Murermester vækker opsigt med opslag på Facebook: "Hvorfor hylder vi kun studenterne?"
Mens vi altid husker at hylde de nyudklækkede studenter, så glemmer vi at gøre det samme med vores erhvervselever, lyder det i en opfordring på Facebook fra murermester Dennis Bøggild.
Netop nu er gaderne fyldt med glade studenter, der fejrer afslutningen på deres gymnasietid på ladet af lastbiler og hestevogne.
Samtidig betyder de mange hvide huer i gadebilledet traditionen tro, at man i medierne kan læse historier og interviews i medierne om de studenter, der har fået de flotteste karakterer.
Og den store fokus på de nyudklækkede studenter fik for nogle dage siden murermesteren Dennis Bøggild til tasterne på Facebook, hvor han ærgrer sig over, at medierne ikke husker at hylde andre grupper af unge, der bliver færdige med deres skolegang.
- Efter at have læst artikler, der hylder klasser med det højeste karaktergennemsnit, og historier om elever, der mente, det havde været hårdt, så må jeg bare erkende, at jeg sidder tilbage med denne følelse: Hvornår begynder medierne at hylde erhvervsuddannelserne?, skriver Dennis Bøggild blandt andet i sit opslag på Facebook, som han slutter af med opfordringen 'Kom nu ind i kampen!'
Fortjener positiv opmærksomhed
Opslaget har i skrivende stund fået mere end 10.000 interaktioner og en masse støttende kommentarer, og overfor TV 2 Lorry forklarer den garvede murermester, at han håber opslaget kan være med til at sætte fokus erhvervsuddannelserne, der fortjener meget mere positiv opmærksomhed, end de får i dag.
Han forstår nemlig ikke, hvorfor det kun er studenterne, der hyldes for at færdiggøre deres uddannelse.
- Set i lyset af de studenter, der kører på vejene nu, så synes jeg, at vi glemmer at hylde vores erhvervselever. Det er sjældent, der bliver skrevet om fornemme svendeprøver, men dem skal vi altså også huske at fremhæve, selvom de ikke kører rundt på vejene siger han.
Dennis Bøggild har selv fire elever i sin virksomhed, hvilket gør, at han med stolthed kan være med til at uddanne én murer om året, men både murerfaget og andre håndværksfag mangler lærlinge, og derfor mener han, der skal mere positivt lys på uddannelsen.
- Der er meget negativ fokus om nedslidning og dårlig løn. Men det er altså et stolt arbejde med en masse muligheder. Hvis du eksempelvis vil være arkitekt, bliver du nok kun bedre, hvis du har arbejdet som murer før, og de samme udviklingsmuligheder finder du også indenfor de andre fag, siger han, og peger på begivenheden DM i Skills, som et oplagt sted at besøge, hvis man er i tvivl om, hvor dygtig man kan blive som elev på en erhvervsskole.
- Her bliver eleverne hyldet, ligesom de får lov til at fremvise, hvor dygtige de er blevet under uddannelsen. Men samtidig kan man også få lov til at stifte bekendtskab med de mange muligheder, de enkelte uddannelser kan give en, fortæller han.
I klippet nedenfor kan du set et tidligere indslag fra TV 2 Lorry fra DM i Skills, hvor landets bedste lærlinge dystede og viste deres talenter frem.