Jens smittet med frygtet TBE-virus efter flåtbid: Mit hoved var ved at eksplodere

Sidste år blev Jens Holten Poulsen smittet med TBE-virus. Da han gik til lægen, blev han indlagt på hospitalet øjeblikkeligt.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flåter med den farlige TBE-virus spreder sig nu i Nordsjælland, mens antallet af personer, der er blevet smittet de senere år, stiger.

Det kunne Statens Serum Institut fortælle i denne uge.

Indtil videre er ingen dog blevet smittet i 2023, men i 2022 blev der registreret fem tilfælde i Danmark.

En af dem, der blev smittet, er 32-årige Jens Holten Poulsen, der bor på Vesterbro i København.

I august måned sidste år var han i sine forældres sommerhus i Asserbo Plantage, hvor han tit er i skoven, når vejret tillader det. Her blev han bidt af en flåt.

quote Alt tydede på, at der var et eller andet ruskravende galt

Jens Holten Poulsen

I oktober måned gik han til sin læge. Han havde ingen rødme omkring stedet, hvor flåten havde siddet, men han havde det meget dårligt.

- Det kulminerede på et tidspunkt, hvor mit hoved simpelthen føltes, som om det var ved at eksplodere. Derudover havde jeg dårlig balance. Jeg kunne ikke tænke. Jeg tabte mig over fem-seks kilo i de uger.

- Så alt tydede på, at der var et eller andet ruskravende galt, siger Jens Holten Poulsen til TV 2 Kosmopol.

Lægen sendte ham direkte i ambulance og på hospitalet.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er TBE-virus?

  • TBE står for Tick Borne Encephalitis og er en alvorlig hjernebetændelse

  • Sygdommen er stadig sjælden, men den er så invaliderende, at det er klogt at være på vagt, hvis man færdes i områder, hvor virus findes.

  • Mens borrelia smitter først smitter efter 24 timer efter, og du dermed har lidt tid til at fjerne flåten, smitter TBE-virus med det samme. Virus sidder nemlig i flåtens spytkirtler og jo længere, flåten får lov at sidde, des mere virus overfører den.

  • I modsætning til borrealia, der kan behandles med antibiotika, findes der ingen kur mod TBE - her handler det om at stoppe sygdommens udvikling. Til gengæld findes der en effektiv vaccine mod TBE-virus.

  • Man mener, at TBE spreder sig med trækfuglene.

  • TBE spredes fra moder-flåten til æggene - dvs. når æggene udklækkes, har flåterne virus i sig og kan smitte videre.

  • Råvildt danner antistoffer mod TBE i blodet, når de bliver bidt af en flåt med TBE-virus, og derfor kan blodprøver fra rådyrene indikere, om virus findes i området.  

Kilde: Sundhed.dk, Statens Serum Institut, Miljøministeriet, Flåtinfo.dk

Kunne ikke gå

TBE-virus - Tick Borne Encephalitis - giver hjernebetændelse. Det viser sig ved en række symptomer.

- Derfor virker det også utrolig voldsomt. Jeg havde problemer med at snakke og formulere mig af de her følelammelser. Jeg kunne ikke gå. Jeg brækkede mig. Når man har alle de symptomer på samme side, så er det dybt ubehageligt, siger Jens Holten Poulsen.

Fordi TBE er en virus - i modsætning til bakterien borrelia, som flåter også bærer - kan man ikke behandle med antibiotika, og der findes ikke en specifik behandling.

Behandlingen går i stedet ud på at forhindre alvorlig skade. Ved hjernebetændelse er det meget vigtigt, at man bliver indlagt på sygehus.

De fleste bliver raske igen, men omkring 35 procent udvikler senfølger med nedsat hørelse, problemer med at koncentrere sig, balancebesvær og lammelser.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad gør du, hvis du bliver bidt af en flåt i et område med TBE?

  • Lad være med at gå i panik. Langt størstedelen af flåtbid er heldigvis ufarlige. 

  • Det er dog vigtigt at handle hurtigt og resolut i tilfælde af, at flåten har TBE i sig - det betyder, at den skal fjernes med det samme.

  • Hvis du ikke har en pincet eller flåttang på dig, gør det med neglene. Ved den manøvre får du ikke hele flåten væk, men du slår den ihjel og stopper eventuel smitte

  • I tiden efter skal du dog være opmærksom på symptomer såsom "sommerinfluenza."

Jens: Jeg har været heldig

Jens Holten Poulsen er i dag tilbage på arbejde, hvor han langsomt trapper op.

- Man kan sige, at jeg har været heldig i den forstand, at jeg ikke har fået nogen permanente skader på min hjerne. Jeg har haft nogle ændringer i mit syn og nogle ændringer i min hørelse i forhold til, at indtryk kan virke meget voldsomme, siger Jens Holten Poulsen.

Han er glad for, at der er kommet mere fokus på TBE-virus.

quote Man bliver nødt til at skabe mere transparens og oplysning omkring en virus som TBE

Jens Holten Poulsen

- Man bliver nødt til at skabe mere transparens og oplysning omkring en virus som TBE, som ikke har været helt tilgængeligt indtil nu, siger han til TV 2 Kosmopol.

Statens Serum Institut skriver fredag på sin hjemmeside, at “det korte svar er nej,” når mange i disse dage spørger, om man skal være bekymret for det stigende antal flåter med TBE-virus.

“Der er tale om få tilfælde, og man skal være svært uheldig for at blive smittet med TBE-virus,” lyder det. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

TBE-virus i Danmark


Virusset stammer fra Centraleuropa, men har eksisteret på Bornholm i 50 år. 

TBE-virus forekommer mere udbredt og spreder sig i disse år i Sverige, de baltiske lande og de centraleuropæiske skove, samt i Danmark, primært Bornholm og Sjælland.

i Sverige er der sket en fordobling i tilfælde på ti år på trods af, at man har intensiveret vaccinationsindsatsen mod TBE, og de seneste to har har man oplevet en kraftig stigning.

Kilde: SSI

  • 2008-2009: To tilfælde ved Tokkerup Hegn

    To smittes med TBE-virus ved Tokkerup Hegn. Virus bliver fundet i flåter i området igen 2011, men forsvinder herefter.

  • 2013-2018: 27 danskere smittet med TBE

    Seks blev smittet på Bornholm, to udenfor Bornholm (Fyn og Jylland), 13 i Sverige og seks i det øvrige udland.


  • 2019: TBE-virus påvises ved Tisvilde Hegn

    Flåter med TBE-virus blev fundet på en naturlegeplads ved Tisvilde Hegn. Det var den højeste forekomst TBE-virus i flåter nogensinde målt, og derfor lukkede man naturlegepladsen og har siden rådet folk, der bor i området til at blive vaccineret.


  • 2021-2022: Ni tilfælde

    På to år har der været ni tilfælde i Danmark. Virusforsker Anders Fomsgaard siger dog til TV 2, at det er toppen af isbjerget, da en fjerdedel vil nøjes med at få en sommerinfluenza, mens resten ikke bliver opdaget.

    - Vi må regne med, at det er en ny ting, der er kommet for at genere os, siger han.

  • Juni 2023: Status på forekomst

    Udover Tisvilde Hegn er TBE nu på Sjælland konstateret i Asserbo, Gribskov, Allerød, Hørsholm og Hareskoven.

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol







Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
Giant Billiard, Kuku og Stamsteder-1930 Still

Sean fra Nørrebro er europamester i street food med iransk ramen-ret

Tunnel_under_havnen_Kred._HOFOR

Sjælden adgang: Hemmelig tunnel i København åbnes snart for offentligheden

Vis mere