Friluftslivet er en megatrend - men én ting går de unge i en stor bue uden om

Livet foran en skærm er blevet udmattende. Vi har fået øjnene op for frihed, natur og vandrebukser.

Salomon-sko, Arc'teryx-jakker og Osprey-rygsække er blevet hverdagstøj.

Tøj, der plejede at være forbeholdt dem, der faktisk kan bruge et trangiasæt og tager på vandreture i weekenden, er blevet direkte moderne.

Outdoor-tendensen er blevet en "megatrend", fortæller trendforsker. Og det er særligt siden coronapandemien, at vores syn på naturen har ændret sig.

- En megatrend opstår, når rigtig mange begynder at forholde sig til den. Det betyder ikke, at vi alle sammen behøver at sige vores jobs op og flytte til en ø for at være en del af den her naturbevægelse, siger Julia Lahme til TV 2 Kosmopol.

Det er dog ikke alle former for udeliv, vi køber ind på.

Nej tak til hoppeborg og fællespool

For de unge trendsettere har nogle begrænsninger, når det kommer til friluftslivet: Klassisk camping.

quote Man gider altså ikke at tage på en campingplads i Sydeuropa med fælles pool og hoppeborg

Julia Lahme, trendforsker

TV 2 Kosmopol har talt med otte campingpladser i hovedstadsområdet, ingen af dem har oplevet en særlig stigning af folk under 30 år på pladserne.

Julia Lahme fortæller, at unge gerne vil kunne bevæge sit frit rundt, fordi hele formålet er at komme tæt på naturen. Så hvis de endelig bruger en campingplads, er det nok ikke den fra barndomsminderne.

- De vil gerne bruge de store flotte campingpladser, men de vil lige så gerne til Sverige, hvor man bare kan ligge i en sovepose i naturen. Man gider altså ikke at tage på en campingplads i Sydeuropa med fælles pool og hoppeborg, siger Julia Lahme.

Mads Arlien- Søborg, der er livsstils- og designekspert, erklærer sig enig. Med mindre campingpladsen har et twist eller er blevet moderniseret, ser man ikke mange under 30 år.

- De unge mennesker begrænser sig. Det må godt være halv-autentisk, men ikke for autentisk, siger Mads Arlien-Søborg.

Glamping og #vanlife tiltrækker de unge

Der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe bevægelse af især unge, der vil være i kontakt med naturen, fortæller Mads Arlien-Søborg. 

Men campingpladserne skal imødekomme den unge målgruppe, hvis det er dem, de vil se på pladserne. 

- Det må godt være en mere moderne måde at gøre det på, som for eksempel med glamping, siger Mads Arlien-Søborg.

Også faciliteterne på campingpladserne kunne opdateres, mener livsstilseksperten.

- Hvis de laver madboder og kaffebarer, eller man bygger fede shelters, så man ikke ligger i en fugtig campingvogn, så skal de unge nok dukke op.

Julia Lahme fortæller, at den yngre generation ikke har noget i mod, at det er besværligt. Og at hele vanlife-tendensen, er et godt eksempel på, at vi vil gå langt for at komme tæt på naturen.

Vanlife er et fænomen fra USA, hvor folk flytter ind i ombyggede varevogne, for at opnå mere frihed og komme tættere på naturen. 

Friluftsliv outdoor camping telt gorpcore campingplads udendørs trend glamping
Glamping er en sammentrækning af ordene "glamour" og "camping", det vil sige en form for luksuscamping.
Foto: Fred Tanneau/AFP/Ritzau Scanpix

Granola-generationen

På sociale medier bliver megatrenden, og særligt den medfølgende tøjstil, ofte omtalt som “Gorpcore”, der står får “Good Ol' Raisins and Peanuts”. Det er opkaldt efter en pose nøddemix, du kan tage med dig på vandreturen for at holde energiniveauet oppe.

Ordene “Granola Girl” og “Granola Guy" bliver også ofte brugt, hvor granola er et symbol på den naturlige og sunde livsstil og tøjstil, som ungdommen har taget til sig. 

Vores naturkærlighed skal helst skinne igennem - selv i vores hverdagstøj. 

- Vi vil gerne vise vores værdier i det tøj, vi har på, siger Julia Lahme. 

Og når vi som forbruger vender os mod en mere funktionel mode, går det også den anden vej. 

- Outdoor-brands har opdaget, at der er en meget større kommerciel målgruppe, der pludselig tapper ind i livstilen, og så gør de deres ting mere fashion-agtige, siger Mads Arlien-Søborg.

Friluftsliv outdoor camping telt gorpcore campingplads udendørs trend
På de klassiske campingpladser er der ikke mange unge mennesker.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Digitaliseringen har gjort os naturhungerende

Trangen til at komme tæt på naturen er et modsvar til den ekstremt digitaliserede verden, vi lever i. 

Vi er blevet trætte af at bruge vores liv og alt vores tid foran skærmen.

- Outdoor-bølgen er et symbol på noget, vi mangler i tiden. Noget løsrivelse af det digitale. Den er et symbol på en frihedsfølelse og en bevægelse mod noget mere autentisk, siger Mads Arlien-Søborg. 

Og fordi skærmene er det normale, er naturen det attraktive. 

- Dengang vi skulle arbejde i naturen, synes vi overhovedet ikke, at det var afstressende, men det gør vi nu, fordi meget få af os går på arbejde i naturen i dag, siger Julia Lahme. 

Paradoksalt nok har de sociale medier stor betydning for, hvad unge synes er fedt. 

- Man skal bare ikke glemme, at det er en super selviscenesættende generation. Det handler både om at gøre det af hjertet, men det handler fandme også om, at der er noget, der skal iscenesættes på Instagram og TikTok, siger Mads Arlien-Søborg. 

Det er Julia Lahme enig i. 

- Det må gerne se godt ud. Det må gerne kunne gøre sig godt på Instagram. Vi har en meget æstetisk ungdom, siger hun. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik