Dronningen af TikTok abdicerer ikke, men har slettet app'en

Efter Center for Cybersikkerhed har frarådet statsansatte at bruge TikTok, dropper flere politikere app’en.

App’en TikTok var nærmest ikke til at komme udenom under efterårets folketingsvalg.

Her postede og delte flere prominente politikere vidt og bredt i jagten på at kapre unge vælgere.

Særligt Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Enhedslistens Rosa Lund tiltrak sig meget opmærksom med brugen af den kinesiske app. 

Men efter, at Center for Cybersikkerhed torsdag rådede alle ansatte i staten til ikke at have TikTok installeret på tjenstlige enheder, har flere partier og folketingspolitikere taget afstand til mediet.

Det gælder blandt andet for Enhedslistens Rosa Lund – der flere gange er blevet omtalt som "dronningen af TikTok".

- Det har den betydning, at jeg følger anbefalingen. Jeg har her til morgen slettet app’en fra min folketingstelefon. Jeg kommer fortsat til at være på TikTok, men det bliver fra en anden telefon, siger hun til TV 2 Kosmopol. 

Vil du bruge den anden telefon til andet end TikTok? 

- Det har jeg ikke taget stilling til endnu, lyder svaret.

Også formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, har slettet TikTok-app'en på sin telefon. Det oplyser han til Politiken

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Hver tredje førstegangsvælger bor i vores område. Og der er kamp om de unges stemmer. Det kan man se på det sociale medie TIK TOK, som folketingspolitikerne i stigende grad har indtaget

Radikale sletter profiler helt 

TikTok er ejet af et kinesisk selskab ved navn ByteDance, som er blevet kritiseret for behandlingen af brugernes data og dets mulige forbindelse til den kinesiske stat.

Torsdag valgte EU-Kommissionen at forbyde TikTok på ansattes telefoner.

Senere samme dag oplyste Center for Cybersikkerhed til Ritzau, at centeret fraråder ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder - herunder mobiltelefoner.

Centeret samarbejder med blandt andet statslige myndigheder om "sikkerhed i statens it-løsninger."

Det gælder også tjenestemobiltelefoner til blandt andre ministre og embedsmænd, som kan have "behov for et højt sikkerhedsniveau."

(Artiklen forsætter efter faktaboksen.)

Hvad er TikTok?

  • TikTok er et socialt medie, hvor brugere kan optage, redigere og dele korte videoer.

  • Mediet blev stiftet af det kinesiske selskab Bytedance og gjort tilgængeligt for hele verden i 2017.

  • Videoerne på TikTok findes i mange forskellige former og omhandler alt mellem politik, musik, dans og underholdning.

  • TikTok-appen har flere gange været den mest downloadede app, senest i 2022 med over 670 millioner downloads.

  • Der er lidt over én milliard brugere på verdensplan - primært unge mellem 16-25 år.

  • Flere lande som Indien og Afghanistan har forbudt TikTok, blandt andet på grund af mistanke om et samarbejde mellem Bytedance og den kinesiske stat.

  • Torsdag oplyste EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet, at man har valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner.

  • Senere samme dag kunne Ritzau fortæller, at Center for Cybersikkerhed har valgt at fraråde, at ansatte i staten har appen TikTok installeret på arbejdstelefoner.

    Kilder: TV 2 Kosmopol, Statista, Forbes, Kommunikationsforum, TV 2.

Flere af Rosa Lunds folketingskollegaer har da også taget den fulde konsekvens.

Ifølge DR gælder det blandt andet for De Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne.

Hos De Radikale havde eksempelvis næstformand for folketingsgruppen, Samira Nawa, en TikTok-profil. Den havde 3700 følgere, men er nu slettet.

Også folketingsmedlem for De Radikale Zenia Stampe har fredag slettet sin profil.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik