efter befrielsen bliver over 30.000 danskere arresteret og sat i fængsel. En stor del af dem bliver senere sigtet for at have handlet ulovligt eller unationalt under besættelsen.

Men en stor del bliver også løsladt, fordi de intet ulovligt har gjort. Men mistanken og en medfølgende skam følger dem resten af livet.

- Det at have været interneret har været en plat, der ikke kunne vaskes af. Alle i lokalsamfundene har vidst præcis, hvem der været arresteret. Og for mange af dem var det stort set umuligt at få et job efter krigen, forklarer Sofie Lene Bak.

Med en ny regering bliver en række midlertidige særlove vedtaget, som skal danne grundlag for et retsopgør, hvis lige man aldrig før har oplevet i Danmark.

Den klart mest markante straf, der genindføres med retsopgørets særlove, er dødsstraffen.

- Da modstandsbevægelsen i slutningen af 1943 kommer med de første udkast til et muligt retsopgør efter krigen, er dødsstraf ikke nævnt med et eneste ord. Men i løbet af de sidste år under besættelsen tager krigen en drejning med mere terror og gru i en sådan grad, at man er helt enige om, at dødsstraffen skal genindføres, siger Sofie Lene Bak.

13.000 danskere bliver dømt med den kontroversielle lovgivning, der havde tilbagevirkende kraft. Det betød blandt andet, at danske forretningsdrivende kunne straffes, hvis de havde tjent gode penge på at have udført arbejde for besættelsesmagten selv under perioden med samarbejdspolitik frem til august 1943.

Det varer dog ikke længe, før man indser, at straffene er for hårde. Allerede i 1946 revideres lovene, så straffene bliver mildere.

76 mænd og to kvinder bliver idømt den strengeste straf, dødsstraffen. De fleste af disse domme går til danske nazister, der har været aktive i terrorgrupperne eller Hipo-korpset. 46 af disse domme bliver eksekveret, resten bliver benådet af Justitsministeriet.

Men i takt med, at flere bliver henrettet, og krigen kommer på afstand, svinder opbakningen til dødsstraffen.

- Hævnfølelsen ebber ret hurtigt ud. I virkeligheden er det ret opsigtsvækkende, at folk er så hurtige til at lægge en konflikt, der har gjort så stort et indtryk, bag sig, siger Sofie Lene Bak.

Den 20. juli i 1950 klokken 01 om natten blev Ib Birkedal Hansen, der stod i spidsen for en terrorgruppe under Gestapo, som den sidste i Danmark henrettet ved voldene på Christianshavn. I 1960 – 15 år efter befrielsen – bliver den sidste dømte under retsopgøret løsladt.

Længe inden da var befolkningen begyndt at se frem mod lysere tider.