Bedragere solgte luksus-højtalere på DBA: Nu er 15 købere sigtet for hæleri

Et fupfirma franarrede 15 Bang & Olufsen-højtalere af et leasingfirma og solgte de luksuriøse højtalere videre på DBA. "Der bliver bedraget rigtig meget", oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En million kroner. 

Det er den samlede værdi af de 15 luksushøjtalere af mærket Bang og Olufsen, som Midt- og Vestsjællands Politi har opstøvet hos en række borgere på Sjælland. 

Sagen tog sin begyndelse, da et falsk firma med et ditto CVR-nummer leasede højtalerne hos et leasingselskab i Nordsjælland.

Herefter besluttede de pågældende bedragere at sætte de trådløse designerhøjtalere til salg på den digitale markedsplads Den Blå Avis, hvor det lykkedes dem at sælge hælervarerne til højestbydende. 

Undervejs i sagen var der fuldstændig radiotavshed mellem fupfirmaet og leasingforretningen, og det førte i sidste ende til, at anmeldelsen havnede på politiets bord, forklarer politikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi, Michael Andreassen. 

- Alle dem, vi har været hos, har medvirket fuldstændig til alt og har udleveret tingene uden at stille sig på tværs. Det kan jo sige noget om, at det er hr. og fru Danmark, der har begået noget ulovligt her, siger politikommissær Michael Andreassen til TV 2 Kosmopol. 

God tro eller ej 

De nu sigtede borgere har købt højtalerne på Den Blå Avis. 

Selvom størstedelen af handlerne er foretaget fysisk fremfor med pakkepost, og nogle af køberne har taget sig en fornuftig forholdsregel og affotograferet sælgers identifikation, så har det altså ikke forhindret bagmændene fra det falske firma i fuskeriet.

quote - Man skal virkelig tænke sig om, når man handler på nettet. Der bliver bedraget rigtig meget.

Politikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi, Michael Andreassen

Og uden at komme nærmere ind på varernes præcise brugtpris, forklarer politikommissær Michael Andreassen, at de dyre højtalere ikke blev solgt opsigtsvækkende billigt. 

Det var derfor 15 noget overraskede borgere, der åbnede døren for politiet og fik forklaret, at den højtaler, de har spillet Elvis Presley på i et godt stykke tid, faktisk var en brandvarm hælervare.

- Det er ikke gået helt ublu til. Hælervarerne er ikke solgt til 1000 kroner. Lad os bare sige, at det nærmere er til en pris af 10.000 kroner, hvor nyprisen eksempelvis kunne have været cirka 13.000 kroner. Så spørgsmålet er, om køberne har været i ond tro, da de købte de her varer, siger politikommissæren. 

Opfordring til borgerne

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer på deres facebookside til, at man husker de gode råd, hvis man vil undgå at købe hælervarer:

- Bed om at se kvitteringen.

- Køb dine brugte ting hos købere, der er ID-valideret.

- Lav eventuelt en købskontrakt, der dokumenterer forholdene omkring salget.

IP-adresser førte til opklaring 

Midt- og Vestsjællands Politi har efterforsket sagen siden december sidste år. 

I efterforskningsarbejdet har de brugt højtalernes IP-adresse til at finde ud af, hvor den lille snes højtalere var endt henne. 

Det har de kunnet gøre, da højtalerne var koblet op til købernes wi-fi-forbindelse og dermed også havde en IP-adresse tilknyttet. 

Den digitale adresse giver andre aktive enheder på internettet mulighed for at finde og kommunikere med ens telefon eller computer og kan ses som en slags online protokolføring.

IP-adresserne bliver registreret hos B&O, så politiet på den måde kunne finde ud af højtalernes lokalitet. 

På den foranledning gjorde politiet de involverede købere et visit, forklarer Michael Andreassen. 

- Den gode historie er, at vi nu kan få tingene tilbage til rette ejer (leasingfirmaet i Nordsjælland, red.). Man skal virkelig tænke sig om, når man handler på nettet. Der bliver bedraget rigtig meget, og helt generelt er bedrageri over nettet eksploderet indenfor de seneste ti år, siger politikommissær ved Midt og Vestsjællands Politi, Michael Andreassen. 

De 15 købere er nu sigtede for hæleri og her følger et retsligt efterspil, der skal afgøre om og hvorvidt, borgerne skal straffes. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik