Forretningerne skal tømmes: Nu lukker 12 Aldi-butikker i hovedstadsområdet

Aldi lukker 12 butikker i hovedstadsområdet. Det betyder, at der vil være udsalg på alle varer i de udvalgte butikker.

12 Aldi-butikker lukker i Storkøbenhavn, og der er mange penge at spare på alle varer i butikkerne.

Butikkerne holder nemlig ophørsudsalg i næste uge, hvor kunder kan spare helt op til 70 procent.

Det oplyser Aldi til TV 2 Kosmopol.

Aldi fortsætter deres gradvise lukning af alle sine butikker i Danmark, og i denne måned lukker supermarkedskæden tolv butikker i Storkøbenhavn.

Fra fredag d. 13. oktober klokken 08:00 og en uge frem holder samtlige af de tolv butikker ophørsudsalg, og her vil der være mange penge at spare. 

Det fortæller Aldis Kommunikationschef, Louise Wendelbo.

- Vi giver procenter på alle varer i butikken, bortset fra tobak og modermælkserstatning, men udover det er det alle ting, og så skruer vi op gradvist. Det gælder både fødevarer og al nonfood som elektronik, køkkenudstyr, tøj og boligtekstiler, siger hun.

Aldi starter med at have 30 procent rabat på alle varer i hele weekenden. Mandag og tirsdag skruer de op og har halv pris på alt, og i butikkernes sidste åbningsdage, som er onsdag den 18. oktober og torsdag den 19. oktober, er der 70 procent at spare, så længe lager haves.

Supermarkedskæden har allerede lukket en stor del af sine butikker, og her har de fået en klar indikation af, hvad kunderne især hiver ned fra hylderne.

- Vi ser typisk, at det er fredag og over weekenden, at der kommer rigtig mange kunder og store køer. Det er især mad -og dagligvarer, der ryger først. Efterhånden som rabatterne stiger, så er det nonfood-varer, der er populære, især ting til hus og have, tøj og sko, højtalere og hørertelefoner - altså de lidt dyrere ting, så det er noget med at se, hvor længe man tør vente, før det bliver udsolgt, forklarer Louise Wendelbo.

Spørg Os - Formular

_

Lukker efter 46 år i Danmark

Der er stadig flere Aldi-butikker, der har åbent lidt endnu, men på sigt skal alle butikkerne lukke i Danmark, hvor de fleste er blevet solgt til konkurrenten Rema 1000.

Aldi åbnede sit første danske supermarked tilbage i 1977 og var den første discountkæde i Danmark.

- Aldi var jo et spændende nyt koncept fra Tyskland, hvor man i stedet for at have en masse personale, så blev varerne kørt nærmest direkte ind på hylderne på paller. Der var ikke mange af de kendte mærkevarer i starten, men vi havde i stedet vores egne varer, som var billigere. Med tiden har man fået et større udvalg – også med kendte mærker – men sådan var konceptet i starten, fortæller Louise Wendelbo.

Og hvis du så er en af de kunder, der lige vil nå at købe den sidste ost i Aldi, eller måske bare har næse for et godt tilbud, så skal du skynde dig. For Louise Wendelbo forventer ikke, at de tolv butikker kommer til at have åbent hele ophørsudsalgsugen ud.

- Vi har set en tendens i de butikker, vi har lukket indtil videre, at mange varegrupper bliver udsolgt de første par dage, og det er meget sjældent, vi har set butikkerne blive lukket på sidste dagen. Så man skal være ude i god tid og forvente, at der kommer til at være lange køer, slutter hun.

Her er de tolv Aldi-butikker, der lukker i hovedstadsområdet:

  • ALDI Gothersgade 52, København K

  • ALDI Rejsbygade 8, København V

  • ALDI Østbanegade 129, København Ø

  • ALDI Tingvej 2, København S

  • ALDI Kastrupvej 50, København S

  • ALDI Messinavej 2, København S

  • ALDI Jersie Center 2, Solrød

  • ALDI Bolbrovej 60, Rungsted

  • ALDI Bymosevej 9b, Helsinge

  • ALDI Hovedgaden 36, Jægerspris

  • ALDI Rengegade 31, Store Heddinge

  • ALDI Pogebanken 2, Herfølge

Ophørsudsalget begynder fredag den 13. oktober, og sidste åbningsdag er den 19. oktober inden butikkerne bliver overdraget til Rema 1000.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik