Filminstruktør blev indlagt med paranoid skizofreni og forelskede sig i sygeplejersken
Alexander Sauls film 'Sygt forelsket' tager udgangspunkt i hans egen indlæggelse og forelskelse. Nu kan den opleves på københavnsk filmfestival.
Vinduerne på Nørrebrogade er en form for øjne, som holder øje med hvert et skridt, du tager.
Hver en bevægelse.
- Det føles som om, at når folk griner, så er det dig, de griner af. Det kan føles som om, at alle følger efter dig, og det kan føles som om, at folk vil gøre skade på dig, siger Alexander Saul, da vi møder ham i lejligheden over for Assistens Kirkegaard, som han bor i sammen med sin kone gennem syv år.
Den 27-årige filminstruktør har i årevis levet med diagnosen paranoid skizofreni.
Han forklarer, at en tur ned ad Nørrebrogade kan føles som en tur gennem en krigszone, hvor man er skræmt fra vid og sans.
Ubeskriveligt bange for alt og alle.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
Det kan føles som om, at alle følger efter dig, og det kan føles som om, at folk vil gøre skade på dig.
Har altid kæmpet med stemmerne
Som 18-årig blev Alexander Saul første gang indlagt på psykiatrisk afdeling, og det betød, at han droppede ud af gymnasiet.
Siden begyndte han at fotografere, kom på kunstskole og instruerede sin første film.
Den seneste, 'Sygt forelsket', handler om Alexander Sauls egne oplevelser og forelskelsen i en sygeplejerske under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Den kan opleves på næste uges fire dage lange filmfestival på Cinemateket i København, 'Don´t Fear the Weird'.
En festival, som med sindet som omdrejningspunkt og med film, events og talks har til formål at forene psykiatriburgere, pårørende, fagpersoner, kunstnere og filmelskere.
- Filmen tager meget udgangspunkt i mig selv, siger Alexander Saul, som udover kærlighedsfortællingen også har ønsket at lave et portræt af psykiatrien og afstigmatisere, hvad det vil sige at være indlagt.
- Når man kommer ind et sted, hvor man bare kan smide facaden, have det dårligt, ryste og græde, når man har behov for det, så får man et ret særligt bånd til ens kontaktperson, som jo ofte er den samme over en meget lang periode, siger Alexander Saul, som har kæmpet med stemmerne og tankerne så langt, han kan huske tilbage.
De kan få os til at grine, og de kan få os til at græde.
Indlagt på både åbne og lukkede afdelinger
I de seneste ni år har Alexander Saul været indlagt fem gange på både åbne og lukkede psykiatriske afdelinger i Nordsjælland, i København og på Frederiksberg.
Tilbage i januar kom han på en ny medicin.
- Faktisk er den periode, jeg er i nu, en af de bedste, jeg har været i, smiler Alexander Saul.
Film er den bedste samtalestarter
Film og kunst er en af de bedste samtalestartere i forhold til psykisk sygdom, siger festivalleder på Don´t Fear the Weird, Caroline Osander.
- De kan få os til at grine, og de kan få os til at græde, siger Caroline Osander, som mener, at fællesskabet foran det store lærred skaber tryghed.
- Måske kan vi spejle os i noget, eller måske kan vi slet ikke genkende os i noget, men samtalen bliver ret tryg, når vi kan tale om det, der foregår på det store lærred, siger hun.
Prisvindende fotograf: Anderledes, forkert og udenfor
Den anerkendte og prisvindende fotograf, Marie Hald, er en af mange andre, som deler sine erfaringer med psykisk sygdom på festivalen.
Hun kender alt til at føle sig anderledes, forkert og udenfor.
Som barn blev hun ramt af OCD.
- Det startede med, at jeg begyndte ikke at ville træde på stregerne, og jeg var mega bange for, at min mor og far skulle dø, hvis jeg trådte på stregerne, siger hun.
Selvom Marie Hald tidligt kom til børnepsykolog, var der ingen, som så, der var tale om OCD.
I stedet blev hendes tanker affejet som bekymringstanker.
Jeg har mærket det på egen krop, det der med at være udenfor og ikke passe ind.
Alle de skamfulde tvangstanker
Fra hun var 11 år, og til hun var i midten af 20´erne, udviklede tankerne sig til en lang række skamfulde tvangstanker, hvor omdrejningspunktet var seksualitet.
- Det er nogle meget tabubelagte emner, som OCD rigtig tit handler om, og derfor taler folk ikke højt om det, siger Marie Hald.
Hvis du skal prøve at være konkret, hvad kunne det være?
- Det kunne jo være at finde ud af, hvad nu hvis jeg er pædofil? Hvis jeg ser et barn, er det så noget, der kan gøre, at jeg tænker seksuelle tanker? Det er jo så skamfuldt, og det er det, der gør den så farlig, den her sygdom, fordi den får lov at være i det usagte.
I forbindelse med behandling af sin OCD, fandt Marie Hald senere ud af, at hUn langt fra var alene.
Andre mennesker med OCD havde lignende tanker.
Tanker, som eksempelvis kredsede om frygten for selv eller andre i den nærmeste familie skulle være pædofile.
Stærk nok til at sige noget højt
I dag har Marie Hald vundet priser ved Årets Pressefoto, World Press Photo og Young Nordic Photographer of the Year.
Hun arbejder konsekvent på at bryde tabuer omkring sårbarhed og selvhad og udfordre vores syn på det normale og det perfekte.
- Jeg tror, at der i mit arbejde og mange af de udstillinger jeg laver, er en eller anden vrede eller indignation, fordi jeg netop selv har mærket det på egen krop, det der med at være udenfor og ikke passe ind, siger Marie Hald, som i dag har lært at lade OCD 'en fylde mindre.
Hun har også sagt ja til at være ambassadør for festivalen Don't Fear the Weird.
- Nu har jeg på en eller anden måde fået en stemme, og jeg er stærk nok til at være en af dem, der så kan sige noget højt, siger Marie Hald.
Festivalen Don´t Fear the Weird er arrangeret af Region Hovedstaden og PsykInfo og kan opleves i Cinemateket i København fra den 11. til 14. november.
