13-årige Julius van Overeem drømmer om et liv som iværksætter.
En af hans helt store forbilleder er serieiværksætteren og rigmanden Jesper Buch, der blandt andet står bag JustEat.
Derfor gjorde det indtryk, da der forleden tikkede en besked ind fra ham i Julius van Overeems indbakke.
- Efter at jeg havde været med i TV 2 Kosmopol, havde han set indslaget og ville gerne møde mig, fortæller Julius van Overeem:
- Jeg synes, at det var virkelig fedt. Jeg har set ham mange gange i TV.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Julius van Overeem er en "super sej dreng", som "knokler med sit iværksætterprojekt", skrev iværksætteren selv på sin Instagram-profil.
- Det kom mig for øre, at han synes, min rejse var ret sej, så i går (8. september, red.) sidst på dagen ringede jeg på døren hjemme hos ham, og vi fik en hyggelig snak om hans forretning, hans drømme og hans mål. Jeg hepper på Julius!, skriver Jesper Buch.
Vil omsætte for en million om to år
Sidste år åbnede den 13-årige dreng en bod på BK Frems hjemmebane, Valby Idrætspark, hvor han sælger kager, chips og saftevand.
Siden da er forretningen vokset sig større og tæller nu også en tuktuk-bod med søde sager, som han kører ud på både Hvidovre og Brøndby Stadion, når der er kamp.
- Kunderne kigger da lidt, når de kan se, at jeg er så ung, sagde Julius van Overeem til TV 2 Kosmopol tilbage i maj.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Nu har han hængt sine budgetmål op som plakater på væggene på sit værelse.
I 2023 er hans mål at omsætte for 125.000 kroner. I 2024 skal omsætningen vokse til 500.000, og i 2025 vil han omsætte for en million kroner.
- Jeg tog Jesper Buch med ind på mit værelse for at vise ham dem, fortæller Julius van Overeem:
- Han syntes, at det lød fedt.
Godt råd fra rigmanden
Jesper Buch rådede den 13-årige dreng til at forsøge at sælge noget ekstra til kunderne i sin bod, eksempelvis ved at spørge, om de også kunne tænke sig en saftevand, når de kommer for at købe en donut.
- Han virker som en person, der tager sig tid til at komme ud støtte op om forretninger som min, siger Julius van Overeem.
Han håber at kunne fortsætte sit iværksætteri, når han bliver voksen.
- Jeg drømmer om at investere i ejendomme en dag, siger Julius van Overeem.