Nej tak til studietur: Coronavirus skræmmer gymnasieelever

60 elever på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby er i vildrede over deres studietur til Firenze i Italien på grund af coronavirussen.

Hvad er værst? 

At rejse med fare for at blive smittet med coronavirus eller at blive hjemme og miste en masse penge? 

quote Lige nu står vi til at skulle afsted på en utryg studietur, der ikke bliver som vi havde håbet på eller også kommer vi ikke afsted og mister vores penge.

Mille Vinkel Simonsen, gymnasieelev

Det dilemma har ramt to 2.g klasser på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby. De i alt 60 elever på Biotek-linjen havde planlagt en studietur til Firenze den 22. - 26. marts, men turen er i overhængende fare for at blive aflyst.

Italien er nemlig ramt af coronavirus, og smittefaren får mange af eleverne til at tvivle på om de vil med på studietur.

Corona-bekymring er det store samtaleemne på et gymnasium i Lyngby. Flere lærere vil ikke rejse og en række elever må ikke.

- Vi er lidt tilbageholdende med at tage afsted, fordi vi er bange for, at der enten er en masse ting, der er lukket, at der er en, som får virussen eller at vi bliver smidt i karantæne, når vi kommer hjem, siger gymnasieeleven Caroline Rømer til TV 2 Lorry.

En utryg studietur eller tabte penge

Caroline Rømer er ikke den eneste elev, der er betænkelig ved udlandsrejsen.

- Lige nu står vi til at skulle afsted på en utryg studietur, der ikke bliver som vi havde håbet på eller også kommer vi ikke afsted og mister vores penge, siger Mille Vinkel Simonsen fra Caroline Rømers parallelklasse.  

- Hvad hvis vi nu bliver smittet? Hvad hvis vi går ned i undergrundsbanen og der er en som hoster på os. Skal vi så være nervøse eller skal vi ikke være nervøse? Og hele det her med, hvad sker der egentlig hvis vi tager afsted?, siger Rasmus Kamp Nielsen, der også skal med til Firenze, hvis det altså overhovedet bliver til noget.

quote Vi retter os efter Udenrigsministeriets rejsevejledning, og hvis den ikke ændrer sig, så kommer klasserne afsted på studietur.

Kirsten Flagstad, gymnasiedirektør

Indtil videre skal 10 ud af 60 elever ikke med på studieturen, men eleverne forventer, at det tal vil blive langt højere. Desuden har to lærere meddelt, at de ikke ønsker at tage med - også på grund af coronavirus.

Udenrigsministeriets vejledning er afgørende

Trods elevernes bekymring mener gymnasiets direktør ikke, at der er grund til at aflyse turen.

- Vi retter os efter Udenrigsministeriets rejsevejledning, og hvis den ikke ændrer sig, så kommer klasserne afsted på studietur, siger Kirsten Flagstad, der er gymnasiedirektør på H.C. Ørsted Gymnasiet, til TV 2 Lorry.

 

Sent mandag aften ændrede Udenrigsministeriet sine anbefalinger til Norditalien, hvor man nu fraråder alle unødvendige rejser. Det gælder dog ikke for Firenze, som stadig er i den gule kategori.

De berørte områder er regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

At udenrigsministeriet nu fraråder rejser til Norditalien betyder dog heller ikke, at det ikke er tilladt at rejse til de berørte områder. Det betyder derimod, at Udenrigsministeriet ikke vil anbefale rejsen, hvis skituren, forretningsmødet eller studieturen kan undværes.

På den måde sikrer man nemlig i højere grad, at smitten ikke tages med tilbage til Danmark.

Gymnasiedirektør Kirsten Flagstad mener, at eleverne skal tage afsted på studietur.
Gymnasiedirektør Kirsten Flagstad mener, at eleverne skal tage afsted på studietur.
Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

Eleverne i Lyngby har hver brugt 4.400 kroner på studieturen til Firenze. Det betyder, at en aflyst studietur vil koste eleverne og deres forældre 264.000 i alt.

Forsikringen dækker ikke

Som det ser ud, kan eleverne ikke få refunderet deres penge hos forsikringsselskaberne. For at det skal kunne ske, skal også Firenze være rød, så det håber eleverne, kommer til at ske.

Men nu, hvor Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Norditalien, kan eleverne måske håbe på, at de alligevel kan få aflyst deres længe planlagte studietur, uden at udgifterne er spildte.

Resten af Italien er dog fortsat "kun" i den gule kategori, som betyder, at rejsende ifølge Udenrigsministeriet skal:

"Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau."

quote Vi vågner jo op hver morgen og kigger på Udenrigsministeriets hjemmeside og ligesom bare håber, at de ændrer den til rød.

Jessie Lorentzen, gymnasieelev

Forsikringsselskaberne refunderer nemlig ifølge eleverne kun pengene, nu hvor Udenrigsministeriet har erklæret Firenze for et rødt område Det betyder, at al rejse i området frarådes. Det er f.eks. også tilfældet i Hubei-provinen i Kina.

Jessie Lorentzen er en af de elever, som håbede på, at Udenrigsministeriet ville ændre deres sikkerhedsvurdering af Italien fra 'gul' til 'rød'. 
Jessie Lorentzen er en af de elever, som håbede på, at Udenrigsministeriet ville ændre deres sikkerhedsvurdering af Italien fra 'gul' til 'rød'. 
Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

Og det er præcis det, eleverne håber på, også vil ske med Firenze.

- Vi vågner jo op hver morgen og kigger på Udenrigsministeriets hjemmeside og håber, at de ændrer Firenze til rød. Det ville være det mest optimale, for så kommer vi med sikkerhed ikke afsted, og vi får pengene tilbage, siger gymnasieeleven Jessie Lorentzen.

Hun tilføjer:

Så kan der l- igesom blive lagt låg på det, og så kan vi fokusere på at få en bedre studietur i 3.g., siger hun.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik