Oversigt

Seneste nyt

Tidligere minister melder sig ud af Venstre i protest

Birthe Rønn Hornbech, som er tidligere integrations- og kirkeminister, har meldt sig ud af Venstre efter at have været medlem i 48 år.

Det skriver hun søndag aften i en pressemeddelelse.

Hun begrunder det med, hvordan partiet har ageret i regeringens planer om at afskaffe store bededag.

- Jeg synes, at det der er sket i de sidste uger, hvor man går ind og vil bestemme over arbejdsmarkedets parter ved at afskaffe store bededag, det er så u-liberalt, siger hun til Ritzau.

Forslaget om at afskaffe store bededag har fået kritik både fra arbejdsmarkedets parter, oppositionen i Folketinget og folkekirken.

Hun mener også, at Venstre lader staten gribe ind i kirkens indre anliggender.

- Det bliver selvfølgelig endnu værre af de forklaringer, de kommer med! For de vil for det første ikke stå ved det, og de forstår ikke noget, og så vil de ovenikøbet diktere det igennem det, jeg har kæmpet mod, lovsjusk, siger hun.

Hun henviser til, at der er en kort høringsfrist.

Birthe Rønn Hornbech har siddet i Folketinget ad flere omgange. Senest blev hun valgt i Sjællands Storkreds.