Nu bliver det markant dyrere at skulle holde varmen vinteren over.
En række fjernvarmeselskaber varsler nemlig prisstigninger på op til knap 3.500 kroner årligt, og det vil ramme borgere i en lang række kommuner.
Et af de selskaber, der hæver prisen til januar, er Vestegnens Kraftvarmeselskab, Veks, der leverer fjernvarme til Albertslund, Glostrup, Greve, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge, Roskilde, Rødovre, Solrød og Vallensbæk.
Prisen kommer til at ligge på det niveau fremadrettet
Her stiger prisen med 15 procent, hvilket ifølge Veks svarer til cirka 1.560 kroner om året for et standardhus. Og det er der to primære årsager til.
Millionunderskud skal betales
Den ene årsag er, at prisen på biomasse, der bruges som energikilde, generelt er steget.
Den anden årsag er, at nogle af Veks' producenters store kraftvarmeanlæg gik i stykker sidste efterår samtidig med, at det kolde vejr medførte den største efterspørgsel på varme, som selskabet har oplevet de seneste 40 år.
Et ærgerligt sammenfald, fortæller Morten Stobbe, direktør for Veks.
- Det betød, at vi måtte køre på vores reserver, der er gas- og olieanlæg, og det er meget dyrere end biomasseanlæg, siger han til TV 2 Kosmopol.
Det resulterede i et underskud på 235 millioner kroner - en regning, som Veks' kunder nu skal betale i løbet af de næste tre år.
Men det betyder ikke, at prisstigningen forsvinder igen efter de tre år, fortæller direktøren.
Den er kommet for at blive.
- Prisen kommer til at ligge på det niveau fremadrettet, da vi har indarbejdet den generelle prisstigning for biomasse i prisen, siger Morten Stobbe.
Prisstigningen gælder desuden, uanset om du var kunde hos Veks i 2023, eller om du først er blevet kunde i år.
Flere selskaber varsler prisstigninger
Foruden Veks meddeler Gladsaxe Fjernvarme, Brøndby Fjernvarme og Køge Fjernvarme, at de hæver prisen i 2025.
Gladsaxe Fjernvarme oplyser på sin hjemmeside, at deres priser på fjernvarme kommer til at stige med cirka 14,2 procent i det nye år.
Det skyldes en højere indkøbspris på varme og forsinkelser i udbygningen af fjernvarmenettet.
- Forsinkelsen betyder, at vi ikke har kunnet tilslutte nye fjernvarmekunder i det tempo, som vi havde planlagt. De faste udgifter skal derfor deles af færre kunder end forventet, skriver Gladsaxe Fjernvarme.
For et standardhus på 130 kvadratmeter med et årligt forbrug på 18,1 MWh medfører de nye takster en årlig ekstraregning på cirka 2.370 kroner.
Får du i stedet din fjernvarme fra Brøndby Fjernvarme, skal du forberede dig på et ekstraregning på cirka 2.388 kroner om året, hvis du bor i et standardhus og har et gennemsnitligt varmeforbrug.
Det svarer til en prisstigning på 19,5 procent og skyldes stigende brændselspriser.
Spørg Os - Formular
_
Ekstraregning på 3.360 kroner
Også Køge Fjernvarme hæver prisen med 19,5 procent i 2025, og det forklarer de i tråd med de andre fjernvarmeselskaber med øgede priser på biomasse, affaldsvarme og driftsomkostninger.
For Køges borgere betyder det helt konkret en gennemsnitlig prisstigning på 3.360 kroner om året, hvis de bor i et standardparcelhus.
Desuden meddelte Vestforbrænding, der leverer fjernvarme til Gladsaxe, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Frederikssund, Egedal og Ballerup kommuner, at de hæver priserne allerede fra september 2024.
Vestforbrændings priser er blevet cirka 19 procent højere, hvilket svarer til en prisstigning på omkring 2.300 årligt for et standardhus.
- Vores prisstigning afspejler kun, at vores omkostninger er steget, og at vi ikke før nu har reguleret for dette, siger områdechef for Vestforbrændings fjernvarme, Per Wulff, i en pressemeddelelse.