De første butikker lukker om en måned: Allerede nu kan du få Irma-varer til overpris

En række Irma-varer bliver revet af hylderne. Og det har nu fået flere til at sætte de eftertragtede varer til salg til højere priser.

De første Irma-butikker lukker i uge 10.

Det gælder for eksempel Irma på Roskildevej i Valby og Irma på Godthåbsvej i Vanløse, som begge er butikker, der skal lukke permanent. De butikker, som skal konverteres til andre butikker, lukker først lidt senere.

Det oplyste Coop tirsdag i sidste uge. 

Men uvisheden om, hvorvidt det stadig er muligt at få varerne med logo på, når de sidste butikker lukker dørene i, har hevet efterspørgslen i vejret.

Hos Coop er det da også tydeligt, at kunderne vil have fat i logo-varerne.

- Vi har haft en cirka en seksdobling af salget af Irma-varer som indkøbsnet, sko, viskestykker og lignende den seneste uge, skriver informationsdirektør i Coop, Jens Juul.

Net til 500 kroner

Tager man et kig i Facebook-gruppen ”Bevar Irma” bliver der også her efterspurgt Irma-net, dåser og viskestykker.

Coop har meddelt, at nogle Irma-varer fortsat vil kunne købes i de andre Coop-butikker, når Irma lukker. Men det vides endnu ikke, om logo-varerne overlever. 

- Vi har endnu ikke konkret fastlagt, hvilke Irma-varer, der skal med over i Coop, skriver informationsdirektør Jens Juul.

De første salgsannoncer med Irma-varer dukkede allerede op, da Coop meldte lukningen ud. Her kunne man erhverve sig et hvidt Irma-net for 500-700 kroner på den blå avis

Nu har flere andre fået øje på den store efterspørgsel – og en mulig guldgrube.

Flere har sat det hvide Irma-net til salg for 300 kroner på DBA. Nettet koster mellem 35 og 50 kroner i butikkerne alt efter form og design.

Det er også muligt at få fat i Irma-viskestykker i flere forskellige farver for 190 kroner stykket. Disse står til 33 kroner i butikkerne.

Flere varer på vej 

Skulle man have forelsket sig i et lyserødt eller blåt net, og vil man ikke ud og lede i butikkerne, så fås de til 250 kroner på DBA. ”Et stykke danmarkshistorie”, står der i annoncerne. Disse kan fås til 45 kroner i Irma-butikkerne, hvis der altså er flere tilbage. 

Men hvis man synes, at priserne er lige til den gode side, så er der stadig håb. Der skulle således være flere logo-varer på vej ud i butikkerne. 

- Vi har stadig varer på lager, og der kommer løbende flere varer ud i butikkerne, skriver Jens Juul.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik