Hjemmepleje tvunget i nødberedskab - borgmester provokeret af udmelding fra Christiansborg

Sæsonbetinget sygefravær, afvikling af ferie og mangel på vikarer er nu skyld i, at hjemmeplejen flere steder i TV 2 Lorrys sendeområde går i nødberedskab.

"I hjemmeplejen ser vi ind i en periode, hvor presset vil øges blandt andet på grund af sygefravær og nu også covid-19 smitte blandt borgere og medarbejdere. Derfor har det været nødvendigt for ledelsen af hjemmeplejen at lave nogle tydeligere prioriteringer af indsatser, hvor mange borgere i en periode vil opleve færre eller kortere besøg og dermed også mindre hjælp."

Sådan lyder en del af indledningen på det brev, som Helsingør Kommune fredag har måtte sende ud til de knap 2000 borgere, der gør brug af kommunens hjemmepleje.

Som flere andre kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde er kommunens hjemmepleje nemlig nu så presset, at man må gå i nødberedskab og prioritere de livsnødvendige opgaver.

Det betyder, at man blandt andet må skære ned på ældre og sårbare borgeres rengøring, personlig pleje og omsorg.

Det sker få dage efter, at et politisk flertal på Christiansborg blev enige om den såkaldte coronavinterpakke, der afsatte én milliard til trængte sygehuse.

Og det er noget, som provokerer Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, der frygter, at der nu kan opstå en yderligere skævvridning, fordi hospitalerne med coronavinterpakken har fået en milliard til at kunne fastholde og rekruttere.

- Jeg kigger bare på mine medarbejdere og tænker: "Det (står i en særlig og akut situation, red.) gør vi da i den grad også". Vi har behov for, at vores medarbejdere også får en anerkendelse af, at de knokler, så det basker i en meget, meget svær situation, siger hun til TV 2 Lorry.

I samme forbindelse kommer borgmesteren også med en skarp kritik af politikerne på Christiansborg.

- Man bliver på Christiansborg nødt til at se på sundhedsvæsenet, som noget der både foregår i regionenerne og i kommunerne. Man må erkende, at de to ting hænger sammen. Det der foregår på sygehusene og i kommunerne er forbundne kar.

- Det påvirker hinanden i den grad. Det er som om, at man ikke har indset det hos rigtig mange politikere. Derfor var det noget provokerende for os i kommunerne, da man kom med en coronavinterpakke med en milliard til sygehusene, fordi de står i en særlig og akut situation.

Allerede mandag var Benedikte Kiær og en del af hendes borgmesterkollegaer ude og kritisere de nye coronavinterpakke. Det kan du se mere om i indslaget nedenfor.

(Artiklen fortsætter efter videoen).

Borgmestre fra flere af kommunerne i vores sendeområde er stærkt utilfredse med den såkaldte corona-vinterpakke, regeringen præsenterede i går. En pakke, hvor regionerne får 1 milliard kroner, de skal give videre til sundhedsvæsnet, der er hårdt presset af corona-pandemien. Borgmestrene føler, at kommunernes sundhedsopgaver bliver overset.

Flere kommuner ramt

Men Helsingør Kommune står ikke alene om problemet med en udfordret hjemmepleje.

I en rundspørge, som TV 2 Lorry har sendt ud til alle 34 kommuner i sendeområdet, er 14 kommuner vendt tilbage. Af dem svarer flere kommuner, at kommunens hjemmepleje er nødt til at gå i nødberedskab.

Foruden Helsingør gælder det også for Gladsaxe og Solrød kommuner.

Derudover fortæller Hvidovre og Hørsholm, at kommunens hjemmepleje ikke er gået i nødberedskab, men at man er udfordret på medarbejderressourcer, mens Brøndby Kommune "genkender at være pressede på personale både i hjemmeplejen og i sygeplejen".

21 ledige stillinger

I Gladsaxe Kommune er hjemmeplejen foreløbigt gået i nødberedskab frem til den 3. januar. 

Her er en af af udfordringerne også en stor mangel på vikarer. Lige nu er cirka 21 ud af 410 stillinger i Gladsaxe Hjemmepleje ledige.

Derfor arbejder kommunen med en række forskellige initiativer for at rekruttere flere ansatte.

- Kommunen har blandt andet oprettet 20 nye uddannelsesstillinger inden for sosu-området til ufaglærte medarbejdere, som dermed får løn under uddannelsen. På den måde forventer man at kunne rekruttere flere elever til sosu-uddannelserne, lød det onsdag i pressemeddelelsen.

Samtidig samarbejder Gladsaxe med de øvrige kommuner i Region Hovedstaden om at få flere til at vælge en uddannelse inden for blandt andet ældreområdet.

TV 2 Lorry ville fredag gerne have spurgt social- og ældreminister Astrid Krag (S) om, hvad hun mener om, at flere kommuner må sende hjemmeplejen i nødberedskab, og hvorvidt den kommunale velfærd er blevet overset. Ministeren har ikke haft tid til at stille op til interview.

Ligeledes er Socialdemokratiets Rasmus Horn Langhoff ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Et problem i sommer

Også i sommer oplevede flere kommuner, at ældrevelfærden var udfordret.

TV 2 Lorry fortalte i juli, at mange kommuner akut stod og manglede sommerafløsere til ældreområdet.

I en rundspørge, som TV 2 Lorry havde sendt ud til alle 34 kommuner i sendeområdet, svarede ni kommuner, at de stod og manglede varme hænder.

Det gjaldt kommunerne Furesø, Frederikssund, Brøndby, Ishøj, Roskilde, Dragør, Lejre, Rudersdal og Solrød.

I Rudersdal Kommune endte udfordringen med, at man i en perioden måtte lukke tre daghjem ned, fordi man ikke kunne finde ferieafløsere nok.

Se eller gense indslaget om flere kommuners mangel på ferieafløsere til hjemmeplejen nedenfor.

Kort nyt

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik