Fragtfirmas lastbiler kører på el - men selv de er skeptiske over for den kommende vejafgift

Ellastbiler kan være en god businesscase, men der er et stykke vej, før det bliver en løsning for alle. Og så bliver det svært helt at slippe diesel, lyder vurderingen fra Dachsers danske chef.

Selvom langt de fleste lastbiler i Danmark fortsat kører på benzin eller diesel, kan man allerede nu møde emissionsfrie lastbiler på vejene.

Transportfirmaet Dachser er en tyskejet virksomhed med filialer i hele Europa, og i Danmark ligger hovedkvarteret på Avedøre Holme i Hvidovre.

Her kører der hver dag en flåde på omkring 100 lastbiler ud med varer til og fra virksomheder i hele landet – og to af lastbilerne kører på el.

- Vi har en ellastbil, som kører fra Hvidovre til Strøget og Indre By hver dag, og så har vi en anden ellastbil, som kører til Sydhavnen, Vesterbro og Frederiksberg, siger Peter Hut, der er chef for den danske filial af Dachser, til TV 2 Kosmopol.

Sidste mandag stod bilister i hele landet op til massive køer, store forsinkelser og sneglefart på motorveje og tilkørsler på grund af en ganske effektiv lastbilblokade af vejnettet.

Blokaden skyldtes vognmændenes utilfredshed med planerne om en ny kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, der kører på benzin eller diesel.

For at undgå afgiften, der i gennemsnit lyder på 1,30 kroner per kilometer, må lastbilerne ikke udlede CO2 – men ellastbiler er både begrænsende og dyre, lyder kritikken:

- Vognmændene har ikke råd til at købe de her lastbiler, som ellers skulle være formålet med afgiften, som vi forstår, sagde Ove Holm, der er underdirektør for DTL – Danske Vognmænd, til TV 2 Kosmopol den 11. maj.

Dachser har iværksat forsøg med ellastbiler i andre europæiske storbyer for at få erfaringer med godstransport med el – og blandt andet kigge på problematikken omkring rækkevidden, der giver panderynker blandt folk i branchen.

- Det fungerer ganske godt indtil videre. Vi har selv egen ladestander, og det gør tingene noget lettere. Infrastrukturen til ladestandere for lastbiler findes ikke rigtigt endnu, så på denne her måde kan vi klare det selv, siger Peter Hut.

Kun til korte ture

Han fortæller, at de to lastbiler, der har rækkevidde på henholdsvis 120 og 200 kilometer, kører to ture fra Hvidovre til København om dagen på én opladning.

Og det er også kun på de kortere leverancer, at det kan give mening med ellastbiler, som det ser ud nu, siger Peter Hut.

- Det virker fint til de kortere ture, hvor der er mulighed for at komme tilbage og lade op. Men til de længere distancer giver det ingen mening, siger han.

Jesper B. Nielsen er journalist på Transportmagasinet og har en bred viden om netop godstransport med lastbiler.

Han peger på, at branchen og producenterne af lastbiler tror på, at el er vejen frem – også selvom batterierne i dag kun virker på korte distancer.

- Det er den vej, lastbilproducenterne har besluttet, at de vil gå. De store mærker som Scania og Volvo har set på noget gas og noget brint, men det er blevet el, man satser på. Og så er det også den vej, man kigger politisk, siger Jesper B. Nielsen til TV 2 Kosmopol.

Tårnhøj pris giver dårlig businesscase

Desuden er der spørgsmålet om prisen på ellastbilerne, som kan få selv vognmænd med de grønneste ambitioner til at drømme om lugten af dieselolie.

Prisen på en ellastbil er nemlig langt højere end på en konventionel lastbil, forklarer både Dachsers danske chef og Jesper B. Nielsen.

- Dem, jeg snakker med, siger, at en elektrisk lastbil koster tre gange så meget som en almindelig lastbil. Men mange er også overbevist om, at priserne vil falde herhjemme, når efterspørgslen vokser, siger Jesper B. Nielsen.

Indtil da vil ellastbilerne nok primært være en del af flåden hos de store transportfirmaer, hvor man har råd til investeringen.

- Ingen vognmænd kan gøre det her af sig selv uden at sætte en masse penge til, eller uden at kunden skal betale mere for at få det distribueret, siger Jesper B. Nielsen.

Hos Dachser mener Peter Hut, at branchen gerne vil være med til at løfte ansvaret og minimere udledningen – men opgaven er både stor og svær, erkender han.

- Det er stadigvæk svært at lave en god businesscase, når det er tre gange så dyrt. Det bliver svært at slippe dieselbilen. Der går mange år, før branchen bliver fossilfri, og der snakker vi hvert fald ikke 2030, siger Peter Hut.

Vejafgiften for godstransport skal indføres frem mod 2025 som en kilometerbaseret vejafgift, der betyder, at en lastbil, som kører på benzin eller diesel, i gennemsnit skal betale 1,30 kroner per kørt kilometer.

Regeringens forventning er, at afgiften vil reducere CO2-udledningen med omkring 300.000 tons CO2 i 2025 og 400.000 tons CO2 i 2030.

Samtidig skal afgiften, der ifølge regeringen beløber sig til 3,6 milliarder kroner årligt, tilføre 1,1 milliarder kroner til grøn transport hvert år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik