"Der er ikke plads til os": Kunstnere føler sig presset ud af København

De seneste tyve års byudvikling har gjort ondt på mange kunstnere, som har følt sig nødsaget til at flytte langt væk til steder som eksempelvis Møn.

Billedkunstner Mie Olise udstiller og sælger sine værker i byer som Paris, London, Los Angeles, New York og Seoul.

Hun kan sagtens overskue en eventuel stor stigning i huslejen i det erhvervslejemål på Godthåbsvej, hvor hun har sit atelier.

Problemet er bare, at hun som utallige andre billedkunstnere lejer sig ind på lånt tid, ofte på etårige lejekontrakter, inden lejemålene sættes i stand til noget helt andet.

- Som det er nu, så er der stort set ikke flere atelierer tilbage i København, siger Mie Olise.

quote Jeg synes, at byen mister det, som gør en by interessant. Det uforudsigelige og det overraskende.

Mie Olise, billedkunstner

I modsætning til byer som Paris og London er stort set hver en sprække i København fyldt ud, siger Mie Olise.
I modsætning til byer som Paris og London er stort set hver en sprække i København fyldt ud, siger Mie Olise.
Foto: Henrik Modler, TV 2 Kosmopol

Det er en udvikling, som har taget fart de seneste tyve år, mener kunstnerne.

At politikere og byudviklere forud for nye byudviklingsprojekter holder begejstrede skåltaler, når de taler om den enorme værdi, som kunstnere og kunsten har for mangfoldigheden i storbyen.

Men hvor kunstnere er yderst velkomne undervejs i udviklingen af nye byområder, bliver de i stor stil presset ud, når de nye byområder står færdigbyggede.

- I dag er København langt mindre porøs end tidligere. Den er blevet pæn og velpoleret, og i modsætning til byer som Paris og London er stort set hver en sprække fyldt ud, siger Mie Olise

Igennem årene har hun haft atelier hele 27 forskellige steder.

quote Når man skal have en ny bydel til at blive interessant, og når man skal have de første store reklamebureauer og virksomheder til at gå ind i det her, og de rige, smarte mennesker skal købe lejlighederne – de vil jo gerne have den form for liv omkring sig - så er kunstnerne og de kreative miljøer velkomne.

Mie Olise, billedkunstner

Engang for længe siden først på Islands Brygge, da området fortsat var råt og upoleret.

Siden måtte hun som en lang række teatergrupper, musikere og andre billedkunstnere også flytte fra steder som Carlsberg-byen og Nordhavn.

Når kunstnerne presses ud af København, mister byen sin uforudsigelighed, mener Mie Olise.
Når kunstnerne presses ud af København, mister byen sin uforudsigelighed, mener Mie Olise.

- Der er rigtig mange kunstnere, der flytter til Værløse flyvestation. Og der er rigtig mange, der flytter til Møn, hvis man har mulighed for det. Og altså længere ud af byen, siger Mie Olise.

Hvad mister byen ved, at kunstnere er nødsaget til at flytte væk?

- Jeg synes, at byen mister det, som gør en by interessant. Uforudsigelighed, overraskelser.

Peger på løsninger

En række foreninger, forbund og organisationer med relation til kunstnere og kunstformidlere har sammen med Arkitektforeningen og Bikuben lavet en analyse, som har set nærmere på udviklingen, og som peger på en lang række løsninger, der kan tilgodese kunstners behov for at blive i byen.

quote Det næste sted, hvor de kan rykke ud, er jo i havet

Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen

Løsninger, som folkene bag analysen håber, at politikerne vil være lydhøre over for.

- Det er gået rigtig, rigtig stærkt her i København. Og hver gang et nyt område skulle udvikles, har kunstnerne været der, eksempelvis i gammel industri. Og så kommer udviklingen, og så må de rykke videre.. Og hvis man tager Strandlodsvej, så er det næste sted, hvor de kan rykke ud i, jo havet, siger direktør for Arkitektforeningen, Lars Autrup.

Hvad er det helt konkret, du savner i de nye bydele som Carlsberg-byen, Ørestad og Nordhavn?

Jeg savner, at der er plads til kunsten og kulturen i de her nye byudviklingsområder. Vi har været ret dygtige, og det har man også her på Carlsberg, til at tænke den midlertidige kunst ind i et område som det her.

Altså arbejdsværksteder og atelierer?

- Ja, og gallerier og performance og alle mulige ting. Vi har brugt nogle af de gamle konstruktioner til kunstinstallationer og gjort rigtig meget, siger Lars Autrup.

Og det er bare væk nu?

- Ja, og det er alt sammen væk nu, siger han.

Politikere: Vi skal have kant

Både Socialdemokraterne og Venstre er enige i, at det er tvingende nødvendigt at gribe ind.

- København er hovedstad, og det betyder, at vi skal have kant, og vi skal have farver. Det er jo her udviklingen udspringer fra. Hvis vi trækker kunstnerne ud af den ligning, så får vi - ikke bare i København - men i hele Danmark en meget kedeligere udvikling, siger medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og medlem af Rådet for Visuel Kunst i København, Jonas Bjørn Jensen (S), som lover at tage analysen alvorligt.

- Jeg vil sige, at den her analyse kommer på et rigtig godt tidspunkt, fordi den kommer, mens vi er ved at forberede at lave en kommuneplan, som jo er strategien for København de næste 12 år, siger han.

På rådhuset er Venstres Claus Buch enig i, at der i dag er nye færdigbyggede bydele, som i høj grad savner kunst, kunstnere og kreative miljøer.

- Jeg har selv boet i Ørestrand fra 2007 til 2011,  og der var ingenting. Og mit ærlige svar, der er stadigvæk ingenting, siger han.

Spørg Os - Afstemning

_