Oversigt

Seneste nyt

Stor stigning i antal af nærved-påkørsler af tog

I 2021 var der i gennemsnit mere end tre episoder om dagen, hvor lokomotivførere var tæt på at ramme personer på de danske skinner.

Det skriver Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra Trafikstyrelsen.

Antallet af nærved-påkørsler er ifølge organisationen steget fra 921 i 2018 til 1380 i 2021.

Det svarer til en stigning på næsten 50 procent på tre år.

TV 2 Lorry skrev desuden tidligere på året, at antallet af indberetninger om personer, der krydser eller opholder sig på jernbanespor, er eksploderet i 2022. Især i hovedstadsområdet står det slemt til, advarede Banedanmark dengang.

Ud over at hændelserne udgør en stor sikkerhedsrisiko for personen på skinnerne, påvirker de også lokomotivførerne negativt psykisk.

Det siger formand for Dansk Jernbaneforbund Preben S. Pedersen i pressemeddelelsen.

- Hvert år er der kolleger, der må gå hjem før tid, fordi de er slidt i stykker rent psykisk af påkørsler og nærved-påkørsler. Derfor er det så vigtigt at gå op imod tendensen, siger han.

Han mener, at det er et område, som der skal langt mere fokus på, end der er i dag.

Blandt andet mener formanden, at folk har for dårlig forståelse af, at jernbaneskinner er et farligt sted at opholde sig.

- De skal vide, at de både gambler med deres eget liv, men også med lokomotivførernes psykiske helbred, når de ikke udviser den rette respekt for banen, siger han.

Betegnelsen nærved-påkørsler dækker over episoder, hvor tog har været tæt på at ramme personer, men ikke har gjort det.

Antallet af episoder er steget i de fire år, som Dansk Jernbaneforbund har tal fra. Men især fra 2020 til 2021 er der sket et spring opad.

I 2020 blev der indrapporteret 1088 episoder. Et år senere var det tal steget med næsten 300 til 1380.