Fagforening anklager Brdr. Price og restaurantkæde for at ville dumpe lønningerne

Overenskomstforhandlingerne mellem 3F og restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw er gået i hårdknude. Fagforening raser og kalder udspil ”dumping-løn”.

En række kendte gourmetrestauranter serverer i et nyt forhandlingsoplæg løn- og arbejdsvilkår, der ifølge fagforeningen 3F er helt uspiselige.

Restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw, der begge har flere spisesteder i hovedstadsområdet, vil ifølge 3F sammen med det Michelinstjerne-belønnede Dragsholm Slot på Vestsjælland og Jørgensens Hotel i Horsens rive den nuværende lokale overenskomst med fagforeningen over.

Samtidig har restauranterne varslet mulig lockout for ansatte 3F-medlemmer fra 2. marts.

Ifølge fagforeningens forhandler, Peter Lykke Nielsen, står det til at få store konsekvenser for de i alt 87 overenskomstomfattede medarbejdere på restauranterne.

Ifølge 3F ønsker ejerne af restauranterne i fremtiden skære knap 11.000 kroner af de fuldtidsansatte ufaglærte tjeneres nuværende, garanterede månedsløn, hvilket svarer til en lønnedgang på 30 procent.

- Det, synes vi, er dumping-løn, siger Peter Lykke Nielsen fra 3F og kalder restauranternes udspil ”et ræs mod bunden”.

Parterne er som mange andre grene af det private arbejdsmarked i disse uger i gang med at forhandle ny overenskomst. 

Ifølge 3F er parterne dog milevidt fra at nå hinanden.

- Vi ser det som en farlig udvikling, for reallønnen er allerede ved at blive udhulet. Og det skal så åbenbart tørres af på en medarbejdergruppe, der i forvejen tjener allermindst, siger Peter Lykke Nielsen.

Restaurantkæden Brdr. Price – der naturligvis er navngivet efter det kendte brødrepar Adam og James Price, der delvist ejer kæden – har to spisesteder i København. Flagskibet finder man på Rosenborggade, mens en anden afdeling ligger i Tivoli.

Tivoli er også hjemsted for en af de tre restauranter under A Hereford Beefstouw-flaget, der holder til i hovedstadsområdet.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Restaurant BØF ligger i Indre By og er en del af A Hereford Beefstouw-kæden. (Arkivfoto).
Restaurant BØF ligger i Indre By og er en del af A Hereford Beefstouw-kæden. (Arkivfoto).
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Forhandler afviser påstået lønnedgang

TV 2 Kosmopol har kontaktet Mads Hylleholt Bøttger, der driver flere af de omtalte restauranter, blandt andet Brdr. Price-restauranterne, som han er medejer af.

Han henviser til advokaten Katia Østergaard Neumann, der ud over at varetage forhandlingerne for restauranterne desuden har en fortid som administrerende direktør for brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta.

Katia Østergaard Neumann afviser kategorisk, at udspillet lægger op til lønnedgang på 10.000 kroner eller mere om måneden og understreger, at ingen af de nuværende medarbejdere vil blive berørt.

- Det, vi ønsker, er at lave en omfordeling, hvor vi belønner faglighed. I fremtiden vil det så betyde, at man får én løn, hvis man bliver ansat som faglært, og en anden, hvis man bliver ansat som ufaglært. Det, synes vi, er helt fair, siger Katia Østergaard Neumann.

Ifølge restauranternes forhandler er der i den hidtidige overenskomst for mange rigide forhold, der gør det svært at drive en sund forretning. Hun understreger, at parterne ”slet ikke er færdige med at forhandle endnu” og stiller sig uforstående over, at 3F bringer sagen til pressen.

- Vi har lavet et oplæg med det håb, at vi kan nå en overenskomst og en aftale. Ingen af os vil ud af overenskomsten, men omvendt må vi sige, at vi har nogle forretninger, vi skal drive. Vi ønsker at køre nogle sunde, levedygtige forretninger, og det kræver, at man kan fastholde og tiltrække de bedste medarbejdere, siger Katia Østergaard Neumann.

Hun påpeger desuden, at hun af princip ikke ønsker at forhandle overenskomst via pressen.

2023 er generelt et stort år for arbejds- og lønforhold. I løbet af foråret skal overenskomsterne for det private arbejdsmarked fornys, og det er altså disse forhandlinger mellem fagforeningen og restaurantkædernes ejere, der indtil videre er gået i hårdknude.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik