Politi rykker ud til store gymnasiefester i københavnske parker

Københavns Politi er onsdag eftermiddag til stede i Kongens Have og Frederiksberg Have, hvor mange hundrede primært unge i gymnasiealderen er forsamlet.

Opdatering klokken 18.25:
Artiklen er opdateret med nye oplysninger og citater fra Københavns Politi.

Mange festende unge i gymnasiealderen har onsdag søgt mod københavnske parker for at markere det nye skoleår.

Og det har fået flere borgere til at kontakte politiet, da de festende forsamlinger ifølge anmelderne har virket til at have en alarmerende størrelse.

Københavns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at de er til stede i Kongens Have og er på vej til Frederiksberg Have for at ”holde styr på situationen”.

- Vi har fået en del anmeldelser fra Kongens Have, som går på, at der er mange personer til stede, formentlig til en gymnasiefest. Vi monitorerer løbende situationen og er til stede med vejledninger og indskærper ved hjælp af dialog og henviser til retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne, siger vagtchef Thomas Hjermind til TV 2 Lorry.

Op mod 1000 samlet i Kongens Have

Med det nuværende forsamlingsforbud er det forbudt at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 100 personer på samme sted samtidig. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs.

Ved 16-tiden er det politiets skøn, at der er omkring 400-500 personer til stede i Kongens Have, hvoraf en stor del af er en del af den fragmenterede fest.

Da TV 2 Lorry ved 18-tiden taler med politiinspektør Paw Kaltoft oplyses det, at tallet nu nærmere er mellem 800 og 1000 mennsker i den centrale park, hvoraf størstedelen er til stede med formålet at deltage i festlighederne.

- Derfor er vi nu gået i gang med at forsøge at få de unge til at udnytte pladsen bedre. Vores indsatsleder på stedet er sammen med andre betjente gået i gang med at anvise de unge til at sprede sig mere og søge ud i hjørnerne for at undgå, at de mange forsamlinger smelter sammen, siger politiinspektør Paw Kaltoft til TV 2 Lorry.

Ifølge politiinspektøren er Kongens Have stor nok til at kunne rumme de mellem 800 og 1000 mennesker, hvis grupperne vel at mærke formår at holde afstand til hinanden.

Paw Kaltoft tilføjer, at politiet oplever nogenlunde ro og orden hos de unge, der er gode til at følge politiets anvisninger og lade sig opdele i mindre grupper.

"Puttefest" aflyst i Dyrehaven

Billeder og video fra Frederiksberg Have viser, at mange festende unge også her har fundet sammen.

Københavns Politi oplyser, at de også har en patrulje til stede i Frederiksberg Have.

Fester med elever netop startet på gymnasiet er et tilbagevende fænomen i hovedstadsområdet hvert år i august måned.

I Dyrehaven nord for København afholdes finder den såkaldte ”puttefest” sted i området Ulvedalene på en af de første fredage i det nye skoleår.

I år bliver lige præcis den fest dog ikke til noget – i hvert fald ikke i Dyrehaven. Her har politiet nemlig indført et midlertidig opholdsforbud i lige nøjagtig det tidsrum, hvor festen ellers skulle have fundet sted.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik