Oversigt

Seneste nyt

Fagbevægelse vil have store bededag til folkeafstemning

Fagbevægelsen ønsker en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag, siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard til DR og TV 2.

- Det er ikke fordi, vi går ind for, at man skal have folkeafstemninger om det ene og det andet, men det her er så vildt et indgreb i den danske model, så vi mener, at man skal have forslaget trukket eller indkaldt til en folkeafstemning, siger Lizette Risgaard.

Meldingen kommer efter et møde i FH's forretningsudvalg tirsdag morgen. I forretningsudvalget sidder formændene fra en lang række fagforbund, heriblandt FOA, 3F og HK.

- Det er et enigt forretningsudvalg, som er enig i, at vi har forsøgt at bede regeringen om at fjerne forslaget, som vi mener er et eklatant indgreb i den danske model, siger Risgaard.

- I dag vil vi stadig opfordre regeringen til at tage forslaget af bordet. Det hører ingen steder hjemme, siger formanden.

Hun siger også, at FH planlægger en demonstration på Christiansborgs Slotsplads.

Desuden er der tirsdag morgen startet en underskriftsindsamling, hvor alle, der er imod afskaffelsen, kan skrive under.

Flertalsregeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har flertal alene og har ikke behov for flere partier for at få lovforslaget om at afskaffe store bededag stemt igennem.

Oppositionen har dog mulighed for at aktivere paragraf 42, som siger, at en tredjedel af Folketingets medlemmer kan kræve en folkeafstemning af et netop vedtaget lovforslag.

Indtil videre er det dog kun Nye Borgerlige, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som klart har meldt ud, at de ønsker en folkeafstemning, og der er derfor langt til de nødvendige 60 mandater.