Politikere kræver handling fra minister efter udfasning af pensionistkort

Pensionister får samme rabat efter udfasning af pensionistkort, men for nogle betyder det store prisstigninger.

DSB, Movia og Metroselskabet har besluttet at udfase pensionistkortet også kaldet mimrekortet. Derfor har enkelte politikere taget kontakt til transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet for at få ham til at gribe ind over for de tre selskaber.

Ønsket fra politikerne skyldes, at udfasningen af pensionistkortet kan få økonomiske konsekvenser for brugerne.

En af dem er 68-årige Karen Brantbjerg Jensen fra Vedbæk. Hun er en af de pensionister i hovedstadsområdet, der flittigt bruger pensionistkortet.

Udfasningen kan resultere i, at Karen Brantbjerg Jensen bliver nødt til at søge billigere alternativer end den offentlige transport. Hun kan nemlig forvente en prisstigning på sin daglige tog- og busture, efter det er besluttet at afskaffe kortet til sommer.

- Det er jeg rigtig, rigtig ked af, fordi det kommer til at betyde en væsentlig stigning for mig, siger Karen Brantbjerg Jensen til TV 2 Lorry.

Mest brugt i hovedstaden

For nogle borgere kan omlægningen af pensionisttaksterne vise sig at være en god nyhed. Pensionister uden pensionistkort betaler i dag fuld pris for rejser med bus, tog og metro.

Efter ændringen vil alle pensionister få mellem 25 og 40 procent i rabat på deres rejser.

Geografisk set vil pensionister uden for de større byer få størst gavn af reformen, fordi langt hovedparten ikke bruger pensionistkort.

Pensionistkortet er hovedsageligt populært i hovedstadsområdet. Her har 17 procent af pensionisterne et mimrekort, mens blot tre procent af pensionisterne på Vestsjælland bruger kortet, mens tallet for Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn er under én procent.

Karen må droppe nogle af sine aktiviteter

Karen Brantbjerg Jensen er blandt de 17 procent, der bruger pensionistkortet. Hun bruger det blandt andet til at komme til træning, korsang, sprogundervisning samt besøg hos venner og familie.

For hende vil udfasningen få den konsekvens at hun bliver nødt til at droppe nogle af sine aktiviteter, da hun ikke ejer en bil.

- Med et stramt budget skal jeg tænke mig meget om, og der vil være ting jeg ikke kan få råd til ligesom før. En tredobling af mine rejseudgifter som minimum det er væsentlig for mig, fortæller hun.

I dag betaler den 68-årige pensionist 595 kroner hver tredje måned for et pensionistkort, som hun bruger fra Vedbæk til Humlebæk, Bagsværd, Hellerup, Nærum, Lyngby og København. Men når den nye ordning træder i kraft, skal hun give 600 kroner hver måned for at kunne gøre de samme ting.

- Det er kun et minimum, for deri har jeg kun beregnet de faste ting, jeg gør. Alt, hvad jeg ellers gør ud over det, kommer til at lægge oveni. Det er cirka 5000 kroner mere, jeg skal betale for transport, lyder det fra Karen Brantbjerg Jensen.

Politikere kræver handling fra minister

I stedet for pensionistkortet vil DSB, Movia og Metroselskabet give 40 procent rabat til pensionister samtidig med at de fremover skal bruge rejsekort. Men nogle politikere mener, at transportministeren skal gribe ind.

- DSB, Movia og andre skal selvfølgelig forklare, hvorfor de har valgt den her voldsomme justering af deres prisstruktur, siger Hans Kristian Skibby, transportordfører og medlem af Transportudvalget fra Dansk Folkeparti, til TV 2 Lorry.

Han bliver bakket op af sin kollega Henning Hyllested fra Enhedslisten, der også er transportordfører og medlem af Transportudvalget.

- Jeg mener, han har et ansvar som transportminister for at sige til dem, at det kan vi ikke leve med. Vi kan ikke leve med, at priserne i den kollektive trafik stiger, fortæller han.

TV 2 Lorry har mandag forsøgt at få et interview med transportministeren, men han henviser til DSB, Movia og Metroselskabet, som har taget beslutningen med begrundelsen om at give alle pensionister de samme rabatter.

Karen Brantbjerg Jensen håber, at der kommer en bedre løsning end at sløjfe pensionistkortet.

Udfasningen træder i kraft den 9. juni i år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik