Der er to spørgsmål, fertilitetslægerne får igen og igen.
Det ene er: "Hvordan ser det ud med min fertilitet?"
Efterfulgt af: "Hvor længe kan jeg så jeg vente med at få børn?"
Spørgsmålene presser sig på hos så mange kvinder og par i hovedstadsområdet, at fertilitetsklinikkerne på ingen måde har tid til at tage sig af dem alle.
Mange af dem vil gerne vide, hvordan det står til med dem, og hvor længe de kan tillade sig at vente med at få børn
Efterspørgslen på fertilitetstjek er enorm, viser en rundspørge, som TV 2 Kosmopol har lavet blandt en række offentlige og private klinikker i sendeområdet.
- Det er selvfølgelig populært med de her tjek, fordi det kan give en lille smule ro i sjælen, hvis man får at vide, at man ser normal ud, siger Bugge Nøhr, overlæge og klinikleder hos Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital.
- Der har været høj efterspørgsel i flere år, og der er mange flere, der ringer ind, end der kan få en tid. Vi kunne sagtens fylde hele ambulatoriet ud med udelukkende fertilitetstjek for kvinder og par, fordi det er så populært.
Glødende telefoner
Rigshospitalets fertilitetsklinik får mellem 150 og 230 opkald i den time 15 gange om året, de holder telefonen åben, fra personer der ønsker fertilitetstjek.
Rigshospitalet oplyser, at de besvarer så mange opkald som muligt, og at de har omkring 48 patienter til fertilitetstjek om måneden.
Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital får mellem 120 og 200 opkald den time om måneden, de har telefontid, og de når i gennemsnit at besvare omkring 40 opkald. 26 af dem kan få en tid til fertilitetstjek måneden efter, da de kun kender lægernes kalender en måned frem.
Og på den private klinik Trianglen får de to-tre henvendelser vedrørende fertilitetstjek dagligt og har omkring tre måneders ventetid.
Efterspørgslen er kun voksende, fortæller Betina Boel Povlsen, formand for Dansk Fertilitetsselskab.
- Mange af dem vil gerne vide, hvordan det står til med dem, og hvor længe de kan tillade sig at vente med at få børn, siger hun:
- Her i Danmark bliver vi jo ældre og ældre, inden vi får børn, hvilket er et kæmpe problem. Og det tror jeg, de unge mennesker har hørt, og så bliver de lidt sådan: "Uha, altså jeg ville da gerne have et barn, bare ikke lige nu".
Bombarderet
Betina Boel Povlsen vurderer, at politikernes og mediernes opmærksomhed på problemet med den dalende fertilitet og de manglende babyer har påvirket efterspørgslen på fertilitetstjekkene, fordi mange sidder derude og tænker, om de mon er en del af statistikken.
- Man bliver jo nærmest bombarderet med det i nyhederne, siger hun.
Og så er der tale om en generation, der har fået tudet ørerne fulde med, at de skal passe på med ikke at blive gravide, mener hun.
- I skolen er det jo det, det hele handler om - hvordan man beskytter sig selv. Der har ikke været så meget fokus på, at det faktisk også kan være et problem at blive gravid. Men det er forhåbentlig ved at vende nu, siger Betina Boel Povlsen.
Spørg Os - Afstemning
_
Massiv nedgang
At danskerne føder færre og færre børn er efterhånden en gammel nyhed.
Antallet af børn, som kvinder i gennemsnit føder, har været faldende siden 2008. I 2023 fødte danske kvinder lige under 1,5 barn i gennemsnit, viser tal fra Danmarks Statistik.
Samme udvikling ses i en række andre europæiske lande - Italien ligger i bund med 1,2 barn per kvinde, viser forskning fra Rockwool Fonden.
Ifølge tal fra Finansministeriet vil de manglende babyer på sigt kunne aflæses i både bruttonationalproduktet og arbejdskraften.
- Tallene viser, at selvom vi bliver ved med at skrue folkepensionsalderen op og får indvandring, vil det slet ikke være nok til at sikre beskæftigelsen, hvis vi bliver ved med at få så få børn som nu, sagde seniorøkonom Thomas Gress til TV 2 tilbage i april.
I år blev danskernes fertilitet for alvor en varm kartoffel, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale fortalte, at regeringen vil indføre gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to, og regeringen et par dage senere meddelte, at de vil sætte et trecifret millionbeløb af til at bekæmpe barnløshed.
Tirsdag blev det politiske ønske om flere fødsler understreget i statsministerens tale ved Folketingets åbning.
- Hvis det fortsætter som nu med samme middellevealder og fertilitet som i dag og fraregnet ind- og udvandring, så risikerer den danske befolkning at skrumpe til 2,5 millioner indbyggere i år 2100, sagde Mette Frederiksen fra talerstolen.
Slut før 40
Fertilitet er i høj grad et spørgsmål om alder, understreger overlæge Bugge Nøhr.
Det er nemmere for en 25-årig at blive gravid, end det er for en 30-årig. Og det er nemmere for en 30-årig at blive gravid, end det er for en 35-årig. Hos 40-årige er det kun to procent, der bliver gravide spontant.
- Dem, som kommer i fertilitetsbehandling og er infertile, er typisk sidst i 30'erne. Men der er også nogle, der er yngre, siger han.
Der er en del, der spørger, hvor lang tid de har til at finde en partner, hvis de nu skal have en kernefamilie
Mange af dem, som kommer til et fertilitetstjek hos ham, vil gerne have svar på, hvor mange år de kan vente med at få børn, før det er for sent. Og det kan han ikke sige.
- Jeg siger til dem, at "vi ved jo ikke, hvor svært det er for dig at blive gravid. Vi kan se, at du har en normal æg-reserve på nuværende tidspunkt", og så viser vi typisk de statistikker, der er for kvinder og deres alder, siger Bugge Nøhr.
Meget på spil
Bugge Nøhr ved godt, at virkeligheden for mange af hans patienter er noget mere indviklet end fertilitetsstatistikker.
For én ting er, at det fertilitetsmæssigt ville være smartest for de fleste at blive gravide omkring 25-års-alderen - noget andet er, at mange gerne vil vente, til de er et bestemt sted i deres liv, og måske har fundet den helt rigtige partner at få barnet med.
- Der er en del, der spørger, hvor lang tid de har til at finde en partner, hvis de nu skal have en kernefamilie. Og det er jo bare utrolig svært at rådgive om. For som fertilitetslæge vil man jo bare sige, at de skal komme i gang. Men vi ved jo godt, at der er så mange andre perspektiver i det, siger Bugge Nøhr.
- Og så er der selvfølgelig dem, der viser sig at have en nedsat fertilitet, hvor vi siger, at det vil være en god idé at komme i gang lidt hurtigt. De har måske ikke så lang tid til at finde en ny partner. Måske kun få år, før de skal begynde at overveje behandling som solomor.