Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og dermed skal der snart dækkes op til den helt store julemiddag ude i de danske hjem.
Men som sangen går, så varer julen længe og koster mange penge. For nogle koster den endda for mange penge. For dem, der gerne vil spare penge på maden, findes der dog alternativer til dyre madindkøb.
Et af dem, står Rasmus Erichsen bag. Han er stifter af foreningen Stop Spild Lokalt, der deler overskudsmad fra blandt andet supermarkeder ud til de, der gerne vil have en gratis portion mad.
Jeg plejer at sige, at lillejuleaften er vores juleaften
Hvert år på lillejuleaften gør foreningen en ekstra indsats for, at alle kan få julemad på bordet, når kalenderen viser 24. december.
- Vi ved, at vi gør en forskel for rigtig mange mennesker. Jeg plejer at sige, at lillejuleaften er vores juleaften, siger Rasmus Erichsen til TV 2 Lorry.
Stor efterspørgsel på overskudsmad
Foreningen har omkring 5000 frivillige tilknyttet landet over, og lillejuleaften er der ifølge ham særlig stort behov for deres hjælp.
Han forventer en rekordstor efterspørgsel på overskudsmaden i år.
- Vi oplever, at vi har en 50 procent større efterspørgsel end normalt. Vi har vildt travlt for tiden, og i morgen (fredag, red.) får vi endnu mere travlt, siger han og peger på, at stigende priser på mad kan være en forklaring bag den øgede efterspørgsel.
- Det er mange forskellige, der kommer og henter det her mad. Men inden for det seneste år har vi også set en ny gruppe. Nemlig børnefamilierne. Langt størstedelen kommer, fordi de er økonomisk pressede, fortæller han.
For at sikre mad nok til den store efterspørgsel, så har foreningen i år indgået et samarbejde med rekordmange dagligvarebutikker.
En af samarbejdspartnerne er Coop, der i år disker op med det hidtil største antal butikker. 400 af deres butikker, donerer nemlig overskudsmad til Stop Spild Lokalt.
- Behovet for vores hjælp har aldrig været større, og derfor er vi taknemmelige for støtten fra Coop, siger Rasmus Erichsen i en pressemeddelelse.
''Parken er vores største madoase''
I Parken vil der lillejuleaften stå 150 frivillige klar til at udlevere mad, når Stop Spild Lokalt klokken 23 åbner dørene for landets største gratis madudleveringssted.
- Parken er vores største madoase. Der bliver travlt, men det bliver en fantastisk dag, hvor det kommer til at handle om medmenneskelighed, siger Rasmus Erichsen til TV 2 Lorry.
inden for det seneste år har vi også set en ny gruppe. Nemlig børnefamilierne
Udover Parken har Stop Spild Lokalt 11 madudleveringssteder, der deler mad ud lillejuleaften i TV 2 Lorrys område.
- Her kan man hente alt fra frugt og grønt til flæskesteg og kartofler. Vi har endda julepynt, som vi også udleverer, siger stifteren.
Du kan se, hvor du kan hente overskudsjulemad i boksen nedenunder. Her har vi også tilføjet to steder, hvor man kan hente mad juleaftensdag.
OBS: Nogle steder skal man tilmelde sig, inden man dukker op. Husk selv at medbringe poser.
Herunder kan du se, hvor der udleveres mad i TV 2 Lorrys område:
Hvidovre: Hvidovrevej 253B - kl. 20.30
Rødovre: Else Sørensens vej 35 - kl. 22:30
København: Parken - Per Henrik Lings Allé 2, Tribune C7 - kl. 23
Hillerød: Fredensvej 12c - kl. 22 og 23
Der vil blive udleveret i to hold. Klokken 22 og klokken 23.Glostrup: Christiansvej 2
Her er alt udleveret.Køge: Karlemosevej 51- kl. 22
Kl. 21.45 deles der tilfældige numre ud.
Kl. 22.00 starter uddeling i nummerrækkefølge
Kommer man efter kl. 21.45 stiller man sig bagerst i køen uden nummer.Albertslund: Bytorvet 2- kl. 23
Der bliver uddelt numreFarum: Nygårdsterasserne 206a - kl. 21
Egedal: Ørnebjergvej 1 - kl. 20:30
Greve: Gersagerparken 107 - kl. 23
Her er alt udleveretRoskilde: Wiemosen 48 - kl. 22:30
Bagsværd: Værebrovej 72 - kl. 22
24. december
Ballerup: Møllevej 3 - kl. 10-12
Halsnæs: Frederiksværk camping - kl. 9